Ansøgningsfrist: 20. januar 2025 Initiativrig socialpædagog søges til barselsvikariat på Birkegården
Gentofte Kommune
Er du god til at få idéer og sætte handling bag? Brænder du for at give mennesker med særlige behov nye muligheder i livet? Så er du måske vores nye kollega.
Vi søger en socialpædagog til et barselsvikariat i vores aktivitets- og samværstilbud ”Birkegården”. På Birkegården skal du være med til at skabe de bedste rammer for udvikling hos borgerne og en kultur med høj faglighed, et stærkt fællesskab og masser af arbejdsglæde. Stillingen er på 37 timer og med ansættelse fra d. 1. marts 2025 til d. 31. december 2025 (med mulighed for forlængelse).
Vi er inde i en proces med at tegne Birkegårdens nye pædagogiske profil og kultur. Vi håber, at du har lyst til at være med – og gerne har erfaring med at være med til at sætte en stærk faglig retning. Vi lover masser af indflydelse på både indhold, struktur og dagligdagen og en alsidig og engageret personalegruppe med masser af humor.
Om Birkegården
Birkegården er et aktivitets- og samværstilbud pt. for 13 borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Borgerne er delt op i mindre grupper, og alle har behov for støtte, opmærksomhed og omsorg for at trives og udvikle sig. Vi ser på den enkelte borgers kompetencer, behov og interesser, yder omsorg og tilbyder aktiviteter, der både tilgodeser og udvikler den enkelte og gruppen.
Nye rammer – nye muligheder
Vi bor pt. i en stor herskabsvilla på Tranegådsvej 73, men skal flytte i nye og større lokaler i Villa Bagatelle på Jægersborg Allé 147 i Gentofte i efteråret 2025. Villa Bagatelle er en fredet bygning i to etager med fuld kælder. Her får vi bl.a. en stor gymnastiksal og en dejlig lukket have, som giver helt nye muligheder for fysiske aktiviteter og fællesskaber for borgerne.
Alle kan udvikle sig
På JAC tror vi på, at alle kan lære nyt og udvikle sig. Vores udgangspunkt er, at alle skal have mulighed for at udvikle deres kompetencer ud fra zonen for nærmeste udviklingstrin. Vi tilrettelægger individuelle læringsforløb for vores borgere med udgangspunkt i deres kompetencer og præferencer. Du skal være med til at tilrettelægge og gennemføre læringsforløbene. Vi dokumenterer ved hjælp af SensumOne, og alle borgere har individuelle læringsmål, som understøttes af de daglige aktiviteter.
Bliv en del af Danmarks Bedste Arbejdsplads
Birkegården er en del af Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret (JAC) i Gentofte Kommune, som fire år i træk er blevet kåret til Danmarks Bedste Offentlige Arbejdsplads. Vi har en 90 % ledelsesløs organisering, et stærkt fællesskab, en høj faglighed og en høj grad af tillid til hinanden. Vi har højt til loftet, og som medarbejder har du stor indflydelse både på dit daglige arbejde og organisationen som helhed. Du er fx med til at udtænke organisationens strategi, styre økonomien og rekruttere nye medarbejdere. Samtidig har vi rigtig gode muligheder for faglig udvikling og efteruddannelse og har eksterne oplægsholdere tre gange om året til fælles læring.
På Birkegården bliver du en del af et team på seks medarbejdere og får derudover godt 100 kolleger på hele JAC at sparre med.
Vores forestillinger om dig:
- Du har en pædagogisk uddannelse
- Du brænder for at arbejde med læring og udvikling hos målgruppen
- Du er initiativrig og kreativ
- Du kan lide at igangsætte fysiske aktiviteter, både ude og inde
- Du er god til skriftlig kommunikation og har erfaring med at arbejde med dokumentation
- Du er god til at samarbejde
- Du har lyst til at være med til at udvikle Birkegården som tilbud og JAC som organisation
- Du har kørekort, da vi har en bus til rådighed hver onsdag.
Hos os får du:
- En dynamisk, spændende og uhøjtidelig arbejdsplads
- En arbejdsplads, der tror på, at alle mennesker kan udvikle sig, og som har stort fokus på læring
- En arbejdsplads med et højt fagligt niveau, der arbejder for at sætte nye standarder for arbejdet med borgerne
- Personalegoder.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst på området. Der indhentes udvidet straffeattest ved ansættelsen.
Vi holder første samtalerunde fredag d. 24. januar og anden samtalerunde tirsdag d. 28. januar.
Læs mere om Birkegården og JAC på jacinfo.dk.
Har du spørgsmål vedrørende stillingen så kontakt venligst
Pernille Dam Naumann
Funktionsleder
[email protected]
Telefon: 21350738
Ansøgningsfrist: 20. januar 2025 klokken: 23:59
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: