Dygtig socialrådgiver søges til Familieafdelingen i Samsø Kommune
Samsø Kommune
Om os:
Vi er en Familieafdeling bestående af tre socialrådgivere, en fagkoordinator og en afdelingsleder. Det er en af disse rådgiverstillinger der er ledig til besættelse.
Derudover er vi i øjeblikket ved at ansætte en fagsekretær til afdelingen. Ud over Familieafdelingen hører også SSP området og sundhedsplejen til hos os.
Flere af medarbejderne pendler fra Jylland, og som pendler har man lidt særlige arbejdsvilkår, da vi retter arbejdsdagen ind efter færgens afgangstider. Alle har mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage, når og hvor det passer med driften.
Vi er en dynamisk lille afdeling med høj faglighed, stærk arbejdsmoral og ikke mindst et tillidsfuldt forhold på kryds og tværs, hvor vi kerer os om hinanden og er gode til at se hinandens behov. Vi har forskellige faglige interesseområder og sammen dækker vi det hele med en stor viden, både på generalist- og specialistniveau. Vi trives med stor selvstændighed og kompetence, både fagligt og økonomisk og ikke mindst har vi en god og respektfuld omgangstone og den fedeste humor – synes vi da selv. Vi har faste traditioner for det mere private og sociale, som du forhåbentlig også vil bidrage til.
Samsø Kommune er en lille kommune med meget korte kommandoveje og højt til loftet. Vi har en god og fremadskuende dialog med både politikere og direktion, og fordi vi gør ting sammen på Samsø, lykkes vi også. Vi har et tæt samarbejde på tværs af sektorer og med ca. 3700 borgere kender vi sammen til det meste og de fleste. Forrest i vores sagsbehandling står ordentlighed og respekt for borgernes livssituation og udfordringer.
Om vores visioner:
Vi er en afdeling, der kontinuerligt arbejder med at kvalitetssikre og udvikle det socialfaglige arbejde, både administrativt og i indsatsen overfor borgerne. Som forvaltning er vi et rigtig godt sted med fokus på tværfaglighed og et stærkt samarbejde på tværs. Vi har fået tildelt støtte til implementering af Barnets Lov fra Socialstyrelsen, hvilket vi er i gang med at implementere.
Hos os er det et krav at du kan etablere relationen og være i den, både med børn/unge, forældre og anbringelsessted, da det er her, vi lykkes sammen. Vi har fokus på tidlig indsats og forebyggelse og vi arbejder i øjeblikket med implementering af trivselslineal og trivselsguide med vores samarbejdspartnere i hhv. skole, dagpleje og børnehaver.
Vi har et stærkt netværk af dygtige, faste leverandører, vi visiterer til, når en familie eller en ung har behov for støtte. Vi laver det, vi kalder håndholdte indsatser, da vi i hver enkelt familie tilrettelægger den indsats, vi tror på giver den nødvendige udvikling. Vores tilgang er funderet i mentalisering og læner sig også op ad den neuroaffektive forståelse, som vi arbejder løbende med at tilegne os mere både teoretisk og praktisk viden om. Det er en spændende og ongoing proces, som du får rig mulighed for at udfolde din socialfaglighed i. Du vil få plads til dine faglige og personlige ambitioner i en familieafdeling, hvor vi lægger skinner, mens vi kører.
Ansvarsopgaver:
Dine opgaver vil være bredt over hele Barnets Lov. Vi har ikke specialisering i afdelingen. Du vil komme til at arbejde med forebyggelse, tidlig indsats, børnefaglige undersøgelser, barnets plan/ungeplan, iværksættelse af støttende indsatser, anbringelser, ungestøtte og børnehandicapsager. Du vil få et tæt samarbejde med kolleger i Familieafdelingen og med andre afdelinger i Samsø Kommune om de familier, du får ansvaret for. Selv om vi er en lille kommune, har vi alle typer af sager, og borgerne har de samme udfordringer og behov for støtte som andre steder. Har du særlig interesse eller kompetence inden for f.eks. Barnets Lov, DUBU, tidlig indsats og fremskudt funktion eller noget helt fjerde, vil det være muligt at vi tilrettelægger din stilling som rådgiver hos os herefter, da vi har forskellige opgaver, som også kan blive en del af dit arbejde som rådgiver hos os.
Du vil referere direkte til lederen af Familieafdelingen, der har det faglige, økonomiske og ledelsesmæssige ansvar for afdelingen. Du har udstrakt egenkompetence og får dermed også et medansvar for afdelingens økonomi.
Om dig:
- Du er uddannet socialrådgiver, med erfaring fra børn- og ungeområdet.
- Du har erfaring med ICS og DUBU – eller du er hurtig til at lære nye systemer at kende.
- Du er dygtig til at tale med børn og ved, hvordan man respektfuldt og anerkendende træder ind i et udsat barns univers.
- Du er modig, tydelig og har sko, der går fremad og som også kan løbe, når det er nødvendigt.
- Du arbejder struktureret og går systematisk til værks i din sagsbehandling.
Vi forudsætter at du:
- Har lyst til at bruge socialrådgiverfagets metoder og at du er sikker i din etik, menneskesyn og ikke mindst kan arbejde inddragende, netværksfokuseret og anerkendende i borgerkontakten.
- Har lyst til at være i et team, hvor vi spiller hinanden bedre, giver sparring og vidensdeler, og hvor vi har åbne døre og et mindset, der matcher dette.
- Forstår at arbejde og begå dig i en politisk styret organisation, hvor de politiske dagsordener har indflydelse på vores arbejde, og hvor vi har borgerperspektivet, retssikkerhed og inddragelse med os i alle beslutninger.
- Er loyal, fleksibel, handlingsorienteret, positiv og har et godt humør.
- Gør dig tanker om at det er noget særligt at arbejde på en ø, især hvis du skal pendle. Os der pendler har flydende kontor to timer om dagen og generelt har vi stor fleksibilitet ift tilrettelæggelse af arbejdslivet med fokus på at balancere arbejds- og privatlivet.
Det praktiske:
- Der vil blive indhentet straffe- og børneattest på den vi ansætter
- Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst med Dansk Socialrådgiverforening
- Du kan få nærmere oplysning om stillingen hos afdelingsleder Therese Tomshøj på telefon 25208823.
- Stillingen er en fast stilling på 37 timer til besættelse 1. februar 2025.
- Ansøgningsfrist er den 5. december
- Samtaler forventes afholdt onsdag d.11. december.
Der søges online på Samsø Kommunes hjemmeside.
Husk, at vedhæfte din ansøgning, CV og relevante bilag
Lyder det som noget for dig – og bor du ikke på Samsø? Så kan du læse meget mere om livet på Samsø på www.tidtilsamsoe.dk eller følge med på både Instagram på @tidtilsamsoe og Facebook på @tidtilsamsoe. Du kan læse mere om Samsø Kommune på kommunens hjemmeside www.samsoe.dk
Øen er kendt for en helt unik natur, de smukke landskaber, lyset, havet og den helt specielle østemning. Samsø er højtprofileret som en grøn kommune med en meget skarp miljøprofil. Kommunen lever af landbrug og turister og har i betragtning af sit befolkningsgrundlag et bemærkelsesværdigt stærkt kultur- og foreningsliv.
Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post. Samsø Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: