Afdelingslæge – gastroenterologi/hepatologi, Bispebjerg Hospital
Region Hovedstaden
Bispebjerg Frederiksberg Hospital, Abdominalcenter K, Gastroenterologi-Hepatologi
Vi har en ledig stilling som afdelingslæge og søger derfor en speciallæge i gastroenterologi/hepatologi. Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. juni 2025 eller efter aftale.
Hvem er vi?
Abdominalcenter K på Bispebjerg Hospital er ét af fire akuthospitaler i Region Hovedstaden. I Abdominalcenter K varetager vi medicinsk gastroenterologi/hepatologi og akut og elektiv kirurgi. Vi dækker bredt gastroenterologi/hepatologi og har indenfor kirurgien hovedfunktion i behandling af kolorektalcancer og regionsfunktion i avancereret endoskopi, komplekse IBD-og analfistler samt giganthernier og parastomalhernier. Afdelingen har et tæt samarbejde med den kirurgiske og medicinske afdeling på Bornholms Hospital, der siden 2023 har væretpartnerskabshospital med Bispebjerg Hospital.
Vores optageområde dækker Område Byen med ca. 475.000 borgere og for udvalgte sygdomme Bornholm med ca. 43.000 borgere samt for rektumcancer Færøerne og Grønland. I Abdominalcenter K’s gastromedicinske sektion har vi et sengeafsnit på 20 senge med 3 intermediære observationssenge og et tilknyttet daghospital med levercirroseklinik. Desuden har vi et stort ambulatorium, som også huser hospitalets diagnostiske enhed. I kirurgisk sektion har vi et akut kirurgisk modtageafsnit, et fem- og syvdøgnsafsnit samt et sammedagskirurgisk afsnit. Endelig har vi en operationsgang med et akutleje og elektive operationsstuer, et kirurgisk ambulatorium og en stomiklinik. Fælles for medicinsk og kirurgisk sektion er et endoskopiafsnit med otte stuer og en forskningsenhed.
I Abdominalcenter K arbejder vi med at styrke samarbejdet mellem den medicinske og kirurgiske sektion med fælleskonferencer, og vi udvikler tværgående funktioner inden for diagnostik og behandling, f.eks. endoskopi og UL. Vi har desuden en stor akut aktivitet med behandling af patienter med akut abdomen, gastrointestinal blødning, ileus, pankreatitis, akut proktologi, levercoma m.v. Den gastromedicinske sektion deltager aktuelt i en vagt i hospitalets medicinske modtageafsnit for patienter med akutte gastromedicinske og intern medicinske problemstillinger.
Abdominalcenter K er organiseret med afsnitsledelse og uddelegerede ansvarsområder for speciallæger. Vi prioriterer transparens i ledelsen og beslutningsprocesserne og lægger vægt på at løse problemer tværfagligt og inddrage alle faggrupper. Vi har en stor uddannelsesforpligtelse for læger i hoveduddannelse, introduktionsstilling og KBU. Vi har desuden i Abdominalcenter K et velfungerende forskningsafsnit og udbygger i disse år forskning i IBD, NASH, kronisk pancreatit, tarmens microbiom m.m. Inden for den kirurgiske forskning er der bl.a. fokus på, kolorektal cancer, komplekse analfistler og akut pankreatitis.
Hvorfor skal du søge stillingen?
Vi søger en kollega, som har særlig interesse for IBD, som er fagligt innovativ og har gode samarbejdsevner og som vil tage del i at udvikle dette område i afdelingen også forskningsmæssigt. Foruden arbejdet med de gastromedicinske kernefunktioner, er det et særligt fokusområde for stillingen at tage aktivt del i styrkelsen af den lægelige uddannelse i afdelingen som uddannelseskoordinerende afdelingslæge (UKAL). I den funktion bliver man en del af vores uddannelsesteam, der også består af en UAO og UKYL.
Vi søger også en kollega, som ud over arbejdet i den gastromedicinske sektion har interesse for at tage del i vagtarbejdet, som dels består af en 12-skiftet speciallægevagt til kl. 21 på hverdage og til kl. 18 i weekender, og dels består af deltagelse i hospitalets fællesmedicinske bagvagt (FMB) med tilstedeværelse. Dertil kommer en mulighed for at tage del i arbejdet med at styrke samarbejdet med den medicinske afdeling på Bornholms Hospital – herunder at deltage i dækning af vagter og andre relevante funktioner på Bornholms Hospital efter nærmere aftale.
Hvad tilbyder vi dig?
Et arbejde med dygtige kolleger i et godt fagligt og kollegialt arbejdsmiljø. Der er rige muligheder for at sætte sit præg på afdelingens faglige og organisatoriske udvikling og på sigt indgå i et lederudviklingsforløb efter nærmere aftale. Vi gør en aktiv indsats for at støtte op om udviklings- og forskningsprojekter og stiller til de gode projekter et udsnit af ressourcer til rådighed, herunder mulighed for deltidsbaseret frikøb fra klinisk arbejde.
Vi tilbyder løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst, herunder tillæg for UKAL-funktion, samt evt. tillæg for kvalifikationer.
Yderligere information kan indhentes hos cheflæge, dr. med. et pharm. Lars Tue Sørensen, tlf. 2037 1844, E-mail; [email protected])
Du kan læse mere om vores afdeling på https://www.bispebjerghospital.dk/afdelinger-og-klinikker/abdominalcenter-k/Sider/default.aspx
Du kan også se os fra en lidt anden side på vores Instagram-konto: k_paa_bjerget
Ansøgningsfrist: 2. januar 2025
Afdeling:
Lokation: Bispebjerg Hospital
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: