Bestyrelseskonsulent til BO-VEST
BO-VEST
Kunne du tænke dig at arbejde med bestyrelsesbetjening? Har du en struktureret tilgang til opgaveløsning og en god fornemmelse for det politiske spil? Kunne du tænke dig at blive en del af en virksomhed, der arbejder på at skabe fremtidens arbejdsplads, hvor der er et helt særligt fokus på at sikre et bæredygtigt arbejdsmiljø? Og vil du være en del af projekt Fremtidens arbejdsplads, hvor vi arbejder med daglig fordybelsestid, fokus på kortere og mere effektive møder og fokus på mailkulturen mv. Alle tiltag, som skal bidrage til, at vi arbejder for mere frihed med løn. Hvis ja, så glæder vi os til at høre fra dig.
Velkommen til BO-VEST
Din nye arbejdsplads bliver i Glostrup, hvor du bliver en del af vores sekretariat med seks gode kolleger, og hvor du vil referere til sekretariatschefen. Her får du som hovedopgave ansvar for at betjene beboerdemokratiet i Albertslund Boligselskab, som administreres af BO-VEST. Albertslund Boligselskab har ca. 2.200 boliger, som alle er beliggende i Albertslund.
Opgaverne spænder bredt, men centreres primært omkring understøttelse af organisationsbestyrelsen. Det indebærer bl.a. deltagelse i bestyrelsesmøder, løbende rådgivning og oplysning af bestyrelsen om diverse sager, sikring af, at organisationen overholder lovgivningen og de krav, som myndighederne stiller til almene boligorganisationer samt deltagelse i diverse ad hoc møder, som også kan involvere afdelingsbestyrelser.
Derudover skal du bistå sekretariatet i at sikre fremdrift i en række udviklingsopgaver og samarbejde tæt med ledelsen og andre interessenter både inden for og udenfor organisationen. Vores opgaver i afdelingen er blandt andet bestyrelses- og ledelsesbetjening, projektledelse og procesfacilitering, koordinering af møder og arrangementer og kommunikation.
Du brænder for at yde god service, bidrage til det politiske spil og administrative opgaver
Dine opgaver vil være både strategiske og operationelle og spænde bredt på tværs af organisationen.
Du vil få ansvar for at:
•Planlægge og koordinere bestyrelsesmøder, udvalgsmøder, repræsentantskabsmøder og andre vigtige begivenheder for Albertslund Boligselskab
•Udarbejde dagsordener, indstillinger, referater m.m.
•I samarbejde med dine kolleger skal du sikre, at beslutningsgrundlaget er klart og gennemarbejdet
•Have god sans for håndtering af konflikter
•Projektledelse og koordinering af udviklingsprojekter, som styrker beboerdemokratiet og vores boligområder
•Udarbejde analyser og facilitere processer, herunder strategiarbejde for både ledelse og bestyrelser samt projektportefølje styring
•Håndtere ad hoc-opgaver, som er nødvendige for en smidig drift af sekretariatets opgaver
Du kan forvente en stilling med mange varierende opgaver, og du skal derfor kunne håndtere en til tider uforudsigelig hverdag med et klart overblik. I jobbet vil du kunne forvente aftenmøder og enkelte weekendarrangementer.
Dine kvalifikationer
Vi leder efter en teamspiller med stærke samarbejdsevner og en struktureret arbejdsform.
Derudover forestiller vi os, at du:
•Har erfaring med betjening af bestyrelser, udvalg eller lignende
•Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx samfundsvidenskabelig
•Har erfaring med projekt- og procesledelse
•Har erfaring og trives med at arbejde i en politisk styret organisation og har kendskab til at arbejde med mange forskellige interessenter
•Er brobygger og er god til at understøtte og udvikle gode beslutningsprocesser
•Er detaljeorienteret og god til at sikre kvalitet i dine produkter
Lyder det som noget for dig?
Vi tilbyder en spændende stilling med selvstændige ansvarsområder og attraktive løn- og ansættelsesvilkår. Den ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. betalt frokost. Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomst mellem AC og Dansk Erhverv Arbejdsgiver for medlemmer af BL – Danmarks Almene Boliger samt lokalaftale. Arbejdsstedet er ligger tæt på Glostrup Station, og kommer du i bil, er der parkering lige ved døren. Vi har en god kantineordning og sundhedsforsikring, og så er der mulighed for medlemskab af vores aktive personaleforening og kunstforening.
Ansøgning og kontakt
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte PA & bestyrelseskonsulent Katrine Tonboe Jacobsen på tlf. 25 22 35 53 eller sekretariatschef Mads Reddersen Gauguin på tlf. 60 35 26 05.
Send din ansøgning via linket med relevante bilag senest søndag den 8. december 2024. Samtaler forventes afholdt i uge 51 med tiltrædelse den 1. februar 2025. Alle uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
Vi indhenter egne oplyste referencer fx fra tidligere arbejdsgivere, samarbejdspartnere o.l.
Behandling af persondata
Du kan læse om behandlingen af dine personoplysninger på vores hjemmeside bo-vest.dk.
BO-VEST er en almen boligadministrationsorganisation, der omfatter Vridsløselille Andelsboligforening, Albertslund Boligselskab, Tranemosegård og Bo-Vita. Vi er et stærkt fællesskab i Hovedstadsområdet med over 16.000 boliger i Albertslund, Brøndby, Greve, Ishøj, København samt i Ringsted. BO-VEST administrerer også Antenneforeningen af 1986, der sikrer billigt og stabilt TV, internet og telefoni til foreningens 20.000 medlemmer.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: