Relationsstærk og initiativrig pædagog søges til ”Fritidshuset Ellekær” - fritids- og ungdomsklubben i Bispehaven - UngiAarhus
Aarhus Kommune
Om jobbet:
Fritidshuset Ellekær ligger i Bispehaven i Aarhus V og består af en fritids- og ungdomsklub samt en pædagogisk ledet legeplads. Målgruppen er børn og unge i alderen 10-18 år og klubben har i skrivende stund 80 medlemmer. Hverdagen i klubben er bygget op omkring forskellige pædagogiske aktiviteter. Vi arbejder allermest med de store fællesskaber, men tilrettelægger også små indsatser for de børn og unge, der har behov for noget særligt.
Størstedelen af vores medlemmer er i udsatte positioner. Nogle kæmper med sociale problemer mens andre er decideret kriminalitetstruede. Flere af dem har funktionsnedsættelser eller andre særlige behov, hvorfor det også vil være yderst relevant at søge stillingen, hvis dine interesser og kompetencer er indenfor social/special-området.
Dine vigtigste arbejdsopgaver vil være:
- At tilrettelægge og udføre pædagogiske aktiviteter, som er relevante for børnene/de unge. Nogle gange med afsæt i deres egne ønsker – andre gange fordi du øje på noget, der ville gavne dem i deres udvikling. Du vil kunne bruge dig selv og dine interesser i arbejdet med børnene/de unge, så brænder du fx for basket, bagning eller brætspil, så vil vi gerne høre om det!
- At dyrke relationen til vores børn og unge og være den tilgængelige voksen, de kommer til med stort og småt. Du vil blive kontaktpædagog for en del af de unge, og derfor være ansvarlig for at følge op på og støtte dem i deres trivsel og udvikling.
- At bidrage til en fortsat udvikling af vores forældresamarbejde. Noget der til tider kan være udfordrende i et udsat boligområde, men som vi tror på er helt essentielt. Du vil både komme til at planlægge det gode forældremøde og sidde for bordenden på individuelle netværksmøder.
- At bidrage til en sund samarbejdskultur på arbejdspladsen, hvor vi tør stille os nysgerrige på hinandens praksis. Vi værdsætter undren, refleksion og feedback og arbejder pt. på at blive endnu bedre til at sparre fagligt med hinanden.
- At samarbejde med andre. For at vi kan lykkes med vores opgave, har vi brug for at samarbejde med en række andre relevante aktører, bl.a. Den Boligsociale Helhedsplan i området, Gadeplan, PPR, socialforvaltning, lokalpoliti og børnene/de unges respektive skoler. Vi samarbejder også med det øvrige UngiAarhus og Get2sport.
Din profil:
Fagligt forventer vi at du:
- Er uddannet pædagog
- Er fritidspædagogisk handlingsorienteret og kan sætte gang i pædagogiske aktiviteter som fx madlavning, lege, krea eller lignende.
- Har erfaring med at arbejde med børn og unge i udsatte positioner, fx kriminalitetstruede unge eller unge med særlige behov
- Er god til at kommunikere – både i tale og skrift og med såvel børn/unge som forældre og samarbejdspartnere
- Kan stå tydeligt som pædagog, selvom bølgerne går højt
- Kan reflektere og begrunde din pædagogiske praksis
- Kan arbejde i et miljø med høje følelsesmæssige krav, bl.a. ved at balancere de tre P’er
Personligt forventer vi at du:
- Er rummelig og tålmodig – med de unge og med dine kollegaer
- Selv kan få øje på opgaverne og tage initiativ til at sætte noget igang
- Har en stor ja-hat og ser muligheder i det meste
- Er omstillingsparat. Vi arbejder med mennesker og både UngiAarhus, Bispehaven og selve hverdagen i klubben forandrer sig hele tiden.
Derudover er det en forudsætning for at søge stillingen at du:
- Er indstillet på at arbejde, når de unge har fri. Som udgangspunkt hver eftermiddag og to aftener om ugen til kl. 22 + ved enkelte weekendarrangementer, lejrture m.m.
Derfor skal du vælge os:
Personalegruppen består primært af uddannede pædagoger og er en lille enhed med et tæt sammenhold og godt kollegaskab. Vi går op i at støtte hinanden i svære situationer og fejre hinandens og vores fælles succeser. Personalegruppen består af dygtige og engagerede folk, som brænder for at gøre en forskel for alle områdets børn og unge.
Du vil få rig mulighed for at udvikle dig fagligt – både via det daglige pædagogiske arbejde i klubben, hvor vi vægter supervision og kollegial sparring højt, men også fordi vi har et stort fokus på kontinuerlig kompetenceudvikling.
Løn og ansættelsesvilkår:
Vi tilbyder en fast stilling som klubpædagog, 34 timer/uge, med ansættelse pr. 1. januar 2025 eller efter aftale. Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst med BUPL.
Der vil blive indhentet børne- og straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Hvis du vil vide mere:
Du kan få yderligere information om stillingen ved at kontakte Pædagogisk leder Annika Bech Juulsen på tlf. nr. 41854194 eller mail [email protected]
Du kan få mere viden om Ung i Aarhus og klubben her: https://ungiaarhus.aarhus.dk/klubber-og-legepladser/fritidshuset-ellekaer
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: søndag d. 24. november 2024
Vi forventer at afholde samtaler onsdag d. 27. november 2024
Aarhus Kommune ser mangfoldighed som en styrke. Vi opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion, seksualitet og nationalitet til at søge.
Om os
UngiAarhus er en bydækkende organisation, der har ansvaret for fritidsklubber, ungdomsklubber, ungdomsskolen og de pædagogisk ledede legepladser i Aarhus Kommune. Vi samarbejder desuden med skolerne om de unges dannelse og uddannelse. Vores målgruppe er børn og unge fra fjerde klasse til 18 år (21 år for unge med særlige behov).
UngiAarhus er inddelt i tre søjler: ØST, VEST og BYDÆKKENDE OG TVÆRGÅENDE. Alle områder arbejder både lokalt og bydækkende. Du kan læse mere om UngiAarhus og om Aarhus Kommunes fritids- og ungdomsskoleplan her: www.ungiaarhus.dk
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Afdeling: Fritidshuset Ellekær
Ansøgningsfrist: 24 November 2024
Placering: Ryhavevej 42, 8210, Aarhus V
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: