Sundhedsplejerske
Norddjurs Kommune
Storken har været forbi i sundhedsplejen Norddjurs Kommune
Sundhedsplejen i Norddjurs Kommune søger to barselsvikarer.
Da to af vores dejlige kollegaer skal på barsel, søges to barselsvikarer:
1. februar 2025 eller snarest derefter en spæd-småbørnssundhedsplejerske 30 timer med fremmøde i Allingåbro.
1. marts 2025 eller snarest derefter en skolesundhedsplejerske 34 timer pr uge med fremmøde i Grenå. Begge vikariater er på 9 måneder med mulighed for forlængelse.
Kunne du tænke dig at være en del af et givende arbejdsfællesskab, der vil familierne det bedst tænkelige, og som opleves så fagligt og kollegialt meningsfuldt, at de fleste af kollegaerne pendler til Norddjurs Kommune?
Vi har i fællesskab opbygget en udviklingsorienteret sundhedspleje med et godt og rummeligt tilbud til både spæd- og småbørnsfamilier, skolebørn og deres familier.
Sundhedsplejen består af 12 engagerede, erfarne og velkvalificerede kollegaer samt 1 sundhedsplejerskestuderende. Vi er 8 spæd-småbørnssundhedsplejersker og 4 skolesundhedsplejersker. Vi prioriterer et godt samarbejde i hele sundhedsplejen samt tid til formel og uformel faglig sparring, supervision, kurser og efteruddannelser højt.
Særligt for arbejdet som småbørnssundhedsplejerske:
Distriktet, der er tilknyttet stillingen, er administrativt placeret i Allingåbro i den vestlige del af kommunen. Det er et blandet by- og landdistrikt, og du vil få kontor sammen med 2 andre kolleger på Markedsplads i Allingåbro.
Spæd-og småbørnssundhedsplejen er organiseret i 2 teams, med 3 og 5 sundhedsplejersker i hvert team. Vi har fokus på at hjælpe hinanden i de to teams men også på tværs af hele gruppen omkring opgaveløsningen, da arbejdsmængden varierer fra tid til anden.
Vi har et målrettet fokus på tidlig opsporing og indsats, og har hele tiden blikket rettet imod, hvordan vi kan være med til at understøtte forældrene i at skabe rammerne for, at alle børn får så god en start på livet som muligt.
Vi er særligt optaget af opsporings- og interventionsværktøjer ift. tidlig forebyggende indsats ift. gravide, børn og familier med særlige behov. Vi anvender ADBB, AIMS og screening for fødselsdepression tilbydes til begge forældre. Det tilstræbes, at nyansatte tilbydes kurser i metoderne så hurtigt som muligt. Vi tilbyder graviditetsbesøg og har 6 besøg i barnets første leveår, samt behovsbesøg, ligesom vi arbejder i makkerskaber i de særligt sårbare familier. Vi er lige påbegyndt et 4 -årigt forskningsprojekt “Vækst” og du kan når at være med.
Særligt for arbejdet som skolesundhedsplejerske:
Skolerne der er tilknyttet stillingen, er placeret i den østlige del af kommunen. Som skolesundhedsplejerske har du adgang til kontorfaciliteter i familiehusets afdelinger enten i Allingåbro eller i Grenå, samt på de enkelte skoler.
I skolesundhedsplejen er vores vigtigste funktion, at skabe bedre sundhed og trivsel hos kommunens børn og unge gennem styrkelse af de sundhedsfremmende og forebyggende indsatser. Disse opgaver varetages gennem sundhedspædagogiske aktiviteter i klassen, funktionsundersøgelser og individuelle behovsorienteret sundhedssamtaler.
Vi har et målrettet fokus på fælles løsning af kerneopgaverne og udvikling er i højsædet. I øjeblikket arbejder vi med udvikling af et sundhedspædagogisk tilbud til 3. klasse.
Vi har efteruddannelser inden for overvægtsbehandling, metakognitiv terapi samt indsats for skilsmissebørn, samt vi holder os hele tiden orienteret på, hvad der sker i samfundet i forhold til børn og unge og tilegner os viden om dette.
Sundhedsplejen, Forebyggelse og Tidlig Indsats og Familiehuset er én aftaleenhed med fælles ledelse og dette giver sundhedsplejen nem adgang til tværfagligt samarbejde og viderehenvisning af børn og familier, som har brug for mere hjælp og støtte end sundhedsplejen kan tilbyde. Der er et tæt samarbejde med myndighed og der arbejdes tværfagligt med at få barnets lov implementeret.
Vi forventer at du:
- Er uddannet sundhedsplejerske
- Er god til at skabe relationer og har en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang
- Er fagligt engageret, positiv og har lyst og kendskab til at arbejde med alle slags familier
- At du kan arbejde systematisk og struktureret i en travl hverdag – både alene og i tæt samarbejde med andre faggrupper
- Ser dokumentation som et brugbart redskab i dagligdagen
- Kørekort er et krav
Vi tilbyder:
- Et grundigt introduktionsforløb og mentorordning
- En arbejdsplads med yderst engagerede kolleger, som løser mange forskellige arbejdsopgaver og dagligt står overfor udfordringer, som kræver indblik og stort ansvar
- Et godt socialt og fagligt miljø, hvor vi er gode til at respektere og inspirere hinanden
- Stor indflydelse på egen arbejdsdag
- Godt arbejdsmiljø og fokus på psykologisk tryghed
- Gode muligheder for kompetenceudvikling
- Faglig sparring og supervision
- Igangværende projekter: ”Sødbalance- sammen om sunde vaner ”, ”Vækstprojektet”, ”Far- snart på barsel”
Kan du forestille dig at blive en del af overstående beskrivelse, så send os din ansøgning og angiv, om du er interesseret i begge stillinger eller hhv. skolesundhedsplejerske/ småbørssundhedsplejerske
Vil du vide mere om stillingerne, kan oplysninger fås ved at ringe til leder af Sundhedsplejen Malene Coulthard på mobil 20 40 21 52. Tøv ikke med at ringe.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist 8. december 2024
Ansættelsessamtaler finder sted 16. december i Familiehusets afd., Markedsplads 6, 8961 Allingåbro.
Vores Norddjurs
I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.
De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.
Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her:
Vores Norddjurs - Organisations- og ledelseskodeks
Afdeling: Forebyggelse og tidlig indsats for børn og unge/Familiehuset/Sundhedsplejen
Ansøgningsfrist: 08 December 2024
Placering: Markedsplads 6, 8961, Allingåbro
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: