Specialattachéer til Bruxelles
Justitsministeriet
To specialattachéer til Bruxelles til arbejdet med samfundssikkerhed, cybersikkerhed og beredskab
Vil du være med til at styrke samfundssikkerheden, cybersikkerheden og beredskabet i EU? Motiveres du af at finde løsninger med internationale partnere og har du gode sproglige kompetencer på dansk og engelsk? Så læs mere her.
Om Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs kerneopgave består i at forebygge, modstå og håndtere trusler og kriser, der udfordrer samfundets grundlæggende funktioner – uanset om det er cyberangreb, sabotage, spionage eller ekstreme vejrhændelser. Ministeriets indsats skal således bidrage til, at vores samfund står stærkere og tryggere – både til hverdag og under kriser.
Samfundssikkerhed, cybersikkerhed og beredskab står også højt på EU’s dagsorden, blandt andet på baggrund af krigen i Ukraine, og disse temaer vil blive helt centrale elementer under dansk EU-formandskab i andet halvår af 2025.
Vi søger derfor to specialattachéer til EU-repræsentationen i Bruxelles til at bidrage til at opgaver relateret til samfundssikkerhed, cybersikkerhed og beredskab under det danske EU-formandskab.
Om opgaverne
Som attaché vil du være en vigtig del af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs varetagelse af EU-formandskabet både i planlægningen og gennemførelsen. I din hverdag vil du være en del af teamet, der forbereder, leder og følger op mellem møderne i de arbejdsgrupper i Bruxelles, der fagligt er forankret Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Den ene af stillingerne vil have fokus på at understøtte forpersonen i arbejdsgruppen for cybersikkerhed, mens den anden stilling vil have fokus på at understøtte forpersonen i de tre arbejdsgrupper, der vedrører henholdsvis tværgående krisestyring, civilbeskyttelse og kritisk infrastruktur.
Konkret vil dine arbejdsopgaver bl.a. bestå af at:
- Bidrage til en stærk og smidig dialog med kolleger i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og andre ministerier med vægt på videreformidling af sagernes udvikling og nuancer.
- Bidrage til at forberede det danske EU-formandskab.
- Bidrage til at forberede, planlægge samt følge op på arbejdsgruppemøder og forhandlinger i rådsarbejdsgrupperne, Coreper og Rådet under det danske EU-formandskab.
- Bidrage til at skabe forhandlingsresultater gennem gode løsninger og kompromisser, der har opbakning fra medlemslandene og til at sikre fremdrift i væsentlige sager.
- Bidrage til at skabe gode relationer med EU’s institutioner (navnlig Kommissionen, Rådssekretariatet og Europa-Parlamentet) og de andre medlemslandes repræsentationer.
Om stillingerne
Du kan forvente et spændende, afvekslende og udfordrende job. Det er derfor nødvendigt, at du er fleksibel i forhold til både varierende arbejdstimer og arbejdsbyrden, ligesom du skal være parat til at gøre en ekstra indsats især under det danske EU-formandskab.
Du må gerne angive i din ansøgning, såfremt du har særlig interesse i én af stillingerne.
Om dig
Du har en kandidatgrad og relevant arbejdserfaring.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- Har et indgående kendskab til EU-samarbejdet og processerne nationalt og i Bruxelles.
- Har et godt kendskab til cybersikkerhed og/eller beredskab, krisestyring, civilbeskyttelse og kritisk infrastruktur.
- Har indblik i internationalt samarbejde og internationale forhandlinger.
- Er udpræget samarbejdsorienteret og forstår at finde og bidrage til kompromisser og håndtere interessenter.
- Har gode sproglige kompetencer på dansk og engelsk både mundtligt og skriftligt og eventuelt også på fransk og/eller tysk.
- Er systematisk, målrettet og har en stor arbejdskapacitet
- Kan bevare overblikket og det gode humør, når tempoet er højt, også under et stort arbejdspres.
- Er initiativrig samt god til at skabe relationer og opbygge netværk.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du har en kandidatgrad og vil blive ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikerne i staten. Derudover vil der afhængigt af kvalifikationer være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pension på 17,1 pct.
Som ansat i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT og kan opretholde en sådan sikkerhedsgodkendelse i hele ansættelsesperioden.
Du udsendes som konsulent via Udenrigsministeriets specialattachéordning. Aflønning vil ske i henhold til overenskomst for akademikere i staten, og du vil blive aflønnet med din faste løn samt et skattefrit udetillæg fastsat i henhold til leveomkostningsniveauet i Belgien.
Stillingerne er på fuld tid og ønskes besat hurtigst muligt. Ansættelserne er tidsbegrænsede til ét år.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med tilhørende institutioner.
Vil du vide mere
Har du lyst til at vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte kontorchef Louise Mariegaard på [email protected] vedrørende stillingen som specialattaché for tværgående krisestyring, civilbeskyttelse og kritisk infrastruktur og kontorchef Emil Sølver Rehling på [email protected] vedrørende stillingen som specialattaché for cyberområdet. Har du spørgsmål til løn- og ansættelses- og udstationeringsvilkår, er du velkommen til at kontakte [email protected].
Sådan søger du
Send din ansøgning med CV og uddannelsesbevis senest den 13. januar 2025 kl. 12. Du søger stillingen ved at klikke på ”Søg stillingen” i opslaget og udfylde ansøgningsformularen.
Vi holder samtaler løbende.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab opfordrer alle interesserede uanset etnicitet, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse til at søge.
Afdeling:
Lokation: Bruxelles
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: