Pædagoger med interesse for specialområdet til børne- og ungehjemmet Nærumgård i Nærum | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Pædagoger med interesse for specialområdet til børne- og ungehjemmet Nærumgård i Nærum
Genopslag
Er du uddannet pædagog, og vil du være med til at skabe rammen om et godt børne- og ungeliv med glæde, liv og læring? Vi søger dygtige kolleger til to engagerede teams.
Nærumgård er hjem for 14 børn og unge i alderen 5-18 år og er beliggende i Nærum omgivet af skov og grønne områder. Børnene har alle udviklingshæmning i moderat til svær grad og en vifte af andre diagnoser som autismespektrumforstyrrelse og ADHD.
Børnene har brug for kompetente og omsorgsfulde voksne til at støtte og hjælpe i stort set alle aktiviteter, herunder at gøre hverdagen genkendelig og struktureret og til personlig pleje. Det er børn og unge, som har begrænset verbalt sprog, og som kan reagere med selvskadende eller udadreagerende adfærd.
Vi tilbyder
- en meningsfuld opgave, som vi løfter med ydmyghed i forhold til den særlige og afgørende betydning, vi har på børnene og deres familiers liv
- et interessant og komplekst arbejde, som giver rig mulighed for faglig udvikling og indimellem også lyst til at trække håret ud af hovedet
- en høj grad af indflydelse, særligt på det nære arbejde omkring børnene, men også på vores fælles arbejdsplads
- dygtige og imødekommende kolleger, som hjælper dig godt i gang
Om opgaven
Kerneopgavenkan være kompleks og indimellem kalder den på mange forsøg – du vil få brug for din tålmodighed, kreativitet og evne til at observere og beskrive faglig praksis.
Ambitionen for arbejdet på Nærumgård er at skabe rammen om et godt børne- og ungeliv med glæde, liv og læring. Det gør vi sammen ved at give hver enkelt en tryg opvækst med fokus på trivsel, udvikling og en så høj grad af selvstændighed som muligt.
Vores arbejde er særligt funderet i neuropædagogik, Low Arousal og struktureret pædagogik. Vi tilpasser de pædagogiske metoder til det enkelte barn og er optagede af at skabe en tillidsfuld og nærværende kontakt.
Vi er organisereti tre afdelinger med tre til seks børn. Børnene har hver en kontaktperson, men det er et fælles anliggende i teamet at planlægge, udføre og evaluere den pædagogiske indsats for alle børn i afdelingen.
Ansættelsesforhold
I dagtimerne er vores børn i skole, og størstedelen af din arbejdstid vil derfor ligge på eftermiddage, aftenener og i hver anden weekend. Stillingen passer derfor særligt godt til dig, der nyder at holde fri om dagen.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentlig.
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst og Ny Løn. Ved ansættelse indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Tiltrædelse er den 1. januar 2025 eller eventuelt tidligere.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte leder Line Heiberg på 26 30 19 00, hvis du vil vide mere om stillingen eller gerne vil komme på besøg.
Søg via linket senest onsdag den 20. november 2024
Vi holder ansættelsessamtaler løbende.
Om Borgercenter Handicap (BCH)
Borgercenter Handicaps kerneopgave er at understøtte og skabe forudsætninger for, at københavnere med handicap kan udfolde deres potentiale for livskvalitet og mestring af eget liv. Som medarbejder i Borgercenter Handicap bliver du en del af et udviklende og stærkt fagligt fællesskab, hvor vi står sammen om at gøre en forskel for andre. Læs mere om os på https://socialjob.kk.dk/handicap
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: