Erfaren projektleder inden for anskaffelser til Luftdivisionen ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvaret
Er du fagligt dygtig, engageret og interesseret i projektledelse samt parat til at udvide din viden? Har du også interesse i at udvikle Forsvaret i en særlig periode i dansk sikkerhedspolitisk historie? Så er det dig, vi har brug for.
Luftdivisionen (KALU) hos Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse (FMI) søger projektledere med stærke evner i ledelse og styring af komplekse projekter og som desuden kan skabe personlige relationer på tværs af funktions- og arbejdsområder.
Om os
I Projektledelsessektionen, har vi projektledelsesdisciplinen i centrum og benytter denne til at gennemføre og implementere nogle af Forsvarets største indkøb. Projekterne spænder bredt og kan være alt fra større materielindkøb af blandt andet F35-kampfly og droner til anskaffelser og implementering af nye radarsystemer. Fælles for de projekter vi arbejder med, er en høj grad af kompleksitet, økonomisk volumen og er under storpolitisk bevågenhed.
Vi tilbyder et meningsgivende arbejde med mulighed for spændende og alsidige opgaver, der har betydning for Danmarks og Europas sikkerhed.
I projektledelsessektionen møder du en arbejdsplads, hvor tillid, støtte og ordentlighed spiller en central rolle. Her har vi hinandens ryg, og vi dyrker en høj faglighed uanset hvilken stilling, du ansættes i. Dagligdagen er meget dynamisk, da vi har en berøringsflade med interessenter på tværs af hele Forsvarsministeriets område. Du vil derfor få en stor kontaktflade internt i styrelsen, på tværs af Forsvaret samt i mødet med eksterne leverandører.
Vi er professionelle, har fokus på opgaven og passer samtidig på hinanden. Trivsel og et godt arbejdsmiljø vægtes højt og vi har gode rammer for personlig udvikling og har stærkt fokus på et arbejdsliv i balance gennem fleksibilitet og gode muligheder for hjemmearbejde og kompetenceudvikling.
Om stillingen
Du vil indgå i en sektion med cirka 16 kollegaer, som består af en sektionschef, projektledere, projektkoordinatorer, studentermedhjælpere samt et antal konsulenter. Sektionen yder støtte til hele KALU i form af projektledelse og projektstøtte med formålet at tilvejebringe det bedst mulige materiel til de ansatte inden for Forsvarsministeriets område.
Arbejdet udføres i udgangspunktet fra vores domicil i Ballerup. Her vil du indgå i et fagligt og professionelt fællesskab med andre projektledere i KALU samt indgå i et projektledernetværk på tværs af FMI.
Du bliver en del af vores faste projektlederteam, som driver projekter på tværs af KALU. Projekternes område, størrelse og kompleksitet varierer, og man kan derfor forvente at arbejde med flere projekter på samme tid, hvilket stiller store krav til at kunne håndtere komplicerede projekter, der befinder sig på forskellige stadier. Projekterne udføres i tæt samarbejde med specialister indenfor blandt andet jura, teknologi, indkøb og forsyning.
I tillæg til dagligdagen i Ballerup, arbejder vi ud fra det princip, at projektlederne skal være der, hvor det giver bedst mening for projektet, og der må derfor påregnes 10-20 rejsedage årligt – afhængig af projekternes karakter. Vi er fleksible i forhold til hjemmearbejde, så længe opgaverne løses, hvor de giver mest værdi.
Du har ansvar for projekter, hvor du anskaffer militært materiel, som luftforsvar, fly eller software. Her sikrer du blandt andet, at slutproduktet specificeres, anskaffes og implementeres inden for de udstukne rammer.
Du vil følge projekterne i alle relevante faser. Her sikrer du eksempelvis, at markedsundersøgelser, udbud og udvælgelsen af leverandører samt at den efterfølgende implementering, sker i tæt dialog med brugerne.
Du har fuld fokus på, at projekterne og leverancerne sker til den aftalte tid – hver gang. Hos os tæller KØB, KØB & KØB samt HØJ HASTIGHED og RESULTATER. Vi arbejder indenfor FMI’s materielanskaffelses proces, projektmodel og vi baserer os på PRINCE2.
Vi har gode uddannelses- og udviklingsmuligheder, som vil give dig værdifuld viden og færdigheder.
Projektleder Torben udtaler:
”Der er meget arbejde forbundet med analytisk tænkning i forhold til problemløsning, faglighed og planlægning. I det arbejde er det også god hjælp at kunne trække på den bredde af viden og erfaring, man har akkumuleret over tid inden for andre fagområder som f.eks, produktudvikling, teknik, kommercielle forhold, økonomi, og branchekendskab.”
Projektleder Camilla udtaler:
”Jeg har virkelig oplevet, hvordan man her i FMI får mulighed for at udvikle sig som projektleder. Jeg begyndte med mindre projekter, men efterhånden som jeg fik erfaring, fik jeg mere og mere komplekse projekter.
Jeg arbejder med en bred pallette af opgaver og dagene ligner aldrig hinanden. Det bedste er, at jeg hele tiden bliver udfordret – men også bakket op af et stærkt netværk af kollegaer.”
Projektleder Michael udtaler:
”Det bedste ved mit job er, at jeg kan bruge min erfaring til at skabe værdi der rækker ud over projektet selv. Jeg går på arbejde hver dag med følelsen af at være med til at skabe noget vigtigt – og det er det der giver mening for mig.”
Om dig
Du er bannerfører for professionel projektledelse, hvor du kommunikerer nøgleinformation i rette tid til projektets interessenter og er indstillet på at bidrage til den kontinuerlige udvikling af vores processer og metoder.
Du har en civil akademisk uddannelse eller tilsvarende som uddannelsesbaggrund.
Kendskab til Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabet kan være en fordel.
Derudover forestiller vi os, at du:
- Har minimum 5 års erfaring som projektleder.
- Besidder et bredt udvalg af metoder og værktøjer til effektiv projektledelse.
- Er engageret og resultatorienteret med en god portion personlig gennemslagskraft.
- Har erfaring med at navigere i en stor organisation og trives med at bygge og vedligeholde relationer.
- Er kommunikativt velformuleret i skrift og tale på dansk og engelsk og har en motivation, der inspirerer dit projektteam til at yde deres bedste for projekterne.
- Kan facilitere kvalificerede beslutninger og udvise god ledelse i dine projekter.
- Gerne vil udvikle dig selv samt udvikle den måde vi arbejder på.
- Kan se dig selv i en organisation med forvaltningsgrundlag og komplekse processer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er også slået op civilt.
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Mette Theis Skov Westermann på telefon 21654349 eller en evt. kommende projektleder kollega Camilla Ullum på telefon 25153242.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Sandra Bengtson Heede på [email protected].
Ansøgningsfristen er den 5. januar 2026. Vi forventer at afholde 1. samtaler den 8. januar 2026 og 2. samtaler den 14. januar 2026.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
Fakta
Application due
05-01-2026
Start date
Start hurtigst muligt
Work hours
Position category
Position type
AC'erMilitære stillinger
Civile stillinger
Workplace
Københavns omegn
Workplace
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here:

