Kommunikations- og presserådgiver
Diabetesforeningen
Vil du kæmpe diabeteskampen som kommunikations- og presserådgiver?
Vil du sætte dagsordener og lave fængende kommunikation på tværs af både presse og sociale medier? Vil du rykke politiske sager og kæmpe for at gøre livet med diabetes bedre og ultimativt komme den alvorlige sygdom til livs? Så er du måske den kommunikations- og presserådgiver, vi søger til vores presseteam i Diabetesforeningen, hvor vi arbejder med det mest interessante politiske område, sundhed, og kæmper diabeteskampen på vegne af de 365.000 mennesker, der i dag lever med diabetes.
Vi har brug for en ambitiøs kommunikations- og presserådgiver, der har mod på at sætte sundhedsdagsordenen, og som er sulten på at give diabetessagen større synlighed - så diabetes er top of mind hos politikere, sundhedsfaglige meningsdannere, journalister og danskerne generelt.
Om stillingen
Du bliver en del af holdet i Public Affairs & Fonds-afdelingen, hvor vi tænker politik og kommunikation sammen. Du vil dagligt blive udfordret af 15 kolleger på et sammentømret hold, hvor du vil få sparring og opgaver, som kan gøre dig klogere og skarpere hver dag.
Du vil som kommunikations- og presserådgiver skulle bidrage til en øget synlighed i pressen, men du skal også have gode SoMe-kundskaber. Du skal både kunne skrive et stærkt X/Blue Sky-opslag eller et fængende Linkedin-opslag, der slår igennem - og så skal du synes, at algoritmer er sjove.
Du skal kunne tænke på tværs af medier og proaktivt drive presse- og kommunikationsindsatser. Du skal skrive pressemeddelelser, debatindlæg og pitche historier til både sundhedsmedier og til de ’bløde sofaer’.
Du skal kunne tale med mennesker med en personlig historie, jonglere med nye tal og håndtere kritiske sager selvstændigt med professionalisme.
Om dig
Du har allerede nogle års erfaring i krydsfeltet mellem presse- og sociale medier, du har kampagneerfaring og har prøvet at arbejde i en politisk styret organisation. Det er ekstra plusser (men ikke et must), hvis du også mestrer video og har kendskab til sundhedsområdet.
Du har et godt pressenetværk og flair for sociale medier og kan tænke kreativt, være en god sparringspartner og har mod til at sige både til og fra. Du har lyst til at handle proaktivt for at forandre, og du finder selv løsninger på stort og småt. Du er nysgerrig, tør træde nye veje, og du sætter pris på at samarbejde på tværs og med mange forskellige fagligheder i hele vores sekretariat.
Det praktiske
Hvis du vil høre mere om stillingen, kan du ringe til pressechef, Claus Bøggild 22 82 84 37. Send os din motiverede ansøgning og CV senest den 10. januar 2025. Vi holder samtaler i ugerne 3 og 4. Tiltrædelse: 1. marts 2025.
Om os
I Diabetesforeningen, som er en af landets største patientorganisationer, kæmper vi for at komme diabetes til livs. At opdage sygdommen i tide, forebygge at den udvikler sig og hver evig eneste dag løfte livskvaliteten for dem med sygdommen inde på livet.
Vi er samlet om vores fælles mål: At vores børn og kommende generationer ikke skal kæmpe med en livsomvæltende, livstruende og stigmatiserende sygdom. Og vi vil knække den opadgående kurve for sundhedsudgifter til diabetes, der årligt koster samfundet 8 mia. kr.
Du kan læse mere om Diabetesforeningen og vores arbejde på www.diabetes.dk
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: