Dataspecialister med flair for automatisering
Gældsstyrelsen
Motiveres du af at identificere, når en manuel administrativ proces bør automatiseres, og er du i stand til at udvikle den rette løsning til det? Så er du måske vores nye dataspecialist til vores nyopstartede robotteam i Center for Data, Analyse og Modeller i Gældsstyrelsen.
Gældsstyrelsen har ansvar for at inddrive gæld til det offentlige. Det er en opgave, der har stor betydning for samfundet og finansieringen af vores fælles velfærd. I kontoret Center for Data, Analyse og Modeller udvikler vi analytiske modeller og andre dataløsninger. Lige nu søger vi dataspecialister, som har lysten og evnerne til at optimere de arbejdsgange, som Gældsstyrelsen er så afhængig af.
Dialog- og samarbejdsorienteret dataspecialist
Som dataspecialist vil dine primære arbejdsopgaver være at programmere løsninger til effektivisering af de administrative processer i samarbejde med et nyetableret team på 5 medarbejdere. Trives du med at være pioner samt være med til at skabe noget nyt, er dette job det rette.
Et af centerets opgaver er at styrke den datadrevne inddrivelse. Det er en opgave, vi alle brænder for at løse. Det er med denne baggrund, at centeret nu etablerer et automatiseringsteam, der med baggrund i data, programmeringsviden og tidligere erfaringer, kan nedbringe sagsbehandlingstiden på udvalgte processer. Der vil også være mulighed for at indgå i klassisk dataanalyse.
Udover udfordrende og spændende arbejdsopgaver tilbyder vi:
- Gode arbejdsvilkår med fleksibel arbejdstilrettelæggelse
- Opgaver med stor frihed og ansvar
- Et godt fagligt og socialt miljø
Selvstændig, fagligt ansvarsfuld og nysgerrig profil
Vi forestiller os, at du har, eller ved ansættelsestidspunktet har afsluttet, en akademisk uddannelse på kandidatniveau indenfor et samfundsfagligt eller naturvidenskabeligt område. Du kunne fx være økonom, politolog, sociolog, matematiker eller fysiker. Det vigtigste er dog, at du er proaktiv, arbejder selvstændigt og har lyst til at bidrage til den arbejdsglæde og videndeling, der kendetegner kulturen i vores center og på tværs af organisationen.
Det er afgørende for din succes i stillingen, at du:
- Er løsningsorienteret og lader dit løsningsdesign være styret af den enkelte problemstilling
- Har kodeerfaring og kendskab til forskellige kodesprogs styrker og svagheder
- Er hurtig til at sætte dig ind i nye kode- og programmeringssprog og omsætte arbejdsgange til smarte it-løsninger
- Er grundig, fagligt ansvarsfuld og arbejder struktureret og metodisk med opgaverne
- Er nysgerrig på hvordan vores forretning hænger sammen og har lyst til at sætte dig ind i kollegaers administrative arbejdsgange
Det kan derudover være, at:
Du har erfaring med automatiseringer fra tidligere, men det kan også være, at du i stedet har et stærkt analytisk blik, som gør dig i stand til at fordybe dig i komplekse problemstillinger. Dertil har du gerne en politisk forståelse, så du kan se konteksten, hvori dit arbejde indgår. Endelig er du i stand til at formidle dine resultater i et klart sprog og trives i et til tider travlt arbejdsmiljø, der stiller krav til hastighed og præcision.
Center for Data, Analyse og Modeller – din nye arbejdsplads
Centeret består af ca. 35 medarbejdere og to kontorchefer i hhv. Middelfart og Frederiksberg. Vi lægger generelt vægt på at være en fleksibel arbejdsplads, hvor sparring, sammenhold og høj trivsel prioriteres.
Som nyansat vil du indgå i et grundigt introduktions- og oplæringsforløb, der sikrer udviklingen af dine kompetencer i forhold til arbejdsopgaverne. Ligesom du vil få en kontaktperson i centeret, der vil kunne hjælpe dig og besvare spørgsmål i opstartsfasen.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV, eksamensbevis og andre relevante dokumenter via linket ”Søg stillingen” senest den 15. januar 2025. Spørgsmål besvares gerne af dataanalytiker Sofie Scholl på mail [email protected] eller telefon 72 37 82 59.
Vi forventer at afholde 1. samtaler den 22. og den 23. januar 2025. Går man videre til 2. samtale, afholdes de den 28., 29. og 30. januar 2025.
Der kan indgå en case og/eller person- og logikanalyse i rekrutteringsprocessen. Forud for ansættelse foretager vi restancetjek for så vidt angår restancer til det offentlige. Vi indhenter straffeattest og referencer forud for ansættelsen.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Forventet tiltrædelse er den 1. april 2025 eller efter nærmere aftale.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.
Afdeling:
Lokation: Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: