Afdelingslæge i Urinvejskirurgi, Vejle Sygehus - en del af Sygehus Lillebælt
Region Syddanmark
Er du vores nye kollega?
Ønsker du at arbejde i en afdeling, hvis motto er ” Urologi med stil og smil” ?
Ønsker du at arbejde på et sygehus, der udover faglig excellence arbejder for at møde patienten med værdier som ”Vi ser dig som et helt menneske”, ”Vi har respekt for din tid”, ”Vi giver dig tryghed og omsorg” , ”Vi tilbyder præcis og personlig behandling” og ” Vi sørger for sammenhæng i dit behandlingsforløb”?
Ønsker du at arbejde sammen med 120 dygtige og dedikerede kolleger, der alle brænder for at gøre deres bedste på netop det område, de er ansvarlige for og for at være gode kolleger og samarbejdspartnere?
Ønsker du at arbejde i en afdeling, der både dyrker hovedfunktionsopgaven og det specialiserede?
Ønsker du at blive en del af en speciallægegruppe, hvor vi accepterer, at vi har individuelle behov i vores arbejdsliv men hvor vi alle trækker i samme retning og hjælper hinanden.
Kan du trives i en travl afdeling, hvor du både kan give og modtage hjælp til at løse dine opgaver, når der er brug for det?
Hvis du kan svare ja til ovenstående, tror vi, at du lige vil passe ind i vores afdeling.
Vi søger:
En dygtig og engageret speciallæge i urologi.
Du skal have almene urologiske kompetencer og vil efter kvalifikationer og interesser blive tilknyttet et eller flere af afdelingens teams.
Du skal ønske at deltage i vagtarbejde.
Du skal synes at det er sjovt, at dele din viden og lære fra dig til vores unge kolleger.
Du skal trives med teamarbejde både med lægekolleger og andre grupper i afdelingen og på sygehuset.
Du skal ønske at udvikle dig fagligt.
Afdelingen
Urinvejskirurgisk Afdeling varetager akut og elektiv urologi på hovedfunktionsniveau for den østlige del af Region Syddanmark med et befolkningsunderlag på knap 470.000. Afdelingen indeholder Center for Nyresten og Endourologi og har Regionsfunktion for behandling af sten i nyrerne, herunder ESWL. Centret varetager nyrestensbehandling på højt niveau, inklusiv behandling af børn. Afdelingen har herudover Regionsfunktion for behandling af Nyrekræft.
Afdelingen i Vejle råder over et sengeafsnit med 18 senge, samt modtagelsesafsnit tæt ved sengeafdelingen for akutte patienter i dagtid samt for elektive operationspatienter. Herudover har vi 5 senge på akutafsnittet. Der opereres på 2 stationære lejer dagligt, samt 1-3 dagkirurgiske lejer, herunder ESWL. I ambulatoriet bemandes 5 lægelinjer dagligt. Afdelingen har udover hovedafdelingen i Vejle en speciallægedækket funktion på SHS Åbenrå sygehus med ambulatorium og dagkirurgi.
Afdelingens speciallæger (13 overlæger og 14 afdelingslæger/HU3) arbejder alle i et eller flere teams og varetager i fælleskab almene funktioner i afdelingen. Størstedelen af speciallægerne har hovedtjenestested i Vejle, mens en mindre del har hovedtjenestested i Åbenrå. Funktion på begge matrikler er ikke et krav, men aftales individuelt.
Vagtfunktionen bemandes på hverdage udenfor dagtid, samt i weekender af en forvagt i tilstedeværelsesvagt og en bagvagt på tilkald fra hjem. Derudover med en overlæge i beredskabsvagt, hvis bagvagten er hoveduddannelseslæge i fase 3.
Undervisning og forskning
Afdelingen har en aktiv forskningsenhed, der har status som Fokuseret Forskergruppe på Syddansk Universitet, Institut for Regional Sundhedsforskning. Forskergruppen har tilknyttet et professorat, en adjunkt professor, en lektor, 2 forskningssygeplejersker og flere ph.d. -studerende. Herudover har flere af afdelingens speciallæger dedikeret tid i Forskningsenheden.
Afdelingens hovedforskningsområder er aktuelt nyresten, avanceret endourologi, prostatakræft, uroradiologi og kommunikation.
Klinikkens læger deltager i både nationale og internationale postgraduate uddannelsesaktiviteter, som afholdes i og udenfor afdelingen.
Afdelingen uddanner læger i alle faser af den postgraduate uddannelse og har aktuelt 10 reservelæger ansat. Uddannelse prioriteres højt.
Stillingen
Afdelingslægen, der ansættes, vil indgå i et eller flere teams afhængig af kvalifikationer og ønsker. Funktionen vil herudover omfatte afdelingens almene urologiske funktioner, herunder vagt.
Arbejdsplanlægningen for speciallæger har baggrund i et fast rul, hvor de enkelte læger er planlagt individuelt i forhold til blandt andet faste dage i ambulatoriet og på operationsgang og med hensyn til vagt. Nogle er vagtfri, andre har halve eller hele vagtrul. Nogle har fri efter vagt, andre ikke. I forhold til funktioner på afdelingens to matrikler tilstræbes, at man kun har funktion på den/de matrikler man ønsker, men alle er ansat med 2 tjenestesteder.
Den, der ansættes, skal være speciallæge i urologi.
Løn-og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til den mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger indgåede overenskomst.
Yderligere oplysninger
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til cheflæge Bettina Nørby, 7940 9420.
Ansøger bør i ansøgningen forholde sig til de syv kompetenceområder: Medicinsk ekspertise, kommunikation, samarbejde, ledelse/administration, sundhedsfremme, akademiker, professionel og i videst muligt omfang dokumentere kvalifikationerne indenfor disse kompetencer.
Ansøgning sendes til
Stillingen søges via det angivne link.
Ansøgningsfrist 18. december 2024
Ansættelsessamtale forventes afviklet snarest derefter
Afdeling: Urinvejskirurgi, Vejle Sygehus
Stillingsbetegnelse: Afdelingslæge
Arbejdstid: 37
Arbejdssted: Vejle
Ansøgningsfrist: 18-12-2024