Uklassificeret reservelæge søges til Retspsykiatrien i Aalborg - Region Nordjylland
Region Nordjylland
Vi tilbyder en tidsbegrænset reservelægestilling i Retspsykiatrisk Afdeling, Psykiatrien - Aalborg Universitetshospital, til besættelse den 1. februar 2025 eller efter aftale, som udgangspunkt i 1 år med mulighed for forlængelse.
Hvorfor psykiatri: ”Jeg synes, at patientkontakten er noget helt særligt, og at det tværfaglige samarbejde er centralt. Og så er vores hverdag varieret, hvor vi skal kunne improvisere og tænke alternativt, samtidig med at der selvfølgelig er de helt faste rammer som psykiatriloven og retningslinjer sætter.” Citat I-læge 2020.
Om jobbet: Ansættelsen vil være med hovedvægt på klinisk arbejde i vores intensivt, lukkede Sengeafsnit S9, hvor du vil indgå i et team med dygtige, ambitiøse og erfarne medarbejdere. I afsnittet vil du skulle hjælpe med dagens stuegang, hvor der kan være en bred vifte af kliniske opgaver af både akut og planlagt karakter. Du kommer i det daglige til at arbejde tæt sammen med overlægen på sengeafsnittet.
Herudover vil der være mulighed for at få indblik i det retspsykiatriske ambulante arbejde inklusive udarbejdelse af udtalelser til andre myndigheder, som vi samarbejder med. Endelig tilbyder vi dig indblik i udarbejdelsen af mentalundersøgelser.
Du får således en unik mulighed for faglig udvikling og indblik i et specialiseret område af Psykiatrien.
Stillingen er vagtfri, men hvis du har et ønske om at tage vagter, vil der være mulighed for at blive tilknyttet forvagtslaget i Almenpsykiatrisk Afdeling Syd, som dækker både Almenpsykiatrien og Retspsykiatrien i vagten.
Vi tilbyder dig:
- Relevant oplæring under tæt vejledning.
- Et alsidigt arbejde i en spændende og specialiseret afdeling, hvor der er et stærkt sammenhold og tværfagligt samarbejde.
- Høj faglig kvalitet i udredning og behandling.
- En god arbejdsplads med dygtige, engagerede kolleger.
- Kontinuerlig supervision, faglig sparring og undervisning.
Om os: Retspsykiatrisk Afdeling behandler patienter med forskellige psykiske sygdomme på regionsfunktionsniveau samt varetager udarbejdelse af mentalundersøgelser. Fælles for patienterne er, at de er dømt eller sigtet for kriminalitet. Formålet med behandlingen er, at patienten skal få det bedre og undgå at lave ny kriminalitet. Målet er, at patientens tilstand kan blive så stabil, at han eller hun kan fungere uden behandlingsdom.
Retspsykiatrien Afdeling rummer to sengeafsnit med i alt 23 sengepladser til anbringelsesdømte, behandlingsdømte, mentalundersøgelse under indlæggelse samt varetægtsfængslede i surrogat. Sengeafsnittene rummer således overvejende patienter fra eget ambulatorium, hvor der aktuelt er tilknyttet omkring 100 patienter.
I Retspsykiatrisk Afdeling udarbejder vi som eneste sted i Region Nordjylland mentalundersøgelser, og vi udarbejder omkring 200 mentalundersøgelser om året, hvoraf langt overvejende foretages ambulant.
Retspsykiatrisk Afdeling har en høj faglighed præget af erfarne og ansvarsfulde medarbejdere, der har dedikeret deres arbejdsliv til at gøre en forskel for de psykisk mest sårbare i vores samfund. En dedikation, som mærkes helt ud i det fjerneste hjørne i afdelingen, og som skaber et tæt og sammentømret team. Vi har et godt arbejdsmiljø på tværs af fagligheder og en uhøjtidelig omgangstone, hvor der er plads til både alvor og humor.
Din opstart: Når du starter, vil der blive udarbejdet et introduktionsforløb og din leder matcher dig med en mentor, som er en erfaren kollega fra Psykiatrien. Din mentor vil følge dig den første tid. I tilrettelægger selv indhold og antallet af samtaler, men rammen er allerede sat.
Hvis du vil vide mere: Du er velkommen til at kontakte uddannelsesansvarlig, ledende overlæge Lene Hoy Christensen, Retspsykiatrisk Afdeling, på tlf.nr. 97643411, eller cheflæge Christian Uggerby, Retspsykiatrisk Afdeling, på tlf.nr. 97643430 / 61159756.
- Læs mere om Retspsykiatri
- Læs mere om Psykiatrien i Region Nordjylland
- Velkommen til Retspsykiatrien
Tjek også instagram: retspsykiatrien_aalborg
Det praktiske:
Der er ansøgningsfrist søndag den 12. januar 2025.
Samtaler forventes afholdt tirsdag den 14. januar 2025.
Ansættelse ønskes den 1. januar 2025 eller efter aftale.
Som reservelæge refererer du til cheflægen i Retspsykiatrien.
Vi indhenter referencer på den person, vi ønsker at ansætte, samt straffeattest.
Du får arbejdssted på Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg.
Stillingen er som anført vagtfri, medmindre andet ønskes.
Løn forhandles i henhold til gældende overenskomst.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: