Strategisk analytiker til Hvidvasksekretariatet
Rigspolitiet
Bliver du også forarget over skruppelløse kriminelle og forretningsfolk, der hvidvasker millioner og underminerer det danske samfund? Her er din mulighed for at melde dig ind i kampen og gøre livet sværere for dem. Som strategisk analytiker i Hvidvasksekretariatet er du med til at løfte vidensniveauet i Danmark om hvidvaskmetoder og skabe reelle forandringer.
Din nye hverdag
Hvidvasksekretariatet er organisatorisk placeret i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som har til kerneopgave at bekæmpe kompleks organiseret-, økonomisk- og digital kriminalitet.
Hvidvasksekretariatet er Danmarks finansielle efterretningsenhed med ca. 40 medarbejdere, som modtager, analyserer og videreformidler underretninger om hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Du bliver en del af et stærkt akademisk team på ni medarbejdere i vores Analysesektion. Vi udarbejder den nationale risikovurdering, temarapporter om trends og tendenser, analyser af kriminelle netværk og efterretningsvurderinger, som oplyser politi, myndigheder og underretningspligtige personer og organisationer. Du kan se vores udgivelser her.
Dine opgaver omfatter større analyser og ansvaret for dine egne domæner, f.eks. inden for finansiel teknologi (fintech), særlige kriminelle netværk, formelle og uformelle pengesystemer, ind- og udførsel af kontanter eller professionelle hvidvasknetværk eller –rådgivere.
Du holder dig opdateret nationalt og internationalt, deltager i netværk og konferencer samt opsøger og vedligeholder kontakter med relevante samarbejdspartnere. Der vil være nogen rejseaktivitet, som du dog selv har stor indflydelse på planlægning af og deltagelse i.
Du arbejder tæt sammen med dine kolleger i Hvidvasksekretariatet og politiet, og du vil aldrig stå alene med en sag. Vi bidrager til hinandens rapporter, arbejder med peer-review og udvikler os sammen i et trygt miljø.
Vi sørger for grundig oplæring i analyseplatforme, databehandling og netværksanalyser. Vores dygtige datascientists er eksperter i at klargøre data til vores analyser.
Vi har et dedikeret team med en stærk mission om at bekæmpe hvidvask. Vores arbejdsplads er uformel, positiv og præget af sparring, inspiration og humor. Hver dag er spændende og meningsfuld, og vi har mulighed for at gøre en forskel.
Vores nye kollega
Du har en akademisk uddannelse inden for samfundsvidenskab, økonomi, kriminologi eller et andet relevant område. Det er vigtigt, at du er metodestærk, har et skarpt analytisk blik og er god til at skabe overblik over komplekse problemstillinger.
Erfaring med strategisk analyse eller risikovurderinger er afgørende, gerne fra en efterretningsenhed, offentlig sektor eller finansiel virksomhed, hvor du har arbejdet med komplekse datamængder eller økonomiske data og omsat dem til klare konklusioner og anbefalinger.
Vi leder efter en opsøgende og proaktiv kollega, der trives med en blanding af fordybet arbejde og opsøgende, udadvendt kontakt samt samarbejde med mange forskellige fagligheder og eksterne aktører både nationalt og internationalt.
Din evne til at formidle komplekse sammenhænge klart og konstruktivt både skriftligt og mundtligt er essentiel. Desuden er du i stand til at skabe konstruktive dialoger med både kolleger og eksterne samarbejdspartnere.
Du har blik for detaljer og sætter en ære i at levere produkter af høj kvalitet, som kan gøre en forskel. Samtidig er du åben over for feedback og ser værdien i vores peer-review-proces, der sikrer, at vores arbejde er grundigt og korrekt – både internt og eksternt.
Vi forestiller os, at du har et skarpt blik for trends og tendenser og en grundlæggende interesse for økonomisk kriminalitet, hvidvask og finansielle teknologier. Nysgerrighed, kreativ tænkning og modet til at udfordre konventionel tankegang for at finde alternative løsninger er også vigtige kvaliteter.
Vi forventer ikke, at du kan det hele fra start; det vigtigste er, at du har en stærk motivation, er nysgerrig og villig til at lære. Sidst, men ikke mindst, værdsætter du et arbejdsfællesskab, hvor faglig sparring, humor og dedikation går hånd i hånd med en fælles mission om at gøre en forskel.
Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Kampmannsgade 1, 1604 København V.
Din arbejdstid er 37 timer pr. uge inkl. frokostpause. Der er mulighed for flekstid og hjemmearbejde.
Fra 1. januar 2025 har NSK røg- og nikotinfri arbejdstid.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde godkendelsen gennem hele din ansættelse.
Stillingen kan besættes så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. maj 2025.
Vi forventer at holde 1. samtale i uge 3 og anden samtale i uge 4, som vil tage udgangspunkt i en skriftlig opgave.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Dorte Hermansen på 2935 5077 eller på mail [email protected] (ansøgninger til stillingen kan ikke sendes til denne mailadresse). Ved spørgsmål til ansættelsesforhold kan du kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114 3628.
Du bedes sende os et målrettet CV, motiveret ansøgning og dit kandidatbevis. I din ansøgning bedes du besvare disse tre spørgsmål:
1. Hvorfor vil du gerne være strategisk analytiker i Hvidvasksekretariatet?
2. Hvordan har du tidligere arbejdet med dataanalyse eller efterretningsdata?
3. Hvilke resultater eller konsekvenser har der været på baggrund af dine analyser?
Du kan finde generel information om Hvidvasksekretariatet på hvidvask.dk og om politiet som arbejdsplads på jobipolitiet.dk.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 5. januar 2025
OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt. De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling. Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.
NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.
Start ansøgning
Ansøgningsfrist:
05.01.2025
Ansøgningsfrist:
05.01.2025
Arbejdsgiver:
National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt):
København V
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: