Stilling som afdelingslæge ved Afdeling for Led-, Ryg- og Bindevævssygdomme, Aalborg Universitetshospital til besættelse 1. juni 2025 eller efter afta
Region Nordjylland
Afdeling for Led-, Ryg- og Bindevævssygdomme, Aalborg Universitetshospital søger en afdelingslæge der trives i et tæt tværfagligt samarbejde og ønsker at indgå i et ambitiøst specialelægeteam, der brænder for at tilbyde helhedsorienterede, evidensbaserede udrednings- og behandlingsforløb til patienter med reumatologiske problemstillinger. Afdelingslægen bliver fast tilknyttet ryg-ambulatoriet.
Afdelingen er normeret til 6 sengepladser og har ambulatoriefunktion med ca. 13.600 årlige fremmøde kontakter og 15.000 telefon/videokontakter (2023). Afdeling for Led-, Ryg- og Bindevævssygdomme har sengeafdelingssamarbejde med nyremedicinsk afdeling. De ambulante patienter udredes og behandles i afdelingens dagafsnit, biologisk afsnit, urica ambulatorium, ryg ambulatorium, tidlig artrit klinik, GCA-klinik, varme ambulatorium samt bindevævs- og vaskulit-centret. Afdelingen har desuden idrætsmedicinsk funktion. Der er til afdelingen desuden knyttet et forskningsafsnit og et lærestolsprofessorat. Afdelingen deltager i fuldt omfang i studenterundervisningen ved AAUH. Udover den kliniske professor er to af afdelingens speciallæger ansat som kliniske lektorer. Herudover er der normeret 6 hoveduddannelseslæger i specialet, 5 introduktionslæger samt hoveduddannelseslæger fra almen medicin og arbejdsmedicin.
Ansøger skal være speciallæge i intern medicin: reumatologi. Afdeling for Led-, Ryg- og Bindevævssygdomme er en universitetsafdeling og ansøger bør have dokumenteret forskningsaktivitet og gerne en Ph.d-grad. Arbejdet vil bestå af varetagelse af udredning og behandling af reumatologiske patienter i såvel ambulatorier som på sengeafsnit. Det forventes at ansøger har en særlig interesse for patienter med degenerative lidelser, herunder særligt rygpatienter. Afdelingslægen bliver fast tilknyttet ryg-ambulatoriet, men forventes også at skulle varetage opgaver i de øvrige ambulatorier, herunder særligt det idrætsmedicinske ambulatorium, hvorfor relevant uddannelse i idrætsmedicin er et krav.
Det forventes at afdelingslægen er engageret, har gode samarbejdsevner og med sine faglige og personlige egenskaber kan sikre et godt samarbejde både i afdelingen og på tværs af faggrupper og specialer. Der lægges vægt på gode egenskaber for beslutningsdygtighed og robusthed samt evner til, sammen med de øvrige speciallæger, at arbejde med kvalitetsudvikling og målrettet kompetence-udvikling i medarbejdergruppen. Det forventes desuden af afdelingslægen deltager aktivt i samarbejde med primærsektoren med et særligt fokus på rygområdet og indgår i udarbejdelse af retningslinjer samt forestår undervisning.
Afdelingslægen deltager i ABV-vagten i akut-afdelingen, hvor afdelingen dækker ca. hver 8. aften-nattevagt.
Ansøgningen ønskes formuleret under hensyntagen til ”de 7 lægeroller”. Dokumentation af formelle og faglige kompetencer bedes bilagt ansøgningen.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Yngre læger.
Ansøgningsfrist 31/1 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt uge 6.
For nærmere oplysninger kontakt cheflæge lektor, ph.d. Mette Holland-Fischer tlf. 97664070, e-mail [email protected]
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: