Speciallæge til Ambulatorium for Bipolar Lidelse - Region Nordjylland
Region Nordjylland
Speciallæge søges til Ambulatorium for Bipolar Lidelse, Almenpsykiatrisk Afdeling, Syd, Aalborg Universitetshospital pr. 1. januar 2025 eller efter aftale
Om jobbet
Ambulatorium for Bipolar Lidelse er en specialiseret enhed i området for Affektive Lidelser ved Aalborg Universitetshospital, Psykiatrien. Ambulatoriet er en kombineret forsknings- og klinisk behandlingsenhed, der udreder og behandler patienter på både hoved- og regionsfunktionsniveau, herunder et specialiseret 2-årigt forløb for ny-diagnosticerede patienter med manisk enkeltepisode eller bipolar affektiv sindslidelse.
Ambulatoriet gennemfører samtidig med den kliniske behandling en række kliniske forskningsprojekter med henblik på bl.a. en forbedret diagnostisk forståelse, en forbedret behandling og forbedret forståelse af prognose. Til ambulatoriet er knyttet en tværfaglig- og forskningsaktiv personalegruppe med speciallæger i psykiatri, specialpsykolog og psykologer, socialrådgiver, sygeplejersker, hvoraf to har delvist funktion som projektsygeplejersker samt sekretærer.
Den faglige udvikling i enheden prioriteres højt både tværfagligt med faste udviklingsprogrammer og med ugentlige monofaglige møder om kliniske og forskningsmæssige opgaver for speciallæger. Vores kliniske professor er del af behandlingsteamet netop for at underbygge forskningsdelen.
Ambulatoriet har et stærkt samarbejde med Enhed for Psykiatrisk Forskning omhandlende primært forskningsprogrammet for affektive lidelser:
https://psykiatri.rn.dk/for-sundhedsfaglige/psykiatrisk-forskning/forskningsprogrammer/forskningsprogram-i-affektive-lidelser
Almenpsykiatrisk Afdeling Syd er del af Aalborg Universitetshospital og står sammen med somatikken overfor udflytning til det Ny Universitetshospital.
Om dig
Vi forventer, at du er speciallæge i psykiatri eller børne- og ungepsykiatri og ønsker at arbejde i en spændende kombinationsstilling med både kliniske- og forskningsaktiviteter. Du har gerne undervisningskompetencer og erfaring med undervisning af medicinstuderende, kollegaer og undervisning af patienter og pårørende. Du trives i et arbejdsfelt med mange mennesker, har gode kommunikationsevner og formår at strukturere din hverdag i forbindelse med de udviklingsmæssige aktiviteter – og så er du naturligvis en aktiv medspiller i en foranderlig hverdag.
Vi tilbyder
Almenpsykiatrisk Afdeling Syd er en stor afdeling med mange kollegaer, og vi inviterer dig ind i et stærkt fagligt fællesskab, hvor der er stort fokus på arbejdsmiljøet.
Vi arbejder efter regionens i-TOP værdier, og vægter det meget højt, at vi i vores arbejde har fokus på at se og møde patienterne dér, hvor de er, ved at sætte deres behov først og at gøre det, der virker for patienten. I Patientens Team arbejder vi på at sikre det tværsektorielle samarbejde i de sammenhængende patientforløb sammen med patienten og pårørende.
Stillingen er i udgangspunktet en fuldtidsstilling med vagtforpligtigelse.
Om os
Området for Affektive lidelser er en del af Almenpsykiatrisk Afdeling Syd og arbejder specialiseret med udredning- og behandling af patienter med affektive lidelser. Området rummer de to åbne sengeafsnit, S7 og S8, og to ambulatorier, hhv. Ambulatorium for Depression og Bipolar Lidelse, som begge har regionsdækkende funktion.
Almenpsykiatrisk Afdeling Syd omfatter fire områder med åbne- og intensive sengeafsnit, en psykiatrisk skadestue med modtagelse og en omfattende ambulant funktion.
Afdelingsledelsen og områderne for Affektive lidelser, Angst og Personlighedspsykiatri samt Akut og Intensiv psykiatri er samlet på Mølleparkvej i Aalborg, mens området for Psykose har til huse på Brandevej i Aalborg Ø.
Vores optageområde er Aalborg Kommune, Rebild Kommune, Vesthimmerland Kommune og Mariagerfjord Kommune for patienter på hovedfunktionsniveau og naturligt hele Region Nordjylland for patienter der følges på regionsfunktionsniveau.
Vil du vide mere
Ønsker du yderligere information om stillingen, herunder information om mere detaljeret funktionsbeskrivelse, er du velkommen til at kontakte cheflæge Peter Uggerby eller ledende overlæge, professor René Ernst Nielsen.
Du kan læse mere om Psykiatrien og vores afdeling på hjemmesiden www.psykiatri.rn.dk.
Det praktiske
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Ansættelse: 1. januar 2025 eller efter aftale.
Ansøgningsfrist: 4. december 2024.
Samtaler forventes afholdt: 12. december 2024.
Vi indhenter referencer på den person vi ønsker at ansætte. Er det påkrævet for stillingen, indhenter vi også straffeattest og børneattest.
Du sender din ansøgning ved at trykke på ”Søg Job” knappen og udfylde den formular, som kommer frem.
Du kan vedhæfte ansøgning, CV og eventuelle bilag.
Vi modtager udelukkende ansøgninger via linket i stillingsopslaget. Ansøgninger sendt på mail, vil ikke blive behandlet.
Røgfri arbejdstid i Psykiatrien i Region Nordjylland: Det betyder, at medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden – hverken inde eller ude.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: