Data Engineer: Vil du være digital brobygger hos os?
VandCenter Syd A/S
Vi søger en data engineer med cloud-erfaring til at lave dataløsninger, der batter for hele organisationen. (genopslag, da vores dygtige kollega er blevet headhuntet til en anden virksomhed).
Dit job
Som data engineer er du med til at opbygge virksomhedens Microsoft Azure-platform, som vi er i fuld gang med at udvikle og optimere. Du arbejder for en stærk infrastruktur for data og digitale løsninger og er med til både at designe og drifte dataløsninger.
Du hjælper kolleger på tværs af organisationen med at skabe et godt datagrundlag for deres beslutninger. Ved hjælp af analyse og modellering designer du fx datagrundlaget for Kim, som bygger bassiner til at håndtere regnvand i stigende mængder – eller Lærke, der sørger for grøn beplantning til at understøtte biodiversitet.
I jobbet skal du bl.a.:
- Udvikle og vedligeholde effektive data pipelines hele vejen fra kilde til integrations-, distributions- og udstillingslag.
- Være med til at løse kollegers udfordringer ved hjælp af data og services.
- Designe og udvikle robust dataarkitektur som basis for nye teknologier, services og processer.
Dine kolleger
Du bliver en del af team IT & Digitalisering, hvor vi bygger bro mellem IT-teknologi, mennesker og processer i hele VandCenter Syd. Dine nærmeste teamkammerater i det daglige er Laura og Steen, som er hhv. BI-konsulent og IT-forretningsarkitekt. Men du kommer også til at arbejde tæt sammen med kolleger fra flere forskellige datadomæner både i virksomheden og på tværs af branchen.
Om dig
Vi forestiller os, at du kommer med en baggrund inden for fx datalogi, softwareudvikling eller informationsteknologi. Du har:
- Erfaring med at arbejde i Azure (fx Data Factory og Databricks) eller tilsvarende miljøer
- Stærke SQL-færdigheder
- Erfaring med programmering i Python
- Interesse for machine learning og AI
Du behøver ikke være ekspert i det hele, så længe du er klar til at lære og udvikle dig inden for områderne. I din ansøgning vil vi bede dig beskrive dine erfaringer og eventuelle Microsoft-certificeringer.
Som person er du nysgerrig og god til at sætte dig ind i forskellige processer og behov. Du har drive og sætter selv skub i tingene.
Hvad får du hos os?
Vi kan tilbyde dig et spændende job på 37 timer med flekstid, respekt for work-life balance og stor indflydelse på planlægningen af din arbejdsdag. Du får i alt 200 engagerede kolleger, der elsker at nørde igennem på hver deres felt – og dele vandede vitser og historier fra weekenden.
Hos VandCenter Syd udforsker vi nye veje, og vi kan lide at blive klogere. Derfor får du også gode muligheder for at efteruddanne dig. Derudover er vi en arbejdsplads, der lægger stor vægt på trivsel og krydrer arbejdsdagen med bl.a. sociale arrangementer, motion og en velsmagende kantineordning.
Du får løn efter KL-overenskomst.
Vi glæder os til at høre fra dig
Har du spørgsmål, kan du kontakte IT- og digitaliseringschef Anders H. Hansen på tlf. 40 80 84 96 eller IT-forretningsarkitekt Steen Jakobsen på tlf. 40 80 84 82.
Brug linket ”Søg denne stilling” herunder og fortæl, hvorfor du skal være vores nye kollega. Vi skal have din ansøgning senest 12. januar 2025 og forventer at holde samtaler fra slutningen af uge 3.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: