Kontrolrum kalder koblingsleder: klar til at sikre elnettet?
Andel Holding
Vil du være garant for, at dine kolleger i marken kommer helskindede hjem hver dag – når I sammen sikrer, at elnettet kører?
Og kunne du tænke dig et oplæringsforløb, hvor du først er på egen hånd, når du er helt tryg ved dine opgaver? Lige nu mangler vi flere kolleger til vores kontrolrum. Er du en af dem?
Nexel – vi står sammen om elnettet
I Nexel varetager vi drift og anlæg samt overvågning og styring af elforsyningsanlæg på distributionsniveau for elnetselskaberne Cerius og Radius. Gennem vores arbejde er vi med til at sikre energi til vores fælles hverdag – på jobbet, i skolen og derhjemme.
Kontrolrummet – vi skaber sikkerhed for vores kolleger
På kontoret i Virum finder du kontrolrummet – og dine 30 nye kolleger. Det er os, der udfører den daglige koblingsledelse og sikrer, at elnettet i Østdanmark kører, som det skal. Og det kan godt være, vi arbejder med 400 V-50 kV, men spændinger i teamet har vi ingen af.
”Der er en rigtig god kemi mellem os i teamet – og en stor faglig respekt. Så mangler du et par ekstra øjne på en opgave, er der altid en, der er parat til at hjælpe dig,” fortæller Christian, koblingsleder og din nye kollega.
Du udfører koblingsledelse og afbrydelsesplanlægning
Som koblingsleder sørger du for, at de højspændingskomponenter, dine teknikerkolleger arbejder på, bliver sikret og jordet, så ingen kommer til skade.
Derudover står du for den daglige afbrydelsesplanlægning i forbindelse med vores anlægs-, drifts-, og vedligeholdelsesaktiviteter – alt sammen i tæt samarbejde med interne og eksterne kolleger.
Derudover kommer du også til at:
- medvirke til en høj leveringssikkerhed hos vores kunder, hvor prioriteringer omkring person-, anlægs-, og forsyningssikkerhed er fastlagt
- udføre en sikker og effektiv reetablering af forsyningen til vores kunder ved driftsnedbrud samt sikre en god kommunikation til de berørte
- sikre igangsætning af fejludbedring efter driftsforstyrrelser
- samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere i forbindelse med den daglige drift og driftsforstyrrelser – alt lige fra presseafdelingen og montørerne i marken til eksterne virksomheder
- foretage driftsmæssige rettelser af net-konfigurationer i kontrol- og overvågningssystemet.
"Du får også mulighed for at deltage i tværorganisatoriske projekter, fx udskiftning af transformere eller etablering af nye hovedstationer", fortæller Søren, afdelingsleder i kontrolrummet.
Vagtordning, der tager hensyn til dit privatliv
Da der er brug for vores ekspertise døgnet rundt, indgår du også i en vagtordning. Men hos os kommer du ikke til at indgå i et traditionelt 3-holdsskifte. For i teamet har vi stort fokus på balancen mellem arbejds-, fritids- og familieliv, og derfor forsøger vi at reducere belastningen af de skæve vagter mest muligt.
Du kommer også til at indgå i en fælles rådighedsvagt, når din oplæringstid er veloverstået.
Er du teknisk funderet – og kan du bevare fatningen?
Når systemerne ikke reagerer som forventet, trækker du på din elektrotekniske viden. For ligesom os er du nysgerrig og elsker at nørde med dit arbejde, og derfor når du altid frem til en god løsning.
Vi ved godt, at vi arbejder i en nichebranche, og derfor forventer vi ikke, at du er højspændingsekspert fra start. Til gengæld forventer vi, at du har den rette indstilling og gåpåmod til at lære noget nyt. Ellers forestiller vi os, at du:
- er maskinmester, elinstallatør, el-ingeniør eller har en tilsvarende baggrund
- har en god IT-forståelse, så du kan sætte dig ind i SCADA-systemerne
- kan bevare roen og overblikket, når du har flere sideløbende opgaver af forskellig karakter
- har det godt med at arbejde selvstændigt og være beslutningstager i kritiske driftssituationer
- har en god situationsfornemmelse og respekt for menneskers forskellighed
- god til at dele din viden med interne og eksterne kolleger og skabe tillidsfulde relationer.
Vi kombinerer formål, faglighed og fællesskab
Hos os bliver du en del af en arbejdsplads, der engagerer sig i den grønne omstilling og aktivt sætter positive spor i samfundet. Vi er ikke kun et demokratisk-ejet andelsselskab, men også et fællesskab der tænker langsigtet og formålsdrevet, og hvor forandringer er velkomne, som en vigtig del af dagligdagen.
Vores andelskultur er kendetegnet ved et sammenhold og relationer, der bunder i tillid. Når vi mødes i kantinen, taler vi uformelt med hinanden, og i arbejdet mødes vi med en ligeværdig tilgang på tværs af koncernen, fordi vi ved, at hver person bidrager med noget særligt og værdifuldt.
Et andelsselskab i bevægelse – vil du med på rejsen?
Lyder stillingen som noget for dig, så send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt via annoncen her. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Søren Wieseltier på telefon 24 91 84 09 eller senior overvågningsspecialist Magnus Bøgh Hvid på telefon 30 31 56 89.
Samtalerne afholdes løbende, og vi ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.
Vi ser frem til at høre fra dig.
For at sikre gældende GDPR-lovgivning modtager vi kun ansøgninger via jobannoncen.
Deadline for annoncen er 26. januar 2025.
Afdeling:
Lokation: Virum
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: