Sektionsleder til PET's kontraspionage indsats
Rigspolitiet
Vil du være med til at styrke PET’s indsats mod spionage? Og kan du lede specialister? Så er du måske vores nye leder for en sektion for målopdagelse i Afdelingen for Kontraspionage.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Om jobbet
Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed mod Danmark er blevet mere markant, og i PET styrker vi vores kontraspionageindsats. Vi tilbyder en central rolle i at forebygge, efterforske og modvirke efterretningsaktiviteter udført af fremmede stater i Danmark og mod danske interesser i udlandet.
Som sektionsleder i Kontraspionageafdelingen bliver du leder af en målopdagelsessektion, hvis primære opgave er at identificere den næste spionagetrussel ved at arbejde med nye datakilder og nye måder at bruge PET’s eksisterende viden på. Du får med andre ord et stort medansvar for, at PET lykkes med vores opgave på kontraspionageområdet.
Du bliver leder af en gruppe dygtige og meget engagerede medarbejdere, som hver dag arbejder for at sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Du bliver en del af et ledelsesteam, som sammen med dig, har ansvaret for centerets daglige drift, udvikling af arbejdsområdet samt mange andre forskelligartede ledelsesopgaver. Som en del af arbejdet vil der desuden være behov for at gennemføre tjenesterejser i både ind- og udland.
Om dig
Du besidder et stort drive og har et godt kendskab til PET’s indhentningsdiscipliner og solid erfaring med efterretningsmæssige processer. Du skal være idérig, nysgerrig, vedholdende og god til at kommunikere, prioritere og kvalitetssikre. Endelig skal du have en demonstreret og udtalt evne til at målrette og omsætte større datamængder til konkrete handlemuligheder.
Du besidder særdeles gode samarbejdsevner som gør, at du trives i nært tværgående samarbejde med mange forskellige fagligheder. Du har lyst til at sætte dig for bordenden og drive komplekse opgaver med et kreativt mindset.
Vi forventer, at du er en fagligt engageret og udviklingsorienteret leder, der, om nødvendigt, kan være helt tæt på det operative arbejde. Vi lægger vægt på, at du kan dokumentere dine tværfaglige samarbejdsevner fra dit hidtidige arbejde.
PET skaber operative resultater gennem relationer både indenfor og udenfor hegnet. Vi lægger derfor vægt på, at du er god til at skabe og vedligeholde relationer til mennesker med vidt forskellig baggrund.
Du skal have forståelse for den politiske situation, være iderig og innovativ, men også have god dømmekraft til at træffe de rette valg og være robust, når vilkårene omkring dig ændres.
I stillingen lægger vi vægt på, at du har solid erfaring med efterretningsmæssige processer, ligesom det er en fordel med et godt kendskab til PET’s indhentningsdiscipliner.
Ansættelsesforhold
Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Ansættelsesstart pr.1 april 2025
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station. Her har vi bl.a. et gratis, veludstyret fitnesscenter, mange sociale arrangementer som sommerfest og DHL samt en aktiv personaleforening, hvorigennem du kan opnå diverse fordele og rabatter. Derudover får du fleksible arbejdstider, betalt frokostpause og en ledelse der har fokus på balancen mellem arbejde og fritid.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. For at kunne få job i PET skal du desuden kunne sikkerhedsgodkendes. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Yderligere information
Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 6
Du er altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail [email protected] eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Start ansøgning
Ansøgningsfrist:
23.01.2025
Ansøgningsfrist:
23.01.2025
Arbejdsgiver:
Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt):
Søborg
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: