Naturstyrelsen søger udbudsjurist
Naturstyrelsen
Har du lyst til at bringe din viden og erfaring inden for offentlige udbud i spil i en styrelse med et grønt ambitionsniveau? Vi leder efter en profil, der kan tage medansvar for udbudsprocesser og sikre optimale indkøbsaftaler.
Naturstyrelsen søger en udbudskonsulent eller udbudsjurist, der selvstændigt kan tage hånd om hele udbudsprocessen fra planlægning og gennemførsel til implementering og i nogle tilfælde kontraktstyring.
Om jobbet
Du bliver en del af team Udbud & Indkøb i Naturstyrelsens driftscenter, som er placeret på Naturstyrelsens hovedkontor i Randbøl mellem Vejle og Billund. Driftscentret består af mere end 40 engagerede og erfarne medarbejdere med forskellige uddannelser. Driftscentret er organiseret i to teams; et udbuds- og indkøbsteam og et driftsteam. Driftsteamet styrer og gennemfører hugst og salg af det træ, der fældes i statsskovene.
Udbud & Indkøb har det overordnede ansvar for Naturstyrelsens indkøb. Teamet gennemfører styrelsens EU-udbud og rådgiver styrelsens decentrale indkøbere rundt om i landet om udbudsjuridiske og kontraktretlige forhold. Teamets indkøbskonsulenter varetager desuden indkøbsrelaterede discipliner som controlling, indkøbsanalyser og rådgivning om og implementering af de fællesstatslige aftaler og SKI-aftalerne. Endelig har Udbud & Indkøb ansvaret for Naturstyrelsens anseelige bilpark og indkøb køb af nye biler.
Teamet består af seks medarbejdere og en teamleder.
Din hovedopgave vil være at gennemføre en delmængde af styrelsens EU-udbud. Udbudsmateriale udarbejdes i samarbejde med relevante fagmedarbejdere, ofte med dig for bordenden som den, der skal sikre fremdrift i projektet. Herudover vil du skulle rådgive om udbuds- og kontraktretlige spørgsmål og i det hele taget være sparringspartner for kollegerne.
Om dig
- Du er udadvendt og serviceminded med flair for at formidle juridiske og kommercielle budskaber præcist og forståeligt i både skrift og tale.
- Du kan arbejde selvstændigt, men er også samarbejdsorienteret med lyst til vidensdeling og sparring.
- Du skal kunne sikre, at en udbudsproces løbes godt i gang og føres kompetent i mål på et højt fagligt niveau og under hensyntagen til den leverandørgruppe, udbuddet er rettet til.
- Du er grundig, struktureret og god til at skabe og bevare et overblik.
- Du har solid erfaring med offentlige udbud og indkøb.
Vi forestiller os, at du har en uddannelse på kandidatniveau som cand.jur. eller cand.merc.jur., men anden uddannelse kan være relevant, hvis du har betydelig praktisk erfaring med offentlige udbud og kontrakter.
Vi tilbyder
Stillingen er fast og på fuld tid i en landsdækkende statslig styrelse med alsidige opgaver og fleksible arbejdsvilkår, herunder med mulighed for hjemmearbejde et par dage om ugen. Vi har et godt og uformelt arbejdsmiljø. Vi har en personalekantine, hvor du kan købe frokost.
Arbejdsstedet er i Randbøl mellem Vejle og Billund.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsen, Gjøddinggård, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.
Starttidspunktet er 1. marts 2025 eller snarest muligt derefter.
Arbejdstiden er på 37 timer pr. uge inkl. frokostpause.
Du skal have kørekort til personbil.
Yderligere oplysninger
Du kan kontakte teamleder Dennis Robertson på tlf. 23 21 53 63 for yderligere information.
Du kan læse mere om Naturstyrelsen på www.nst.dk.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende os din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den
13. januar 2025.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 21. januar 2025.
Afdeling: Førstballevej 2 7183 Randbøl
Lokation: Randbøl
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: