Get latest jobs before others

Forsker med baggrund som sygeplejerske til stor forskningsenhed indenfor perioperativ medicin og intensiv terapi

Region Hovedstaden



Vil du udvikle din forskning efter ph.d.-graden? Har du karriereambitioner og vil gøre en forskel for patienter og kolleger? Vil du være en del af en innovativ og dynamisk afdeling med engagerede og dygtige kollegaer?

Så har du muligheden for at blive en del af vores ekspanderende forskningsenhed i Anæstesiologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

Vi søger pr. 1. marts 2025,eller snarest derefter, en forsker med baggrund som sygeplejerske til ansættelse i stilling som forsker med tilknyttet klinisk funktion. Den forskningsmæssige ansættelse vil være i vores fælles forskningsenhed som enten post doc eller seniorforsker (afhængig af kvalifikationer). I den kliniske ansættelse vil du referere til chefsygeplejersken og være tilknyttet relevante kliniske afsnit afhængig af uddannelse og erfaring.

Kort om afdelingen
Anæstesiologisk Afdeling er en stor tværgående afdeling med ca. 320 medarbejdere, fordelt på syv områder: Anæstesi, Opvågning, Intensiv terapi, Fælles Intermediært Afsnit, Akutlægebil, Giftlinjen og Smerteklinikken. Generelt scorer vi højt i regionens løbende trivselsmålinger. Det er ikke til fældigt. For os er et godt arbejdsmiljø helt afgørende for lysten til at gå på arbejde, og for at kunne skabe kvalitet for patienterne i fællesskab.

Vores vision er ”Vi behandler med højeste kvalitet i dag - og forsker og uddanner til i morgen”.

Igennem de sidste 8 år har vi opbygget en stor forskningsenhed og nu er tiden kommet til at supplere med en forsker, der har ansvar for at organisere forskning i klinisk sygepleje i Anæstesiologisk Afdeling. Vi arbejder meget tværfagligt i det anæstesiologiske speciale og det er derfor logisk, at vi nu også bliver tværfaglige indenfor forskning.

Du skal i samarbejde med ledelsen og professoren i afdelingen udvikle forskningen, så den bidrager til udviklingen af klinisk sygepleje i afdelingen. Du skal være medansvarlig for at skabe et aktivt forskningsmiljø med fokus på sygeplejen, samt understøtte sygeplejerskernes videnskabelige kompetenceudvikling og en evidensbaseret kultur i praksis.

Kort om afdelingens forskning
Forskningen i Anæstesiologisk Afdeling er innovativ, produktiv, klinisk funderet, af høj kvalitet efter national og international målestok, og mest af alt meget alsidig indenfor anæstesiologiens fire søjler. Vi har derfor ikke et enkelt satsningsområde, men mange. Det understøtter vi gennem en stor fælles forskningsenhed med aktuelt syv seniorforskere, som hver har sit eget forskningsfelt. Nu udvider vi med den 8. profil, nemlig en forsker med baggrund som sygeplejerske og et forskningsfelt med relevans for det sygeplejefaglige anæstesiologiske virkefelt.

I alle afdelingens afsnit har man aktive forskningsprojekter. Både egne forsøg og omfattende multicenterforsøg, som vi deltager i. Forskningsenheden leder store projekter indenfor akutte infektioner, vitalparameter-monitorering (ward247.org) og smertebehandling (opiaid.dk). Der er i alt 35 medarbejdere ansat i forskningsenheden, herunder 1 professor, 4 overlæger, 3 afdelingslæger, 1 projektleder, 7 ph.d.-studerende, 6 projektsygeplejersker og 7 skolarstipendiater.

Din rolle som forsker i anæstesiologisk sygepleje
Med stillingen satser afdelingen på at udvide forskningen indenfor et sygeplejefagligt perspektiv og tiltrække en forsker, som både kan udvikle sit eget forskningsfelt med aktive projekter og publikationer som sidste forfatter, men også være en samlende inspiration og vejleder ifht. forskning for de mange nuværende sygeplejersker ansat i afdelingen.

Vi forestiller os, at du vil være klar til at initiere eller videreføre din aktuelle forskning hos os og også iværksætte kliniske studier i vores afdeling. Stillingen bliver tilknyttet det kliniske afsnit, hvor du med dine kompetencer passer bedst, og det vil også være i det afsnit, hvor vi forventer at du til en start vil inspirere kolleger om forskning. Vi ønsker også, at du planlægger og afholder kurser, workshops, journal clubs, studiegrupper mv. som understøtter sygeplejerskers videnskabelige kompetenceudvikling og en evidensbaseret kultur i praksis.

Anæstesiologiens forskningsområder spænder meget vidt. Din forskningsmæssige baggrund kan fx være indenfor en bestemt patientkategori, et klinisk outcome eller en specifik intervention, som vil være relevant at bygge videre på ved et eller flere kliniske afsnit hos os. Som led i din opstart hos os, skal du sammen med afdelingens øvrige forskere udarbejde en konkret forskningsplan for dette, så man samlet medvirker til en produktion og formidling af videnskabelig viden på nationalt og internationalt niveau.

I en del af din arbejdstid vil du have tæt samarbejde med dit kliniske afsnits personale i form af undervisning, udviklingsarbejde og/eller klinik. Først og fremmest vil du have dit primære fremmøde med personalet i afdelingens forskningsenhed. Der kan til en vis grad allokeres midler internt i afdelingen til ansættelse af studerende, som du vejleder, ligesom der er gode muligheder for at søge midler fra hospitalet. Bispebjerg og Frederiksberg har en nyudnævnt professor i Klinisk Sygepleje og flere andre forskningssygeplejersker, hvor vi allerede har et etableret samarbejde, som du kan videreudvikle og deltage i. Vi forventer, at du tager aktivt del i hospitalets Netværk af Forskende Sygeplejersker.

Kvalifikationer
Vi søger en selvstændig og ambitiøs sygeplejerskeforsker, som er på et relativt tidligt karriereniveau, men hvor du samtidig fra start kan udføre forskning af egen fremdrift, så dine ambitioner om at etablere dig yderligere på et forskningsfelt lykkes. Du skal være god til at samarbejde, motivere og øge interessen for forskning.

Der vil blive lagt vægt på følgende kvalifikationer ved ansøgerne:

  • Ph.d.-grad
  • Relevant kandidatgrad
  • Autorisation som sygeplejerske i Danmark
  • Antal og kvalitet af tidligere publikationer
  • Tidligere erfaring med vejledning (dog ikke et krav)
  • Tidligere erfaring med fondsansøgning (dog ikke et krav)
  • Klinisk erfaring, som passer med at kunne bidrage til et af afdelingens afsnit
  • Resultatorienteret og dynamisk arbejdsmentalitet, med fokus på samarbejde og fremdrift
  • Imødekommenhed, udadvendthed og engagement

Løn og ansættelsesvilkår
Stilling er som udgangspunkt på 37 timer ugentlig og med start pr. 1. marts 2025 eller snarest derefter. Klassifikation af stillingen sker på baggrund af Karriereveje for forskere og specialister på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor vi forventer det vil være på post doc- eller seniorforskerniveau, afhængigt af dine kvalifikationer. Der er ikke vagtforpligtelse til stillingen, som er fuldfinansieret og af 24 måneders varighed, med mulighed for forlængelse.

Ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst og du refererer til professor Christian S. Meyhoff ifht. forskningsledelse og til chefsygeplejersken ifht. den kliniske funktion. Du deltager i afdelingens forskningsudvalg og møder blandt oversygeplejersker og blandt kliniske sygeplejespecialister.

Ansøgning og kontakt
Til ansøgningen skal vedlægges CV, uddannelsesbeviser og publikationsliste.

Du er velkommen til at kontakte en af nedenstående for nærmere oplysninger om stillingen:

  • Christian S. Meyhoff, forskningsansvarlig overlæge, ph.d., professor, Anæstesiologisk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Tlf.: 24910542, e-mail: [email protected]
  • Charlotte Wegmann, chefsygeplejerske, Anæstesiologisk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Tlf.: 24786406, e-mail: [email protected]

Ansøgningsprocedure: Fristen for ansøgning er onsdag d. 23. januar kl. 23:59.
Ansættelsessamtaler afholdes tirsdag d. 28. januar 2025.

Om Anæstesiologisk Afdeling
Anæstesiologisk Afdeling er en stor tværgående enhed med ca. 320 medarbejdere. Læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter, sekretærer og farmaceuter fordelt på stabsfunktioner og seks kliniske afsnit: Anæstesi, Opvågning, Intensiv terapi, Fælles IMA, Smerteklinikken, Akutlægebil og Giftlinjen. Anæstesiafsnittet yder årligt 12.000 anæstesier primært til elektiv og akut kirurgisk gastroenterologi og ortopædkirurgi. Intensiv har 12 senge. Læs mere på https://www.bispebjerghospital.dk/afdelinger-og-klinikker/anaestesiafdeling/Sider/default.aspx

Afdelingens forskningsenhed har 35 ansatte og forsker i en lang række emner indenfor bl.a. forebyggelse af hjerte- og lungekomplikationer, smertebehandling og intensiv terapi.

Om Bispebjerg Hospital
Bispebjerg Hospital er et mindre hospital fra 1913, der løbende er blevet renoveret og udbygget. Hospitalet består af en del gamle smukke bygninger, som er fredede, og nogle fantastiske parklignende udearealer. De historiske bygninger og omgivelserne er med til at give en hel særlig stemning og atmosfære. Frem mod 2029 bygger vi til og får Nyt Hospital Bispebjerg som – udover superflotte nye bygninger – også giver os nye spændende arbejdsopgaver indenfor gynækologi, børneanæstesi og fødsler.

Se og hør mere om Bispebjerg Hospital i denne video:
https://www.bispebjerghospital.dk/om-hospitalet/oplev/medier/Sider/Se-filmen-om-Det-Samarbejdende-Hospital.aspx

Afdeling:

Lokation: Bispebjerg Hospital

This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here:

view full ad at Region Hovedstaden



save
save deadline
print
mail me
Application deadline: as soon as possible
Geographic location

Applicant interest

How much interest does this ad generate among job seekers? Log in to see how popular this job posting is.



Please specify in your application, that you've found this ad in Akademikernes Jobbank

Apply
View job categories View more similar jobs Upgrade this job ad
Get latest jobs before others


Region Hovedstaden

Kongens Vænge 2, 3400 Hillerød

Det handler om liv. Om at bringe liv til verden og skabe livskvalitet. Om at redde liv og forbedre liv. I Region Hovedstaden træder du ind i en verden af muligheder og mangfoldighed med plads til dine ambitioner. Du bliver en del af noget større – et stærkt fagligt miljø, hvor vi har fingeren på pulsen og gør hinanden bedre. Du får et arbejde, der giver mening, fordi det handler om liv. Vil du være med til at gøre en forskel?​

We DO NOT ACCEPT unsolicited job applications.
We perodically offer student internships

More info for this company

Talent demand All current jobs


https://jobbank.dk/en/job/2716975//
Karriereprofil i Jobbanken
Create career profile: Automate your job search with job agents, get latest career opportunities before others and get visible to employers with talent profile.