Hvorfor endte du i Ringkøbing?
”Jeg havde overhovedet ikke lyst til at forlade Aarhus, så det var udelukkende på grund af arbejdet. Men det er et godt eksempel på, at det kan betale sig at tage en chance. Jeg stod faktisk med to løntilskudsstillinger: Én i Ringkøbing Kommune og én på Aarhus Universitet. Jeg valgte den i Ringkøbing, fordi jeg kunne se, at det var den, der kunne udvikle sig til et reelt job. Da jeg så startede i Ringkøbing, endte jeg med at blive ansat i en projektansættelse allerede før min løntilskudsstilling var udløbet.”
Hvordan klarede du at rykke til en fremmed by?
”Da jeg var i løntilskud stillede Kommunen en bolig til rådighed for mig på noget, der hedder Career Campus, hvor det primært er nyuddannede og studerende, der bor. Jeg var der i hverdagene, og så tog jeg hjem til Aarhus i weekenderne, hvor min kæreste boede. Sådan gik det første år, men nu er jeg blevet genansat i et nyt projekt, så min kæreste er også flyttet til Ringkøbing.”
Hvordan er det at arbejde i en yderkommune?
”Det arbejde jeg laver, og det ansvar jeg får, det ville jeg aldrig nogensinde sidde med som nyuddannet i en østligere kommune. Der er færre om buddet her, og de sætter mere pris på den veluddannede arbejdskraft, de får. Man kan få et rigtigt fedt job, hvor man får lov til rigtig meget, og læringskurven er stejl. Omvendt kan man nogle gange føle, man bliver kastet ud på dybt vand. Men det finder man jo ud af.”
Hvordan har det været rent socialt?
”Studielivet er én ting, men arbejdslivet er noget helt andet. I løbet af hverdagene når man ikke meget andet end at arbejde, for det har man ikke tid eller overskud til. Så i hverdagene har arbejdet været nok, og i weekenderne kan man hurtigt sætte sig på et tog eller i bilen til Aarhus eller København. Jeg synes heller ikke, det er svært at få folk til at komme og besøge mig, og så er man jo sammen på en anden måde, fordi det er en hel weekend, og man ikke er tæt på byens kulturelle tilbud. Så bruger man naturen i stedet for.”
Har du også fået nye bekendtskaber?
”Min indfaldsvinkel til nye bekendtskaber har været gennem arbejdspladsen. Det kom egentlig bag på mig, hvor mange unge mennesker, der arbejder i kommunen. Og der er en facebookgruppe, vi kalder Kulturnetværket. Når der sker noget spændende, slår folk det op derinde. Det dækker nogle af de sociale behov. Der gik lang tid, før jeg begyndte at engagere mig i andet end bare arbejde. Nu er jeg med i den lokale islandshesteklub, fordi jeg rider islændere. Det er helt sikkert sådan, man skaber et netværk. Gennem kolleger og foreninger.”
Overvejer du og din kæreste at blive boende?
”Hvis man nu skulle have børn og et billigt hus og have, så er der gode rammer for det. Der er også en dejlig natur. På den måde er det et meget trygt samfund at slå sig ned i. Men vi har det mere sådan, at det her er noget, vi gør et par år, og så ser vi, hvad der sker. Det er slet ikke fordi, jeg bare skal tilbage til Aarhus. Før var det vigtigt for mig at få job i Aarhus, men nu tænker jeg, at Aalborg, Fyn eller Herning også er okay. Alt, hvor man kan køre til sine venner i løbet af en times tid.
Mit budskab er generelt, at det ikke er så slemt derude. Danmark er bare ikke et særligt stort land. Mange har en mærkelig mentalitet omkring, at hvis man skal køre mere end en halv time, så er der langt. Men i USA og Australien eller Canada kører man gerne to timer for at drikke en kop kaffe. Selvom man tager ud og arbejder et sted i et par år, er det jo ikke nødvendigvis fordi, man skal blive der resten af sit liv. Det er bare en mulighed for at komme rigtigt godt i gang.”
Liv Malskær
Cand.scient.anth., Aarhus Universitet 2013.Projektleder i turismeprojektet ”Værtsskab i verdensklasse”, Ringkøbing-Skjern Kommune.