Boligsupporter til erhvervssager og inspirerende sparringsmiljø
Sparekassen Kronjylland
Ønsker du en specialistrolle, hvor du bringer dine kompetencer på boligområdet i spil og bidrager til gode kundeoplevelser for Danmarks mest tilfredse erhvervskunder? Så har vi en plads til dig i vores team i Boligsupport Erhverv, der arbejder dedikeret med boligfinansiering på erhvervsområdet for Sparekassen Kronjyllands erhvervskunder.
Ansvar og spændende opgaver
Du kommer til at spille en central rolle i forbindelse med håndteringen af de mange boligsager i landets 10. største pengeinstitut. Her venter dig en afvekslende hverdag, hvor du får rig mulighed for at udfordre dig selv og dygtiggøre dig endnu mere i rollen som boligsupporter. Det gør du blandt andet gennem et voksende ansvar for løsningen af opgaverne og gennem de særlige indsigter, du opnår, når du følger alle faser af en erhvervslånesag.
Du kommer til at sags- og dokumenthåndtere i alle former for erhvervs- og tinglysningssager inden for både nybyggeri, om- og tilbygning, ejerskifte og konvertering. Det betyder, at du eksempelvis skal ekspedere lånetilbud fra Totalkredit Erhverv og DLR, udarbejde ejendomsfinansieringsaftaler og effektuere lån, efterfinansiering og naturligvis tinglysning i sagerne.
Stærkt fællesskab
I jobbet får du nem adgang til at sparre med dine kolleger i Boligsupport Erhverv og i Erhvervsservice-gruppen, hvor vi er i alt cirka 20 medarbejdere. Derudover har vi et spændende og lærerigt supportmiljø sammen med de andre supportområder, som vi deler hus med i vores forretningssupportenhed på Frankrigsvej i Hammel. Du får samtidig en tæt kontakt til vores kolleger i afdelingsnettet, når du ekspederer låne- og tinglysningssager. Du får dermed en bred kontaktflade og bliver en del af et hold, hvor vi er gode til at hjælpe hinanden i hverdagen.
Sådan bliver du en succes i jobbet:
Efter 100 dage tager du ansvar for din løsning af opgaverne og føler du dig hjemme i Sparekassen Kronjylland. Det er lykkedes særligt godt, fordi:
- Du har gennemgået vores onboardingprogram og deltaget i diverse sidemandsoplæring inden for Boligsupport Erhvervs forskellige boligsager. Du har derfor lært teamet godt at kende og har fået en god forståelse for vores opgaver.
- Du har en relevant finansiel uddannelse - og måske rådgivererfaring - eller en baggrund som ejendomsmægler, har du på forhånd stor viden om finansiering af erhvervsejendom og ekspedition af salg og køb af erhvervsejendomme, omprioritering samt indfrielse af lån. Den indsigt drager du nytte af i din håndtering af boligsagerne, og den har givet dine kolleger stor tillid til dig og din faglighed.
- Du har fået oparbejdet et godt og konstruktivt samarbejde med dine kolleger i Boligsupport Erhverv og Erhvervsservice, og du tager aktivt del i det gode sparringsmiljø. Det gør du, fordi du er en holdspiller, der er god til at skabe relationer, og fordi du naturligt tager del i teamet. Du er nysgerrig, har lyst til at lære nyt og aktivt involverer dig i afdelingen og opgaverne.
Om 1 år er du en vigtig spiller i løsningen af boligsager på erhvervsområdet, og sammen med resten af teamet bidrager du til, at Sparekassen ikke bare har Danmarks mest tilfredse kunder i dag, men også i morgen. Det lykkes især, fordi du:
- udfører dine opgaver med en høj grad af selvstændighed. Du tager ansvar for opgaver og løsninger, men også for at holde dig opdateret på vores fagområde, så du løbende udvikler dig selv og vores team.
- er anerkendt som en kompetent specialist og god samarbejdspartner. Det er du blandt andet, fordi du er fagligt stærk, og fordi du med dine gode kommunikationsevner har let ved både at yde support til kolleger i afdelingsnettet og til at formidle viden til dine kolleger i teamet. Du er nu desuden superbruger på de systemer, som indgår i sagsbehandlingen på dit område.
- er løsningsorienteret og har et udpræget servicegen. Du sætter en høj standard for det serviceniveau, vi praktiserer over for kolleger i de kundevendte afdelinger og Sparekassens kunder – og er derfor stolt over at være en del af en afdeling, der bidrager til den gode kundeoplevelse ved kontinuerligt at levere kvalitet til tiden.
- er struktureret og har orden i penalhuset. Du har et godt overblik og samtidig sans for detaljen. Det udnytter du blandt andet, når du bidrager til at få arbejdsprocesserne i Boligsupport Erhverv og Erhvervsservice til at køre så smidigt og effektivt som muligt.
Det kan du også glæde dig til
Vi drømmer om, at vi er hinandens bedste jobmatch mange år frem i tid. Vi bakker derfor op om din succes i jobbet med rig mulighed for vidensdeling, dygtiggørelse og adgang til relevante kurser.
Vi har en fælles pulje af opgaver. Hver morgen fordeler vi dagens arbejde, så vi sikrer, at vi i fællesskab når alle dagens deadlines og samtidig får arbejdet os godt ned i stakken af opgaver, som kan ligge over. Da du ikke har egne opgaver, vil du hver dag få en tilfredsstillende oplevelse af, at du når i mål. Sammen med dine kolleger tager du hul på nye opgaver, når du møder næste dag. Det er teamwork, når det er bedst.
Du bliver samtidig en del af et solidt pengeinstitut, som er inde i en stærk udvikling. De seneste år har vi eksempelvis åbnet flere nye afdelinger, ligesom vi ifølge den seneste undersøgelse fra analysebureauet EPSI har Danmarks mest tilfredse kunder – både private og erhverv. Vi er dermed også en stor, ambitiøs organisation, og vi har mange forskellige jobmuligheder, hvis du på den lange bane får nye interesser.
Vi ved, at der er andet end arbejdet, der fylder i dit liv. Du får derfor også fleksible rammer, så du har indflydelse på tilrettelæggelsen af din hverdag. Derudover venter dig en attraktiv ansættelsespakke med blandt andet 7 ugers ferie og frihed, 11,65 % arbejdsgiverbetalt pension, 3,25 % i ferietillæg og fordele i vores medarbejderbank.
Klar til et nyt spændende skridt i din karriere? Så ansøg nu!
Søg jobbet
Arbejdssted:
Hammel
Se afdelingens team her
Jobtype:
Fuldtid
Ansøgningsfrist:
Hurtigst muligt og senest 27. december 2024. Vi holder løbende samtaler og fjerner stillingsopslaget, når vi har fundet vores nye kollega. Det kan derfor godt være før fristens udløb.
Forventet tiltrædelse:
Efter nærmere aftale.
Flere oplysninger kan du få hos:
Funktionschef Anders Jørgensen: 42 13 42 51
HR-partner Jonas Fusager: 61 68 43 65
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: