Konsulent med erfaring som forhandler til Organisation og HR i Børne- og Ungdomsforvaltningen | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Konsulent med erfaring som forhandler til Organisation og HR i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Har du forhandlerværktøjskassen i orden? Kan du omsætte strategiske prioriteringer til forhandlede aftaler? Og vil du også gerne være med til at skabe gode rammer for medarbejdere og ledere i Københavns Kommunes dagtilbud og skoler? Så er det lige dig, vi søger.
Velfungerende arbejdspladser med dygtige medarbejdere og ledere er afgørende for, at vores dagtilbud og skoler kan danne og uddanne Københavns børn og unge. I Organisation og HR har vi derfor en stor opgave med at sikre gode rammer for medarbejdere og ledere på Børne- og Ungdomsforvaltningens mange arbejdspladser. Du skal være med til at skabe det fundament, som bidrager til at tiltrække og fastholde medarbejdere og ledere. Du skal være med til at levere oplæg og omsætte politiske og strategiske prioriteringer til rammer, der kan bruges i dagligdagen.
I samarbejde med dine nye kolleger skal du forhandle lokalaftaler om løn og arbejdstid og implementere dem i organisationen. Du vil få ansvar for hele processen fra A til Z gennem dialog med ledere, kommunens koncernenheder, administrative fællesskaber og de faglige organisationer.
Der er mange aktører, interessenter og dagsordener at holde styr på. En af dine opgaver bliver at bidrage til god dialog og samarbejde med de mange parter, og skabe sammenhæng og formidle de forskellige vilkår og dagsordener, der er tilsammen sætter rammer for arbejde og samarbejde på vores arbejdspladser.
Om dig
Det er ikke så vigtigt, hvilken akademisk uddannelse du har med i bagagen. Men det er vigtigt, at du både kan arbejde selvstændigt og have ansvar for forhandlingsforløb og samtidig evner at indgå i mange typer af samarbejdsrelationer. Du vil have din egen sagsportefølje med gode muligheder for at fordybe dig i samlede sagskomplekser, hvor du med dine stærke relationelle kompetencer og samarbejdsorienterede tilgang bliver den centrale vidensperson.
Du skal have erfaring med forhandling af aftaler om løn og arbejdstid og gerne kendskab til overenskomster på Børne- og Ungdomsforvaltningens område. Det er en fordel, at du også har erfaring fra arbejde med forskellige discipliner inden for HR-feltet.
Du skal kunne navigere i en kompleks og politisk styret organisation, hvor arbejdet foregår i spændfeltet mellem politik, strategiske dagsordner og helt konkret implementering af rammer og aftaler i hverdagen på arbejdspladserne. Du skal kunne udvise initiativ, beslutningskraft og være proaktiv, når situationen kræver det og jobbet kræver, at du er i stand til at arbejde selvstændigt.
Så hvis du trives med variation i arbejdsdagen, hvor der stilles store krav til din faglighed, og hvor du vil få stort ansvar, så venter der mange spændende opgaver og rige muligheder for at sætte præg på, hvordan de løses.
Om os
Vi glæder os til at byde dig velkommen til et spændende job i Danmarks største forvaltning, hvor opgaverne er mange, og den politiske bevågenhed er stor. Udover at du bliver en del af teamet Jura og Forhandling, bliver du en del af Center for Organisation og HR, hvor du får ca. 75 dygtige kollegaer.
I Organisation og HR understøtter vi ledere i Børne- og Ungdomsforvaltningen, så de kan lykkes godt i ledelsen af de lokale arbejdspladser og sikre god kvalitet i tilbuddene til byens børn og unge. Vi understøtter ledere i forhold til relevant lovgivning, aftaler om løn og arbejdstid, dataanalyser og ledelsesinformation. I centeret er der også supportfunktioner med konkret hjælp til fx konfliktmægling, rekruttering, arbejdsmiljø og MED, ledelsesuddannelser og vi laver særlige indsatser for enheder, der er udfordrede. Vi understøtter samtidig ved udvikling og implementering af større, strategiske indsatser, der er politisk besluttede.
Dine nære kollegaer bliver i Jura og Forhandling, men du skal samarbejde på tværs af hele forvaltningen og med vores kolleger i kommunens Koncernservice.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst.
Stillingen er med opstart pr. 1. februar 2025.
Inden ansættelse indhenter vi referencer.
Mere information
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Louise Juelskjær på 20 53 76 71 eller teamleder Kasper Schultz på 26 77 43 49.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest onsdag den 4. december 2024
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 50.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: