Hjernerystelseskoordinator til Favrskov Hjerneteam
Favrskov Kommune
Vi søger efter dig, som har en uddannelsesmæssig baggrund som fysioterapeut, ergoterapeut eller sygeplejerske. I stillingen bliver du ansat i Favrskov Hjerneteam, som er en del af afdelingen for sundhed og træning. Hjerneteamet har base og kontor i Hammel, men opererer i hele kommunen.
Hjerneteamet består af ergoterapeuter, fysioterapeuter, logopæd, hjerneskadekoordinator og neuropsykolog på konsulentbasis.
Stillingen er fra 1. marts 2025, den er fast og som udgangspunkt på fuld tid. Der er dog mulighed for, at vi kan blive enige om et lidt lavere timetal, hvis den rette kandidat ønsker dette.
Det daglige arbejde kommer til at foregå i meget tæt samarbejde med Favrskov Kommunes jobcenter, og der vil være et naturligt integreret fokus både på borgernes sundhed og deres beskæftigelsessituation. Du skal derfor være indstillet på at arbejde i krydsfeltet mellem sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet. Du vil komme til at være en tæt sparringspartner med Jobcentrets ledelse og medarbejdere og have din gang i Jobcentret.
Du kommer til at få stor indflydelse på det sundhedsfaglige indhold og de faglige tilgange i opgaverne og indsatserne, som du vil være med til at opbygge i samarbejde med hjerneteam og ledelse. Målgruppen for arbejdet er borgere i Favrskov Kommune med følger efter en hjernerystelse. Mange vil være sygemeldte, men vi har også en intention om at opbygge en struktur, så vi kan hjælpe borgerne på et tidligt tidspunkt, så sygemeldingerne og de sundhedsmæssige konsekvenser bliver mindre langvarige.
Opgaverne vil centrere sig omkring individuel og gruppebaseret rådgivning og vejledning, samt koordinering af øvrige indsatser. I det tætte samarbejde med Jobcenteret vil fokus være på sparring med de sagsbehandlende medarbejdere og jobkonsulenter, særligt i forhold til tilbagevenden til arbejdet og praktikmuligheder. Vi har et godt overblik over målgruppen i dag, men vil på sigt også gerne rette et tilsvarende fokus på borgere med en funktionel lidelse.
Vi søger specifikt efter dig, der
- gerne har bred erfaring med at arbejde med borgere med følger efter hjernerystelse
- gerne har et indgående kendskab til beskæftigelsesområdet
- har stor erfaring med tværgående samarbejde og koordinering af indsatser til komplekse borgere
- har erfaring med og uddannelse inden for arbejdet med mestring og mentale tilstande – det kunne være ACT
- har erfaring med at vejlede og rådgive i forhold til hjernetræthed, energiforvaltning og pacing
- har gode kommunikative evner og en anerkendende og empatisk tilgang til arbejdet med mennesker
- er udviklings- og handlingsorienteret og god til at tage et selvstændigt ansvar med ind i arbejdet.
Vi tilbyder en stilling
- som du, i samarbejde med gode kolleger, selv kommer til at være med til at skabe og udvikle
- hvor du som selvtilrettelæggende får stor fleksibilitet og selvbestemmelse på din hverdag
- hvor du får gode muligheder for at videreudvikle dig fagligt og personligt og for, sammen med dine kolleger, at nørde i et spændende felt
- hvor du ikke mindst kommer til at hjælpe en masse mennesker, der virkelig har brug for det.
Yderligere information
Arbejdstiden er som udgangspunkt i dagtimerne på hverdage. Løn er efter gældende overenskomst. Kørekort er nødvendigt – der ydes kørselsgodtgørelse efter gældende regler.
For uddybende snak om stillingen er du meget velkommen til at kontakte leder for Sundhed og Træning, Jakob Kirkegaard, på 20 47 66 07 eller [email protected].
Der er ansøgningsfrist tirsdag den 14. januar 2025, og vi forventer at afholde samtaler tirsdag den 21. januar 2025. Der vil til samtalerne være en case, der skal forberedes inden.
Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: