Psykolog med ledelsesansvar til nyetableret afdeling på Baunegård i Værløse | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Psykolog med ledelsesansvar til nyetableret afdeling på Baunegård i Værløse
Vil du kombinere din psykologfaglige baggrund med ledelse? Og har du lyst til at sætte dit faglige præg på en helt ny afdeling? Så er det nu, du skal læse videre!
Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi står netop nu midt i en omstillings- og udviklingsproces, da vi udvider Baunegård med fire nye pladser. I forhold til vores nuværende målgruppe skal vi i den nye enhed fremover rumme børn og unge, som udover en autismediagnose også kan have en mere selvskadende adfærd. Det er en øvelse, som kræver både opkvalificering rent fagligt og ikke mindst en udvidelse af medarbejdergruppen, hvilket også kalder på udvidelse af vores ledelseskapacitet. Hos os får du derfor en unik mulighed for at kombinere din faglige baggrund som psykolog med ledelse af en mindre gruppe medarbejdere i den nye afdeling på Baunegård – også kaldet ”Det grønne hus”.
Du hviler i dig selv og inspirerer andre med din faglighed
Vi leder efter dig, som med dit store engagement og faglighed vil være med til at sætte retning, motivere og inspirere både nuværende og kommende nye medarbejdere på Baunegård. Derfor hviler du også i dig selv og din ledelsesstil, ligesom du mestrer at give samt modtage konstruktiv feedback.
Som vores nye lederkollega vil du træde ind i et velfunderet børne- og ungehjem med høj faglighed og engagerede medarbejdere samtidig med, at du får ansvaret for at få den nye afdeling op at køre. Det stiller høje krav til fremsynethed, situationsfornemmelse og ikke mindst din evne til at samarbejde og skabe følgeskab blandt både ”gamle” og ”nye” medarbejdere.
Hvad forventer vi af dig?
Stillingen som psykolog med ledelsesansvar er nyoprettet, og du vil derfor selv være med til at præge både indhold og rolle. Vi har dog følgende forventninger til dig:
Som leder forventer vi, at du
- sørger for, at dine medarbejdere har de rette forudsætninger for at kunne løse deres opgaver
- definerer klare mål og rammer for opgaverne i hverdagen
- er god til at planlægge og uddelegere opgaver, og altid søger efter den bedst mulige måde at løse opgaven på
- bidrager til at sætte holdet af dygtige medarbejdere og giver tydelig faglig instruktion til og sparring på opgaveløsningen
- sørger for, at vi altid stræber efter høj faglighed og høj trivsel
Som psykolog vil dine primære opgaver være
- defusing, debriefing, supervision og faglig sparring
- undervise i metodetilgange, psykologfaglige emner og psykiatriforståelse
- lede behandlingsmøder på hele institutionen
- du vil varetage behandlingsarbejdet i ”det grønne hus” og i ”det hvide hus”, i samarbejde med den eksisterende afdelingsleder
- samarbejde med socialrådgiver, medarbejdere og ledelsen ift. at sikre det tværfaglige behandlingsarbejde på Baunegård
- samarbejde om de psykologfaglige spørgsmål i det eksterne samarbejde
I relation til børnene, de unge og deres pårørende vil dine primære opgaver være
- deltage i indskrivningsmøder, opfølgningsmøder og andre relevante møder med eksterne samarbejdspartnere, pårørende m.fl.
- debriefing af forældre efter anbringelsen, hvor der gives sparring til forældre med henblik på at skabe et tillidsfuldt samarbejde samt en rolig opstart for barnet/den unge
- børnesamtaler med henblik på udvikling og læring
- konkrete afdækkende og behandlende psykologopgaver ift. målgruppen.
- løbende vurdering af barnets trivsel og udvikling under anbringelsen i samråd med det pædagogiske personale
- deltage i visitationsprocessen når nye børn skal anbringes på Baunegård
Du bliver en del af et stærkt lederteam
Ledelsen på Baunegård består lige nu af en afdelingsleder og en delt institutionsleder. Den eksisterende afdelingsleder vil primært have ansvaret for det ”det hvide hus”, men vil være din nærmeste kollega og din tætte samarbejdspartner.
Vi har et tæt samarbejde med de to afdelingsledere i Elmehuset (samme institutionsleder). Tilsammen udgør vi et stærkt og velfunderet lederteam med høj trivsel og gode relationer. Vi prioriterer både individuel og fælles udvikling højt, og der vil være mulighed for at få en diplom i ledelse, hvis du ikke allerede har en sådan.
Som en del af Socialforvaltningen under Københavns Kommune samarbejder vi desuden med en række dygtige konsulenter indenfor det social- og sundhedsfaglige samt arbejdsmiljø og HR.
Kort om Baunegård
Baunegård er et behandlingsorienteret døgntilbud for 12 normaltbegavede børn og unge i alderen 6-18 år, som alle er diagnosticeret med autismespektrumforstyrrelser og forskellige følgediagnoser, herunder ADHD, OCD og angst. Vi arbejder med struktur og forudsigelighed og med afsæt i den neuropædagogiske forståelsesramme, hvilket du vil blive klædt på til at kunne varetage.
Hos os er det gode børneliv i centrum. Vi stræber efter at skabe et rummeligt, hjemligt og trygt sted, hvor der er fokus på venskaber, oplevelser, kost, hygge og en aktiv hverdag, ligesom det er vores faste mål, at alle børn og unge udfordres, trives og udvikler sig. Baunegård ligger smukt placeret i Værløse tæt på skov og søer, hvilket skaber gode rammer for aktiviteter og udeliv.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse er efter gældende overenskomst for ledere.
Der er tale om en fast stilling på 37 timer ugentligt med selvtilrettelæggende arbejdstid. Forventet opstart er den 1. marts 2025 eller snarest muligt.
Vi indhenter referencer og straffeattest inden ansættelse.
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om stillingen eller målgruppen, er du velkommen til at kontakte institutionsleder Anne Maj Nørgaard Johannsen på 23 81 67 19 eller kigge forbi til en kop kaffe og en snak og stillingen.
Søg via linket senest søndag den 2. februar 2025
Vi afholder løbende samtaler, og der vil være en personlighedstest og case i forbindelse med 2. samtale.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: