En recruiter er en person med ansvar for at skaffe gode ansøgere til en stilling. At række ud til folk, de ikke kender, er en del af deres hverdag, så tag det roligt, når de pludselig ringer eller skriver. For recruiteren er det business-as-usual.
Der er tre typer af recruitere: Interne, eksterne og lykkejægere. Når de ringer, kan det kan betale sig hurtigt at finde ud af hvilken type, du har i røret. Det er nemlig vigtigt, når du skal beslutte dig for, om de er værd at bruge din tid på.
Intern recruiter
En intern recruiter er ansat i firmaet, der har lavet jobopslaget, og har tit at gøre med alt, der kan skaffe nye ansatte til én eller flere afdelinger. Det spænder fra at skrive og udsende jobopslag til at afholde faglige arrangementer. Den interne recruiter er ofte det første ansigt, du møder, hvis du søger job i firmaet, og de kan også være din primære kontakt.
Den interne recruiter tænker som regel langsigtet på firmaets bedste, så de vil behandle dig pænt, selv om du ikke er parat til at skifte job lige nu. Deres forslag om at holde kontakten er 100% reelt - der er jo sikkert også en mulighed næste år. Er firmaet interessant, så sæt endelig tid af til en snak med den interne recruiter.
Ekstern recruiter
En ekstern recruiter sidder i et separat firma, der bliver hyret til at få de rigtige personer til at komme til samtale på et bestemt jobopslag. Den eksterne recruiter er derfor nødt til at tænke lidt mere kortsigtet end den interne recruiter. Somme tider skal den eksterne recruiter bare have dig ind til samtale hos deres kunde for at hæve checken. Andre gange bliver de kun betalt, hvis du ender med at blive ansat.
I det sidste tilfælde vil recruiteren måske tage en egentlig jobsamtale med dig, før de sender dig videre i processen. Det er sjældent særligt interessant for dig, fordi recruiteren som regel ikke kan fortælle dig meget om jobbet. Samtalen kan derfor blive temmelig ensrettet, hvor du bliver stillet en masse spørgsmål uden at få noget nyttigt retur. Brug kun tid på den eksterne recruiter, hvis du er fristet af jobbet lige her og nu.
Lykkejægeren
Lykkejægeren er en helt særlig recruitertype, der slet ikke har en relation til det firma, som har slået jobbet op. En lykkejæger holder øje med jobopslag og søger rundt på internettet efter gode profiler. Når lykkejægeren ser et muligt match, skriver de til firmaet og beder om penge for at give et godt tip.
Hvis du hører fra dem, vil det som regel være for at få dig til at skrive et CV, der passer til jobopslaget. Lykkejægeren vægter som regel kvantitet over kvalitet og henvender sig tit uden at have undersøgt matchet nærmere. Det kan som regel ikke betale sig at svare dem.
En gang, da jeg var mellemleder i en hastigt ekspanderende R&D-afdeling, modtog vi en email fra en engelsk lykkejæger (Vær på vagt over for recruitere fra England - det her eksempel er desværre ikke helt enestående). Han kunne meddele, at han var i kontakt med den perfekte kandidat til en stilling, vi havde slået op. Han skulle bare have halvanden årsløn(!), hvis vi endte med at ansætte vedkommende.
Emailen havde en kort liste af punkter, der beskrev kandidaten, og det lød sådan set lovende nok, men vi var ikke så desperate, at vi ville betale den høje pris. Der var også et par luskede ting ved teksten, så vi blev nysgerrige.
Et par minutters Googling senere kunne vi konstatere, at kandidaten boede meget langt væk og havde et glimrende job allerede, at punktlisten var direkte kopieret fra kandidatens LinkedIn-side, og at recruiteren næppe havde været i kontakt med kandidaten!
Moralen er: Din tid er vigtig. Brug den på de rette recruitere! Held og lykke i jobsøgningen!