Juridisk konsulent og juridisk specialkonsulent til Registre og Jura Politiets Administrative Center
Rigspolitiet
Vil du være med til at løse vigtige samfundsmæssige opgaver og gøre en forskel på det juridiske område?
Vi søger dygtige jurister, en juridisk konsulent og en juridisk specialkonsulent, til at indgå i vores stærke team af jurister.
Politiets Administrative Center er et landsdækkende center, der varetager en bred vifte af opgaver for dansk politi. Centret beskæftiger sig med områder som automatisk trafikkontrol, bødesager, kriminalregister, tilladelser og våben, og udfører desuden opgaver for politiet på Færøerne og i Grønland.
Med ca. 350 medarbejdere behandler centret årligt omkring 2,5 millioner sager og håndterer ca. 250.000 opkald, hvilket giver en betydelig kontaktflade med borgere og virksomheder.
Politiets Administrative Center består af tre enheder - Registre og Jura, Bøder og Tilladelser.
Om jobbet
I Politiets Administrative Center får du mulighed for at udvikle og styrke dine juridiske kompetencer, samtidig med at du arbejder på nationalt niveau og har et tæt samarbejde med politiets styrelsesniveau.
Som juridisk konsulent vil du deltage i egenkontrollen i driftsenhederne og samtidig få mulighed for at indgå i tværfaglige udviklings- og digitaliseringsprojekter. Du vil desuden besvare høringer og folketingsspørgsmål, håndtere indledende klagesagsbehandling og udarbejde samt godkende retningslinjer, der understøtter arbejdet i Politiets Administrative Center.
Hvis du ansættes som juridisk specialkonsulent, vil du yderligere få det faglige ansvar for de juridiske opgaver, som knytter sig til Kriminalregisteret.
Stillingerne er placeret i Registre og Jura, hvor du bliver en del af et team bestående af 9-10 dygtige og dedikerede jurister. Vi lægger stor vægt på en ambitiøs tilgang til opgaveløsningen, og vi har en stærk kultur præget af hjælpsomhed og fælles ansvar for at levere resultater af høj kvalitet.
Vi tilbyder
Hos Politiets Administrative Center forstår vi vigtigheden af at balancere en travl og til tider uforudsigelig arbejdsdag med familielivet. Derfor tilbyder vi fleksible rammer, herunder mulighed for hjemmearbejde.
Vores arbejde er forankret i forvaltnings- og strafferet, men vi arbejder med et bredt spektrum af retsområder. Dette giver dig mulighed for at udfordre og udvikle dine juridiske kompetencer på tværs af forskellige faglige problemstillinger.
Vi tilbyder et dynamisk og spændende arbejdsmiljø, hvor vi aktivt støtter din faglige og personlige udvikling. Sammen arbejder vi målrettet på at indfri et højt ambitionsniveau og stræber efter at være blandt de bedste inden for vores felt. I tæt samarbejde med resten af organisationen bidrager vi hver dag til at skabe tryghed, sikkerhed og retfærdighed i Danmark.
Om dig
Vi søger dygtige og engagerede jurister, der har lyst til at bidrage til at udvikle Politiets Administrative Center. Det er vigtigt, at du har stærke kommunikationsevner og formår at formidle komplekse budskaber klart og præcist, både mundtligt og skriftligt, så du skaber værdi for modtagerne.
Du arbejder selvstændigt, struktureret og effektivt – både, når det gælder behandling af komplekse sager og vidensdeling eller sparring med kolleger.
Vi lægger vægt på, at du:
- trives med at samarbejde på tværs af fagområder og med både interne og eksterne samarbejdspartnere
- har interesse for persondataret
- ønsker at bidrage aktivt til både det faglige og sociale miljø
- har erfaring fra en offentlig organisation og forstår dets rammer og processer
For så vidt angår stillingen som juridisk specialkonsulent vil det være en fordel, hvis du har erfaring fra anklagemyndigheden.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Stillingerne er med ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestjyllands Politi, 7500 Holstebro.
Midt og Vestjyllands Politi er en røgfri arbejdsplads.
Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til juridisk chef Mette Hermansen, tlf. 51597042 eller sektionsleder Karen Sundtoft, tlf. 61902173.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 12.01.2025
Start ansøgning
Ansøgningsfrist:
12.01.2025
Ansøgningsfrist:
12.01.2025
Arbejdsgiver:
Midt- og Vestjyllands Politi
Jobsted (langt):
Holstebro
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: