Cyber- og informationssikkerhedskoordinator på DMI
DMI - Danmarks Meteorologiske Institut
DMI skal døgnet rundt være i stand til at levere produkter til bl.a. beredskaberne og Forsvaret, der kan være afgørende for værdier og liv i hele Rigsfælleskabet. Vil du være med til at sikre DMI’s leverancedygtighed mod trusler fra hybridkrig, cyberkriminalitet og spionage?
På DMI arbejder vi hver dag på at skabe værdi for samfundet gennem vores ekspertise inden for klimaforandringer og vejr, data og teknologi. Vores succes afhænger bl.a. af sikkerheden omkring vores produktion, som i disse år er under stigende pres fra særligt cybertruslen.
Som informationssikkerhedskoordinator vil du få en central rolle i at udvikle og udbygge DMI’s cyber- og informationssikkerhed. Du bliver helt central i at klæde DMI’s topledelse på til at prioritere og styre sikkerheden baseret på risikovurderinger og balancen mellem forretningens behov og ressourcer. Og du vil stå i spidsen for awareness-kampagner og formidling omkring nye sikkerhedstiltag.
Dine ansvarsområder
Konkret får du som informationssikkerhedskoordinator ansvar for at:
- Udvikle og drive DMI’s risikostyring
- Drive implementeringen og efterlevelsen af kommende dansk lovgivning (NIS2- og CER-direktiverne)
- Arbejde med efterlevelse af ISO27001 og tekniske minimumskrav for statslige myndigheder
- Opretholde kendskab til cyber- og informationssikkerhed blandt DMI’s medarbejdere
- Forberede møder for DMI’s informationssikkerhedsudvalg bestående af hele topledelsen
- Deltage i samarbejdsgrupper om sikkerhed på tværs af både staten og koncern
- Være DMI’s kontaktpunkt til fx Center for Cybersikkerhed
Dine ansvarsområder kræver, at du er tæt på topledelsen og samarbejder tæt med DMI’s forskellige afdelinger og enheder, der står for den egentlige implementering af sikkerheds- og compliancetiltag. DMI har fx hhv. en data- og en IT-afdeling, der primært står for den egentlige implementering af tekniske minimumskrav og et selvstændigt Beredskabskontor, der står for implementeringen af fx konkrete tiltag omkring krisestyring osv.
Din hverdag på DMI
Som informationssikkerhedskoordinator i Risikostyring & Compliance arbejder du tæt sammen med din enhedsleder og 2 andre AC’ere i enheden, der også har informationssikkerhedsopgaver. Derudover er der pt. en jurist, to HK’ere og en student i enheden.
Du får mulighed for at få stor indflydelse på, hvordan både enheden og resten af organisationen arbejder med informationssikkerhed.
Du får en stor kontaktflade både internt og eksternt, og dine opgaver er alsidige. Opgaverne strækker sig mellem facilitering af workshops, tungere analyseopgaver og kommunikationsopgaver til besvarelse af fx departementsbestillinger og mindre administrative driftsopgaver. Du skal med andre ord være parat til at tage dig af både stort og småt, så opgaverne kan komme helt i mål.
Din hverdag er præget af, at du servicerer hele organisationen på tværs af fagligheder og i en flad struktur.
Hvem er du?
Du er en stærk generalist og erfaren sagsbehandler fra staten, der er dygtig til at kommunikere og kan levere solide beslutningsoplæg.
Du har erfaring med at fortolke krav og koordinere compliance-arbejde. Det en fordel, hvis du også har erfaring med fx informationssikkerhedsudvalgsarbejde, GDPR og it-porteføljestyring.
Derudover forventer vi, at du:
- Arbejder struktureret og er skarp til processer
- Har erfaring med risikostyring
- Er nysgerrig, åben og god til at samarbejde med mange forskellige typer af interessenter
- Analytisk og kreativt tænkende
- Har lyst til at udvikle og løfte DMI’s informationssikkerhed
- Har forståelse for, at du arbejder i en understøttende funktion, og at regelefterlevelse kan konflikte med andre behov og kerneopgaver
- Er god til at formidle komplekse emner enkelt, både på dansk og engelsk
- Har relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau
Om DMI
DMI er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og fungerer som regeringens klimavidenskabelige rådgiver. Vi skaber og formidler viden om vejr, klima og hav til rigsfællesskabet. DMI’s varsler, vejrudsigter og services sikrer liv og infrastruktur og danner grundlag for planlægning i et klima under forandring.
Vi er ca. 400 medarbejdere, hvoraf de fleste arbejder i vores nyistandsatte lokaler på Østerbro. Vi har operative enheder i hhv. Skrydstrup, Karup og Nuuk. På DMI vægter vi mangfoldighed højt og arbejder aktivt med at skabe en rummelig arbejdsplads med balance mellem arbejdsliv og familieliv. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner. Ansættelse forventes at ske som special- eller chefkonsulent i henhold til akademikeroverenskomsten i staten. Der kan forhandles individuelt løntillæg afhængig af dine kvalifikationer. Stillingen er til besættelse på fuld tid, og der kan, hvis det ønskes, aftales 39/11 ordning, hvor arbejdstiden øges til 39 timer ugentligt mod tildelig af 11 ekstra fridage.
Det er en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde godkendelsen under hele ansættelsen.
Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til enhedsleder Majken Salomon Hess på telefon 93517357 eller mail: [email protected].
Ansøgning
Send din motiverede ansøgning, CV, eksamensbevis og evt. andre relevante bilag, så vi har det senest d. 26. januar 2025. Vi afholder samtaler i uge 5 og 6. Stillingen er til besættelse snarest muligt.
For at søge stillingen skal du klikke på linket "Søg stillingen" og følge instruktionerne.
Vil du vide mere om, hvorfor det er noget helt særligt at være en del af DMI, så klik ind på DMI.dk og læs "om DMI".
Afdeling: Sankt Kjelds Plads 11 2100 København Ø
Lokation: Sankt Kjelds Plads 11, 2100 København Ø
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: