Talentfuld udviklingskonsulent til Jobcenter Varde
Varde Kommune
Vil du være med til at skabe fremtidens jobcenter? Motiveres du af at finde nye veje, som sætter nye standarder, og har du et positivt sind med en grundlæggende tro på andre mennesker – så se her!
En af vores udviklingskonsulenter skal på barsel, så vi kan tilbyde et barselsvikariat i vores centrale stab i Jobcenter Varde. Som udviklingskonsulent hos os bliver du en del af et fagligt stærkt hold med plads til og forventning om at tænke ud af boksen, og hvor et stærkt fællesskab betyder, at alle går langt for at spille hinanden gode.
Hvem søger vi?
Vi har de seneste år været i gang med en stor forandringsproces, hvor vi senest har etableret et samarbejde med Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) på Aalborg Universitet. Du skal være med til at understøtte den fortsatte proces og designe fremtidens jobcenter. Det er derfor vigtigt, at du kan understøtte forandringer samtidig med, at driften kører i højt tempo.
Vi søger en profil, der kan svare ja til disse spørgsmål:
- Kan du omsætte lovgivning, tal og datamateriale som få forstår - til skriftlige og mundtlige præsentationer og figurer, som de fleste forstår?
- Synes du, at det er spændende at få evalueringer og effektmålinger til at spille sammen med den daglige drift?
- Kan du planlægge, styre og gennemføre projekter?
- Har du gode samarbejdsevner, og kan du begå dig i en politisk styret organisation?
- Har du en relevant akademisk uddannelse?
Det er en fordel, hvis du kender til beskæftigelsesområdet, men ikke et krav. Til gengæld er det nødvendigt, at du evner løbende at grave dig ned i de områder, du ved mindre om, så du kan udvikle dig til en skarp udviklingskonsulent og sparringspartner på området.
Hvad bliver dine opgaver?
Som udviklingskonsulent vil dine opgaver spænde bredt. Du skal for eksempel:
- Bidrage til en god politisk betjening
- Forberede sager til politisk behandling
- Koordinere og deltage i udviklingsprocesser og projekter i tæt samarbejde med såvel interne som eksterne samarbejdspartnere
- Udarbejde kontrakter med eksterne leverandører og understøtte afdelingslederne med opfølgning
- Analysere og præsentere tal- og datamateriale
- Planlægge og gennemføre servicedesignprocesser, hvor borgere og virksomheder involveres.
- Udarbejde projekt- og puljeansøgninger til fx Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)
Vi forventer, at du kan fungere i et travlt miljø, hvor tingene hurtigt ændrer sig. Derudover søger vi en god kollega, der både kan arbejde i team og selvstændigt – og som er klar til at hjælpe andre, når det brænder på.
Lidt om os
Vores kerneopgave er at hjælpe mennesker, uanset alder og funktionsniveau, så tæt på selvforsørgelse som muligt ud fra værdien om, at netop det, giver livskvalitet. I helt særlige tilfælde kan dette ikke lade sig gøre, og så er opgaven, så vidt muligt, at sikre det enkelte menneske et økonomisk fundament.
Du bliver ansat i Administration & Udvikling, som er en stabsfunktion i Jobcenter Varde med 9 medarbejdere.
Vi er en ambitiøs og engageret afdeling, som vægter den kollegiale støtte højt, er uhøjtidelige med hang til et godt grin, og så øver vi os lige nu i at blive bedre til faglig refleksiv praksis.
Når en kollegas hund får hvalpe, tager vi på barselsbesøg. Vi er søde drillenisser for hinanden i december, pynter op til fødselsdage og rummer madentusiaster, strikkenørder, film- og seriefreaks og fitnessguruer i en skøn pærevælling.
Jobcenter Varde ligger på Frisvadvej i centrum af Varde. Du møder mulighed for fleksibel arbejdstid og hjemmearbejde. Humøret er højt, og kantineordningen er i vinkel.
Varde Kommune arbejder ud fra værdierne: Ordentlig – Værdiskabende – Stærk.
Varde Kommune er en røgfri arbejdsplads.
Ansøgning
Der er tale om et barselsvikariat på fuld tid med tiltrædelse den 17. februar eller 1. marts 2025.
Løn- og ansættelsesvilkår aftales i henhold til gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist er tirsdag den 21. januar 2025 kl. 21:00. Vi holder samtaler den 28. og 29. januar 2025, eventuel anden runde fredag den 31. januar 2025.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til konst. arbejdsmarkedschef, Hanne Oust, [email protected], tlf. 29358509.
1
18867/20
1
1
229778c4-4163-4ccd-a978-52d7ba700359
C96a0c2b-cee5-486e-ae18-63445bb87df7
Afdeling: Jobcentret
Ansøgningsfrist: 21 January 2025
Placering: Frisvadvej 35, 6800, Varde
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: