Ikast-Brande Kommune søger leder af Dagplejen
Ikast-Brande Kommune
”Ledelse med hjertet forrest” – er det vi bedriver på dagtilbudsområdet i Ikast-Brande Kommune
Så hvis du kan se dig selv ind i den rolle, så læs videre:
Dagplejen er på nuværende tidspunkt kendetegnet ved:
- Høj faglighed
- En fællesskabsfølelse, som man er stolt over at være en del af
- Gode evner til at finde løsninger sammen
- En kultur præget af trivsel, nysgerrighed, lyst til at udvikle og eksperimentere
- En bred kulturforståelse i forhold til eksempelvis fortællekunst og leg
- Forholdsvist lavt sygefravær
- Velfungerende MED og Triosamarbejde
Stoltheden i dagplejen beskrives på følgende måde:
Når vi spørger bredt ud i Dagplejen, om hvad man er stolt over, er der stort sammenfald i svarerne fra både dagplejere, forældrerepræsentanter, ressourceteam og konsulenter. Ligeværdighed oplever alle på kryds og tværs i organisationen. Dagplejen beskriver også sig selv som stolt over, at man i så stor en organisation har en oplevelse af at være én organisation.
Dagplejen fremhæver også en glæde over at uddannelse for alle prioriteres højt, da den er med til at skabe et fælles fagligt ståsted.
At der er plads til forskellighed i en kommune med stor geografisk spredning og samtidig lokal forankring nævnes også, når der tales om stolthed i dagplejen.
Særligt kan også fremhæves den politiske opbakning til dagplejen som et ligeværdigt tilbud på det samlede dagtilbudsområde. Faktisk er den politiske opbakning så stor, at dagplejen er fremhævet i budgetteksten 2025, da Byrådet ønsker en analyse af, hvilke faktorer der skal være til stede for at bibeholde dagplejen som et fagligt fællesskab og en attraktiv arbejdsplads.
Kommende arbejdsopgaver for dig som ny leder af dagplejen:
- Der ligger en forventning om, at du som noget af det første træder ind og er bidragende i forhold til analysen til Byrådet.
- En stor opgave ligger der også i løbende at forholde sig til den samlede kapacitet på dagtilbudsområdet sammen med pladsanvisningen og dagtilbudschefen.
- Fællesskabsfølelsen og sammenhængskraften trænger til kærlig opmærksomhed og løbende understøttelse både fra dig som leder og i lige så høj grad sammen med og via konsulenter og ressourceteam, som består af ressourcepædagog og familiepædagog.
- Sammen med dagplejekonsulenterne at finde frem til den optimale måde, at bedrive ledelse på til gavn for hele organisationen.
- Implementering af ny overenskomst.
Drømmene for dagplejen i fremtiden er:
Et pædagogisk tilbud og en arbejdsplads, der fremadrettet prioriterer uddannelse og høj faglighed. Der er en fast tro på, at fagligheden er med til at kitte dagplejen sammen, og derfor er det et stort ønske, at dagplejen også om 5-10 år er kendetegnet ved en stor fællesskabsfølelse gennem uddannelse. Dagplejen ser sig selv om 5-10 år som en organisation, der har fået mange nye kolleger, og at en af grundene hertil er, at der fortsat arbejdes med fleksibilitet i dagplejen.
En ny leder af dagplejen kan kendes på::
Faglige kvalifikationer og kompetencer:
- Pædagogisk indsigt på 0-3 års området
- Gerne kendskab til dagplejen som organisation
- Ledelseserfaring
- Organisationsforståelse i forhold til at være i en politisk styret organisation og med et samlet dagtilbudsområde
- At få energi ved både drift og udvikling herunder økonomistyring og håndtering af fravær
- At spille alle i dagplejen gode og selv evne at gå foran, bagved og ved siden af alt efter, hvad situationen kalder på
Personlige kvalifikationer:
- Vi søger en leder, der udstråler stabilitet og kontinuitet i sin ledelsesstil.
- Den ideelle kandidat er en person, der møder hver dag med en positiv indstilling og evnen til at skabe et trygt og forudsigeligt arbejdsmiljø for både medarbejdere og børn.
- Det er vigtigt, at lederen er nærværende, empatisk og i stand til at bevare roen under pressede situationer, hvilket skaber den gode atmosfære for samarbejde og udvikling.
Hvorfor skal du søge stillingen som dagplejeleder i Ikast-Brande Kommune?
Du skal søge Ikast-Brande Kommune, fordi vi lever vores værdier om tillid, dialog og ansvarlighed. Her er højt til loftet og et stor handlerum for ledere og medarbejdere. Vi finder løsninger sammen – dette kalder vi Hedekraft.
Vi tilbyder en dagpleje med ca. 140 dagplejere, 7 dagplejekonsulenter, en ressourcepædagog og en familiepædagog. Dagplejen understøttes af en administrativ medarbejder. Der er et velfungerende forældresamarbejde, her særligt med forældrebestyrelsen, ligesom der er god, åben og konstruktiv dialog med TR/AMR-organisationen.
Som leder af dagplejen bliver du en naturlig del af ledergruppen på dagtilbudsområdet, som består af 13 ledere inklusiv dig. Du vil månedligt deltage i dagtilbudsledermøder, ligesom ledergruppen netop er påbegyndt et forløb om ”faglig ledelse – med hjertet forrest”, som strækker sig over en toårig periode. Du vil få tilknyttet en makker i forbindelse med din start i kommunen, lige som du vil blive en del af en refleksionsgruppe med andre ledere i løbet af foråret. Der vil også være løbende sparring med dagtilbudschefen. Der er ud over dagtilbudsledergruppen også tværsledermøder for den samlede ledergruppe på Børne- og Fællesskabsområdet.
Du kan læse mere om Ikast-Brande Kommunes ledelsesgrundlag og DNA her: https://ikast-brande.dk/om-kommunen/ledelsesgrundlag-og-dna
Lige som du kan se direktion og chefgruppens ledelsesgrundlag her: https://ikast-brande.dk/om-kommunen/organisationen
Det forventes, at der afholdes 1. samtalerunde den 5. december 2024 og 2. samtalerunde den 11. december 2024. Der vil mellem 1. og 2. samtalerunde være test. Den 10. december 2024 om formiddagen er der testtilbagemelding, hvor dagtilbudschefen også deltager. I direkte forlængelse af testtilbagemeldingen vil der være mulighed for en individuel samtale med dagtilbudschefen.
Tiltrædelse 1. februar 2025 eller hurtigst muligt.
Aflønning efter gældende overenskomst.
Forud for ansættelse, vil der blive indhentet børneattest og straffeattest.
Hvis ovenstående har vakt din interesse, så søg endelig inden den 28. november 2024, kl. 12:00.
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte dagtilbudschef Charlotte Styver på [email protected] eller på mobil 2383 0195.
Afdeling: Dagplejen
Ansøgningsfrist: 28 November 2024
Placering: Bellisvej 2, 8766, Nørre-Snede, Danmark
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: