Økonomikonsulent til Team Budget og Styring
Sorø Kommune
I Sorø Kommunes centrale økonomiafdeling søger vi en dygtig økonomikonsulent til en central rolle i arbejdet med kommunens økonomistyring. Hvis du motiveres af skabe overblik i komplekse sammenhænge og formidle økonomisk sparring, skal du søge stillingen som økonomikonsulent hos os.
Om stillingen
Stillingen er placeret i vores team Budget og Styring, som er en del af vores centrale økonomiafdeling Økonomi og Styring. Teamet består af ti engagerede konsulenter, der arbejder med alt, hvad der vedrører kommunens økonomi. Vi følger økonomien fra budgetlægning til regnskabsaflæggelse og understøtter politikere, direktion og de decentrale ledere med sparring og rådgivning omkring den økonomiske styring og sikring af sammenhæng mellem økonomi og faglig praksis.
Den ledige stilling er på skoleområdet, og dine primære opgaver vil være udarbejdelse og vedligehold af ressourcetildelingsmodeller, budgetlægning og økonomiopfølgning, analyser af fx demografi og kapacitetsbehov på skoleområdet samt udarbejdelse af politiske sagsfremstillinger. I stillingen vil du herudover få en vigtig rolle i forhold til opfølgningen på kommunens samlede økonomi, der afrapporteres til politikerne i de økonomiske redegørelser. Vi leder derfor efter en kollega, der brænder for økonomistyring og har et godt blik på sammenhængene i en kompleks økonomi.
Vi tilbyder:
- En stilling placeret centralt tæt på de politiske beslutningsprocesser.
- Et job med stor fleksibilitet og frihed under ansvar, hvor du vil kunne præge opgaverne og få stor indflydelse.
- Dygtige og imødekommende kolleger, der vægter faglig sparring og et godt fællesskab højt.
- Et godt arbejdsmiljø med korte beslutningsgange, hvor din indsats gør en stor forskel.
Som økonomikonsulent hos os vil du få et job, hvor du både kan grave dig ned i data på dit område, og samtidig kan få stor indflydelse på kommune strategiske økonomistyring og bidrage til at udvikle de metoder og digitale værktøjer, vi baserer styringen på. Vi arbejder tæt sammen på tværs i enheden og lægger vægt på, at vi kan hjælpe hinanden og dele vores viden. Da vi er en lille kommune, er der samtidig kort vej til topledelse og kollegaer i andre afdelinger, og du kommer derfor til at arbejde i tæt dialog med både direktører, centerchefer, kommunens ledere og andre centrale nøglepersoner i kommunen.
Vi forestiller os, at du har en relevant økonomisk uddannelse f.eks. en kandidatuddannelse inden for økonomi/samfundsvidenskab eller en offentlig/administrativ baggrund suppleret med økonomi. Og kommunaløkonomisk erfaring er selvfølgelig et stort plus.
Du er den rette til stillingen hvis du
- Har erfaring med økonomistyring, gerne fra den kommunale sektor.
- Besidder stærke analytiske evner og kan strukturere komplekse processer.
- Er hjemmevant i Excel og gerne har erfaring med et økonomisystem som fx KMD OPUS.
- Tænker helhedsorienteret og navigerer sikkert i samarbejder på tværs af fagligheder og niveauer.
- Værdsætter et fællesskab, hvor vi løfter i flok og ser værdien i gode relationer.
Du vil trives i stillingen, hvis du har lyst til at tilegne dig viden, tænke tværgående og tage ejerskab i opgavefællesskabet. Samtidig vil du få gode faglige og personlige udviklingsmuligheder. Med et job i Økonomi og Styring bliver du en del af kommunens samlede stabsfunktion under Økonomi- og Stabsdirektøren, som er overordnet ansvarlig for en række væsentlige tværgående områder og opgaver, der understøtter organisationens drift og udvikling. Udover Økonomi og Styring består Økonomi og Stab af afdelingerne HR og Arbejdsmiljø, IT og Digitalisering, Sekretariat for Politik, Ledelse og Erhverv samt Kultur og Fritid.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst/aftale, og lønnen aftales med forhandlingsberettiget organisation i henhold til gældende aftaler.
Sorø Rådhus nås nemt med bil og tog, og der vil være mulighed for 1-2 ugentlige hjemmearbejdsdage, når det passer ind med dine opgaver.
Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte leder af Økonomi og Styring Mona Hansen på tlf. 23439225 eller på [email protected].
Ansøgningsfrist
Vi skal modtage din ansøgning senest den 12. januar 2025.
Ansøgningsprocedure
Send din ansøgning ved at klikke på "Send ansøgning" og vedhæft din ansøgning, dit CV og dit eksamensbevis. Vi tager kun imod elektroniske ansøgninger.
Vi planlægger at afholde samtaler den 14. januar 2025 og eventuel 2. samtale den 20.
januar 2025.
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Værdigrundlaget i Sorø Kommune er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse. Sorø Kommune er en røgfri arbejdsplads.
Afdeling: Økonomi og Styring
Ansøgningsfrist: 12 January 2025
Placering: Sorø Rådhusvej 8
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: