Digitalisering og IT-chef
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole søger ambitiøs og udviklingsorienteret chef for Digitalisering og IT pr. 1. marts 2025.
Vi har sat ambitiøse mål for vores digitalisering og søger en profil, der både kan arbejde med forretningsudvikling, IT-infrastruktur og IT-service.
Som chef for Digitalisering og IT får du en stor berøringsflade med hele organisationen. Du vil referere til UCL’s resssourcedirektør, servicere den samlede direktion og blive en del af chefgruppen på Ressourceområdet. Ressourceområdet består af følgende områder:
- Økonomi
- Digitalisering og IT
- Studieservice
- Facility Service
Se organisering af Digitalisering og IT og yderligere information om UCL på ucl.dk.
Om os
Digitalisering og IT servicerer hele UCL med:
- IT-drift
Digital infrastruktur og tilhørende fælles faciliteter, tjenester og services. - IT-service
Support til UCL’s ansatte og studerende på digitale produkter og UCL’s produktportfolio. - Digitaliseringsprojekter
Projektledelse og løsninger indenfor digital didaktik og produktion af digitale læremidler, implementering af nye systemer, udvikling af administrative workflows, automatisering og integration. - Kompetenceudvikling
Afdelingen planlægger, gennemfører og deltager i kompetenceudvikling, hvor fokus er på digitalisering og nye teknologier.
GDPR/sikkerhed og indkøb relateret til IT-området er en del af Digitalisering og IT.
UCL har identificeret digitalisering som et strategisk pejlemærke og AI som en strategisk indsats, hvortil der er dedikeret målrettede udviklingsressourcer. Dele af indsatserne sker i større sektorsamarbejder med andre uddannelsesinstitutioner.
Du vil være omdrejningspunkt for løbende dialog med ministerier, styrelser og den øvrige uddannelsessektor om IT- og digitaliseringsforhold. Du skal derfor forvente mødeaktivitet i udvalg på tværs af uddannelsesinstitutioner i sektoren.
Samarbejdet mellem UCL’s chefområder og afdelinger er tætte. Du skal gå forrest og demonstrere det gode samarbejde både på tværs organisationen og internt i afdelingen.
Vi skal være gode samarbejdspartnere og på samme tid udfordre eksisterende praksis, du skal derfor være strategisk tænkende og forstå at omsætte ønsker og behov til konkrete operative indsatser.
Vi er en velfungerende arbejdsplads med et godt og attraktivt arbejdsmiljø samt høj faglighed, hvor opgaver løses med stor grad af selvstændighed. Vi har en uhøjtidelig omgangstone, hvor vi lægger vægt på, at det skal være både spændende og udviklende at arbejde.
Dine opgaver
- Du vil få ansvar for:
- at UCL fortsat har et sikkert IT-driftsmiljø og IT-service med høj oplevet kvalitet
- at direktionens strategiske beslutninger vedr. digitalisering og AI omsættes til konkrete resultater
- at UCL’s IT-infrastruktur lever op til nutidens standarder inkl. IT-sikkerhed
- at Digitalisering og IT understøtter forretningsudviklingen på uddannelsesområderne herunder at projektporteføljen er relevant og i fremdrift
- at UCL arbejder systematisk med IT-sikkerhed og persondata
- at der løbende gennemføres relevante analyser med henblik på optimering og effektivisering af organisationen
- at Digitalisering og IT fortsætter udviklingen af sine rådgivnings- og sparringskompetencer til gavn for hele organisationen
Du vil få en stor rolle i forbindelse med implementering af nye uddannelsesreformer, der vil påvirke de eksisterende uddannelsesformater og den studieadministrative praksis markant. Du vil have ansvar for, at udviklingen IT-understøttes og at digitaliseringspotentialerne identificeres og realiseres.
Din profil
Vi forestiller os, at du har:
- solid erfaring med Digitalisering og IT – gerne fra en virksomhed/organisation med sammenlignelige udviklingsbehov
- solid erfaring med ledelse herunder strategisk ledelse og personaleledelse
- en relevant videregående uddannelse
- gennemslagskraft og politisk tæft
Det er vigtigt for os, at du:
- kan arbejde i en politisk styret organisation
- kan prioritere og gennemskue komplekse problemstillinger
- arbejder analytisk og bidrager med dybdegående analyser og innovative løsninger
- kan drive forandringsprocesser og implementere fælles løsninger uden at fratage andre ledere initiativ og ansvar
- kan give et kvalificeret og konstruktivt med- og modspil til direktion, chefgruppe og ledelsesgruppe
- arbejder strategisk og målrettet
- har gode formidlingsevner både skriftligt og mundtligt
Du skal være en engageret personaleleder, der ser potentialerne i den enkelte medarbejder samtidig med, at du har øje for opgaveløsningen og trivslen i den samlede medarbejdergruppe.
Ansættelse
Du bliver ansat den 1. marts 2025.
Du vil blive ansat efter Cirkulæret om aftale om Ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning, uddannelse og forskning på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.
Dit primære arbejdssted vil være Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M., men der kan forekomme møder og arbejdsdage på UCL’s øvrige lokationer i Jelling, Vejle Odense og Svendborg.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte direktør Claus Lade på 23 99 85 75 eller [email protected].
Ansættelsesproces
Vi holder samtaler over 2 runder. Første samtale finder sted 13. januar 2025 og 2. samtale finder sted 27. januar 2025.
Der indhentes referencer forud for 2. samtale.
Går du videre til 2. samtale, skal du mellem de to samtaler udfylde en personprofil. Gennemgang af din personprofil vil finde sted den 20. eller 22. januar 2025.
Ansøgning
Send din ansøgning, CV og øvrige relevante bilag senest den 8. januar 2025 via vores hjemmeside ucl.dk.
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er en videregående uddannelsesinstitution, som udbyder over 40 fuldtidsuddannelser inden for de pædagogiske og socialfaglige, sundhedsfaglige og teknisk-merkantile områder. Vi tilbyder også efter- og videreuddannelser samt deltager i en bred række af forsknings- og udviklingsprojekter.
Vores strategiske ambition er, at vi - sammen med vores studerende og samarbejdspartnere - vil være et omdrejningspunkt for bæredygtig vækst og velfærd og skabe løsninger, der gør en forskel.
Vi har hovedsæde i Odense på Niels Bohrs Allé, men aktiviteterne er fordelt på syv campusser i Odense, Svendborg, Vejle, Fredericia og Jelling.
Fakta
- 10.500 fuldtidsstuderende fordelt på over 40 uddannelser
- 15.000 årlige kursister fordelt på over 35 akademi- og diplomuddannelser
- 1.400 medarbejdere på UCL
- 800 millioner kr. omsætter UCL for om året
Vi er den syvende største uddannelsesinstitution i Danmark målt på optag, og den tredje største professionshøjskole i Danmark målt på optag.
Ansøgningsfrist:
8. januar 2025
Ansættelse:
1. marts 2025
Søg stillingen
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: