Udviklingsorienteret foreningssupport til Ikast-Brande Kommunes folkeoplysende foreninger
Ikast-Brande Kommune
I Ikast-Brande Kommune skal det være nemt at være forening. Vil du være med til at føre denne vision ud i livet, og trives du i rollen som sparringspartner for foreninger? Så er du måske vores nye foreningssupport?
I Ikast-Brande Kommune prioriterer vi foreningslivet højt, da det er en vigtig spiller i at styrke fællesskaberne og skabe levende lokalsamfund. Som foreningssupport vil du have en afgørende rolle i at styrke og understøtte de folkeoplysende foreninger i vores kommune.
Jobbet
Du skal etablere og opretholde en løbende dialog og sparring med de folkeoplysende foreninger i kommunen. Det betyder, at en af dine primære opgaver er at mødes med foreningerne, lytte til deres behov, identificere og igangsætte relevante aktiviteter, som foreningerne efterspørger, skabe netværk på tværs og vejlede dem i det daglige arbejde – i det hele taget understøtte dem, hvor muligt. Derfor skal du også have viden om udviklingstendenser inden for det folkeoplysende område, så foreningerne møder en professionel sparringspartner.
Eksempler på opgaver:
- Foreningsbesøg
- Indsamling og analyse af information inden for det folkeoplysende område
- Samarbejdsprojekter med foreninger om udviklingsindsatser
- Individuel sparring med foreninger
- Medvirke til gennemførelse af kommunens samarbejdsaftale med DGI Midtjylland
- Kommunikationsopgaver, pressemeddelelser, SoMe opslag og sagsfremstillinger
- Tværfagligt samarbejde på fritidsområdet og med øvrige kommunale fagområder
Du har sandsynligvis en akademisk uddannelse, men kan også have erhvervet dine kompetencer ad andre veje.
Det er vigtigt, at du har en god forståelse for foreningsverdenen, og er i stand til at tilpasse din støtte til forskellige typer af foreninger – uanset om vi taler om uniformerede korps, idrætsklubber eller øvrige typer af foreninger.
Alt dette vil ske i et samarbejde med de øvrige medarbejdere på fritidsområdet, kommunens fritidsvejleder, Fritidsrådet og Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Profil
Vi søger en person, der
- Kan arbejde strategisk og analytisk med fokus på både processer og resultater
- Er fagligt velfunderet og har viden om tidens tendenser og udfordringer i idræts- og foreningslivet
- Er kommunikativ stærk – både mundtligt og skriftligt
- Trives med at have mange forskellige samarbejdspartnere
- Motiveres af at have arbejdsdage, der ikke er ens og hvor du selv er med til at forme indholdet
- Kan arbejde selvstændigt
- Kan arbejde med flere projekter på en gang og samtidig bevare overblikket
- Er initiativrig, handlekraftig og kan nå i mål
- Har erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation
Vi søger en person, der har erfaring med at arbejde både med og inden for foreningsverdenen. Derfor vil det være en fordel hvis du har erfaring som foreningskonsulent og samtidig også har erfaring med enten bestyrelsesarbejde eller ledergerningen i foreningsregi.
Du skal kunne trives i selv at skulle være med til at forme din hverdag. Nogle dage er du på kontoret, andre dage går med foreningsbesøg. Det er helt afgørende, at du trives med at have mange forskellige samarbejdspartnere og at dine arbejdsdage aldrig er ens.
Da vi taler om understøttelse af foreningerne, skal du være indstillet på at dele af din arbejdsdag kan være på de tidspunkter, hvor de frivillige i foreningerne er aktive, dvs. eftermiddage eller aftener.
Erhvervs- og Fritidsafdelingen – din nye arbejdsplads
Erhvervs- og Fritidsafdelingen har til huse på Rådhuset i Ikast. Vi er en afdeling som arbejder med mange forskellige opgaver. Ud over erhverv og fritid er der i afdelingen kollegaer som arbejder med HR, kommunikation og udvikling samt byråds- og direktionsbetjening.
Du får 17 kompetente og engagerede kollegaer, som er gode til at hjælpe hinanden. Vi har alle en travl hverdag, men vi har fokus på at afsætte tid til videndeling og sparring og hjælp til kollegaer, som har brug for en ekstra hånd med at komme i mål med opgaverne. Du bliver en del af en afdeling, hvor der er højt til loftet og plads til selvstændighed. Vi er en arbejdsplads, hvor vi praktiserer dialog, tillid og ansvarlighed.
Løn- og ansættelsesforhold:
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Tiltrædelse pr. 1. marts 2025 eller snarest muligt.
Ansøgningsfrist:
Mandag den 20. januar 2025 kl. 08.00
Ansættelsessamtaler:
Første samtale finder sted torsdag den 23. januar 2025
Anden samtale finder sted onsdag den 29. januar 2025
Imellem første og anden samtale vil der være en DISC-test.
Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fritidskonsulent Christian Rytter Valbak på tlf. 99604157 eller erhvervs- og fritidschef Lone Jager Neldeberg på tlf. 5139 8590.
Afdeling: Erhvervs- og Fritidsafdelingen
Ansøgningsfrist: 20 January 2025
Placering: Rådhusstrædet 6, 7430, Ikast, Danmark
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: