Brænder du for folkeskolen og en skoledag, hvor alle børn sikres deltagelsesmulighed og oplever at være en betydningsfuld del af fællesskabet?
Furesø Kommune
Hvis JA, så kan du roligt læse videre, for Solvangskolen i Farum søger fra 1. marts, i en nyoprettet stilling, en pædagogisk vejleder, som vil være med til sammen med os at indfri den fælles kommunale ambition om, at alle børn skal starte i den lokale folkeskole. Det er dog lettere sagt end gjort, men vi tror på, at DU kan være med til at spille os gode - for ingen er klogere end os alle.
AKT-lærer, inklusionsvejleder, LKT-vejleder, ressourceperson eller pædagogisk vejleder - kært barn har mange navne. Hvad du hedder, gør ikke den store forskel, men hvem du er, og hvad du ved, vil, kan og gør i dit pædagogiske arbejde med børn, forældre og kolleger, vil være det afgørende for os. Derfor er det vigtigt for os, at…
- Du har vejledende, pædagogisk og relationel tæft.
- Du har et særligt blik for de elever, som af og til slår sig på skolelivet og måske det hele liv.
- Du er den, som dine kollegaer søger sparring, råd og vejledning hos, når de oplever afmægtighed og er udfordret på at lykkes.
Din faglige profil
Overvej nedenstående ledetråde, men husk, vi søger ingen super(wo)man, men dig som…
- Er uddannet lærer/pædagog og har relevant efter- eller videreuddannelse og evt. stor erfaring og viden inden for det specialpædagogiske felt? (fx autismespektret og ADHD, socio-emotionelle vanskeligheder)
- Har en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang til dit pædagogiske arbejde, ligesom du gennem dine stærke relationskompetencer evner at møde det enkelte barn, dets forældre og dine kolleger med en professionel nysgerrighed og autentisitet.
- Har erfaring med observation og feedback og kan vejlede og supervisere skolens pædagogiske personale ud fra devisen ”Deltagelsesmulighed for alle børn”?
- Ikke er bange for at gå forrest og vise vejen i læringsrummet - walk the talk (mesterlærer, medpraktiserende, co-teaching).
- Har en opdateret værktøjskasse propfyldt med teoretisk og praksisnær viden og handlegreb inden for det pædagogiske og didaktiske felt, som du gerne deler ud af? Og fordi du har selv stået i en læringssituation med 26 børn og ved, hvor svært det kan være.
Og måske vigtigst af alt, dig som er tillids- og relationsskabende i din praksis og tilgang til STORE og små, hvor godt humør, et grin, et kram og glimt i øjet er en naturlig del af dit DNA?
Pssst… I stillingen vil der forekomme en del skriftlig dokumentation i form af mødereferater, handleplaner og evaluering.
Den konkrete opgave - et lille indblik i dit nye arbejdsliv
Når du starter, er vi så småt gået i gang med at planlægge kommende skoleår. Det betyder, at du inden sommerferien vil have 4 måneder til at lande på begge ben. I den periode skal du være med til at forme din nye stilling, men du vil også skulle varetage en specialpædagogisk indsats (12 lek. t/u) på en pige (5. kl.), som skal starte på skolen, parallelt med at du starter. En pige, hvis skoleliv igennem mange år har slået knuder og bøvlet, men som har brug for en frisk start - en start I skal være sammen om. Det er altid rart ikke at være den eneste nye i ”klassen”.
Udover at være en betydningsbærende voksen og en ’hånd i ryggen’ vil indsatsens fokus være på guidning i det sociale samspil og på etablering af strukturer omkring det faglige, så hun oplever at mestre og lykkes i det hele skoleliv, og herigennem understøttes oplevelsen af at være en værdifuld del af fællesskabet. Du vil i perioden være bindeled og tovholder ift. det tætte samarbejde med årgangsteamet, hjemmet og eksterne samarbejdspartnere, og det vil være dig, som skal sikre en god overgang og overlevering til skolens ungemiljø efter sommerferien.
Fra skoleåret 2025-26 vil du som pædagogisk vejleder…
- Komme til at indgå et stærkt og forpligtende team sammen med skolens to øvrige pædagogiske vejledere og skolens eksterne samarbejdspartnere, fx PPR.
- Blive tilknyttet skolens MiniMiljø (0-1. kl.) og være den, der skal bygge bro og sikre sammenhænge i overgangene fra STORbørnsgruppen i børnehaverne, via skolens førskolegruppe, MiniMiljø og i overgangen til skolens børnemiljø. Dette sker i tæt samarbejde med afdelingslederne for hhv. vores FFO og Minimiljø.
- Være tovholder for de trivselsmæssige indsatser, som vi sammen skal lykkes med, i og omkring Minimiljøet i tæt samarbejde med lærerne, pædagogerne og nærmeste leder.
- Være den med overblikket over særlige elevindsatser i læringsmiljøet, den som agerer mødeleder på samarbejdsmøder, deltager ved overleveringsmøder fra børnehaver og er med til at sammensætte bæredygtige fællesskaber ifm. klassedannelsen.
Pssst… Og nej, som udgangspunkt skal du ikke undervise eller have faste fag på skoleskemaet.
Solvangskolen - et rart sted at være og lære
Solvangskolen i Furesø Kommune er en tresporet skole med ca. 700 elever og 70 lærere/pædagoger og er organiseret i et Minimiljø (0-1. årg.), Børnemiljø (2.-5. årg.) og et Ungemiljø (6.-9. årg.).
Skolen ligger 10 minutters gang fra Farum Station og tilbyder gode rammer, naturområde og sportsfaciliteter tæt på, og måske vigtigst af alt, SÅ VIL VI HINANDEN! Der er et stærkt kollegialt fællesskab, hvor alle bidrager og tager ansvar, og herved et godt og tæt samarbejde mellem skolens ledelse og alle medarbejdere - ”døren” er altid åben, og der prioriteres tid til sparring, når du har behov.
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er som udgangspunkt fuld tid, men dette er ikke det springende punkt, hvis du er den rette og ønsker en mindre beskæftigelsesgrad, fx 32/37 eller derimellem, snakker vi om det.
Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Du følger skoleåret, og arbejdstiden fordeles på 208 arbejdsdage. Det betyder, at det forventes, at du er på arbejde i tidsrummet 8-16, men med mulighed for fleksibilitet og enkelte hjemmearbejdsdage, når større opgaver skal løses eller planlægges. Ansøgningsfristen er søndag d. 19. jan. Din ansøgning modtages elektronisk via www.furesoe.dk/job. Samtaler afholdes onsdag d. 22. jan. fra kl. 15.00.
Du er naturligvis velkommen til at kontakte skoleleder Andreas Hundebøll på 7216 46 50, hvis du har spørgsmål til stillingen (eller lyst til at kigge forbi til en rundvisning og en uformel snak) inden det evt. er os, der stiller spørgsmålene ved en potentiel ansættelsessamtale.
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.
Afdeling: Solvangskolen
Ansøgningsfrist: 19 January 2025
Placering: Nordtoftevej 58, 3520, Farum
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: