Er du sygeplejerske med et ønske om at behandle børn og unge med selvmordsadfærd samt bidrage til at videreudvikle behandlingstilbuddet? Så er det dig
Region Hovedstaden
Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse
I Kompetencecenter for selvmordsforebyggelse arbejder vi for at forebygge selvmord, selvmordsforsøg og anden selvmordsadfærd blandt børn og unge under 18 år. Opgaverne i kompetencecenteret består af:
- En klinisk funktion. Vi ser ca. 200 børn og unge årligt, hovedsageligt i alderen 13-17 år, og foretager psykopatologisk screening, selvmordsrisikovurdering og behandler børn og unge med selvmordsadfærd.
- Undervisningsopgaver. Bl.a. står vi for undervisningen til nyansatte kollager i BUC i forståelse af selvmordsadfærd, selvmordsrisikovurdering samt behandling ift. selvmordsadfærd.
- Udvikling og forskning. Vi har tilknyttet en forskningsansvarlig post doc, som planlægger og faciliterer samarbejdet imellem klinik og forskning.
Kompetencecenteret består af en teamkoordinator og 2-3 medarbejdere. Derudover har teamet adgang til socialrådgiverkræfter og kliniksekretær. Vi forventer et kapacitetsløft fremadrettet i forbindelse med afsatte midler til de selvmordsforebyggende klinikker i Danmark, som led i gennemførelsen af en national handlingsplan for selvmordsforebyggelse i foråret 2024.
Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse er pr. 1. august 2024 forankret under Psykiatrisk Akutmodtagelse og Akutafsnittet, og der skal opstartes et nyt team i Glostrup.
Akutmodtagelsen modtager børn og unge op til og med 17 år, der har behov for en akut psykiatrisk vurdering og behandling. Akutmodtagelsen henviser en del børn og unge med selvmordsadfærd til et ambulant behandlingsforløb ved Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse.
Din rolle som sygeplejerske eller pædagog
Det er den kliniske funktion, der fylder mest i din arbejdsdag. Samtidig er der også mulighed for at varetage andre opgaver f.eks. undervisningsopgaver både internt i BUC og eksternt i kommuner m.fl. samt opgaver i forbindelse med udvikling af behandling og samarbejde med den forskningsansvarlige post doc.
Vi forventer, at du deltager til interne, regionale og nationale møder, konferencer mv. inden for det selvmordsforebyggende område.
Eksempler på dine opgaver:
- Indledende vurderinger, hvor der fokus på screening og vurdering af selvmordadfærd, psykosociale omstændigheder samt psykopatologisk screening af henviste børn og unge.
- Behandling bestående af samtaler med børn, unge og forældre, psykoedukation til forældre i gruppe, ved behov afholdelse af netværksmøder og kontakt til ungerådgivere.
- Deltage i teammøder og teamsupervision.
- Varetage Kompetencecenterets telefonrådgivning, hvor fagpersoner, børn/unge og familier kan ringe ind og få vejledning.
- Deltagelse i diverse møder og konferencer med samarbejdspartnere inden for feltet.
Der er mulighed for at indgå i udviklingen af Kompetencecenterets behandlingstilbud og kapacitetsløft, undervisningsopgaver i selvmordsforebyggelse samt rådgivningsopgaver til interne og eksterne samarbejdspartnere.
Vi tilbyder dig
Du vil få oplæring i og opnå erfaring med:
- selvmordsforebyggelse i BUC, regionalt, tværregionalt og nationalt.
- selvmordsforebyggende behandling – individuelle samtaler med børn og unge, forældresamtaler, psykoedukation til forældregruppe mv.
- undervisning i selvmordsforebyggelse i BUC (til ambulatorie personale, til døgnpersonale og til læger i vagt) og eksternt til kommunale samarbejdspartnere fx videns-personer i Københavns Kommune og Frederiksberg kommune.
Du opnår erfaring med tæt teamsamarbejde, udviklingsopgaver og samarbejde med forskning.
Du bliver en del af et team:
- med en højt specialiseret funktion, hvor du vil få en spændende og meningsfuld hverdag med alsidige opgaver.
- hvor der er fokus på oplæring, tæt samarbejde og sparring med kollegaer samt supervision.
- hvor arbejdet er tilrettelagt på baggrund af et tværfagligt fundament.
- der er udviklingsorienteret og forskningsrettet.
- der bidrager med undervisning og sparring til øvrige afsnit og kollegaer omkring de selvmordsforebyggende tiltag og behandling.
Du bliver en del af et center:
- hvor der arbejdes med forbedringskultur og grundlæggende værdier som tillid, retfærdighed og gennemsigtighed.
- som tilbyder et grundigt introduktions- og onboarding-program.
- som tilbyder muligheder for faglig og personlig udvikling.
Der er noget grundlæggende naturstridigt i at så unge mennesker kan miste håbet og troen på at livet er værd at leve og der er uendeligt mange grunde til at børn kan nå så langt ud at selvmordet opleves som eneste løsning.
Det er netop derfor arbejdet bliver så alsidigt, udfordrende og mest af alt betydningsfuldt og hvor man som fagperson kan gøre en enorm forskel for den unge og deres familier.”
(citat fra læge Nicolai Rimvall, tidl. ansat i uddannelsesstilling i teamet og forsat ekstern underviser for KFS)
Vores forventninger
Du er sygeplejerske med master eller anden relevant uddannelse. Du er en erfaren behandler med baggrund i voksenpsykiatri og eller/ børne- ungdomspsykiatri eller anden relevant erfaring med børn, unge og deres familier.
Du har erfaring med selvmordsrisikovurderinger og kan navigere i subakutte og komplekse situationer, hvor du skal selvmordsrisikovurdere et barn/ung og håndtere dette.
Du har erfaring med støttende samtaler/terapi og/eller psykoedukation – individuelt og i grupper, og erfaring med inddragelse af forældre/familier/netværk.
Du er god til at arbejde selvstændigt og kan planlægge dit arbejde samtidig med at dine samarbejdsevner er gode. Du kan reflektere og arbejde udviklingsorienteret.
Du har gode IT-kompetencer og/eller er bekendt med Sundhedsplatformen.
Du har undervisningserfaring, og du har lyst til på sigt at undervise internt og eksternt i selvmordsforebyggelse.
Ansættelsesforhold
Stillingen er en fast stilling på 37 timer. Vi ønsker, at du starter pr. 1. januar 2025 eller snarest derefter.
Du ansættes i henhold til overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Sygeplejeråd.
Ambulatoriet har åbent i dagtimerne mandag-fredag.
Som nyansat sygeplejerske bliver du i øvrigt knyttet til et specifikt døgnafsnit, hvor du indgår i vagtarbejdet lørdag og søndag hver 6. uge. Vi sørger naturligvis for at klæde dig godt på til opgaven. Det sker i form af et individuelt introprogram, vidensdeling og sparring med kolleger. Og så sker det i form af løbende kompetenceudvikling med afsæt i dine erfaringer og behov.
Kompetencecenteret har åben mandag til fredag i dagtimerne. Din arbejdstid vil derfor primært ligge inden for dette tidsrum.
Regionen er et døgndækket område, og du vil efter konkret behov kunne blive planlagt med vagter uden for Kompetencecentrets åbningstider i overensstemmelse med reglerne i den gældende arbejdstidsaftale.
I henhold til lovkrav skal du ved ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevise ren børneattest. Center for HR indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra dig, når de udfærdiger dit ansættelsesbrev.
Vil du vide mere?
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte psykolog og teamkoordinator for Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse (KFS) Louise Harder på [email protected] eller afsnitsledende overlæge for B205 Akutafsnit, Akut-team og KFS Helene Grønning på[email protected], 40 12 98 56.
Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på job-i-psykiatrien.
Søg stillingen
Synes du, at ovenstående lyder spændende, så vil vi glæde os til at læse din ansøgning.
Send din ansøgning, CV samt uddannelsesbeviser via linket 26. november
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler løbende.
Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser, der kræver en tværfaglig indsats i hospitalsregi. Centeret har to kliniske afdelinger Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen, samt en stor forskningsenhed.
Herudover har centeret en række støttefunktioner, herunder en administration og en kvalitets- og forbedringsenhed. Samlet er vi næsten 900 medarbejdere, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de næsten 15.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret (2023-tal). Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside www.buc-regionh.dk.
Afdeling: Ny org
Kristineberg 3, København Ø
Lokation: Region Hovedstadens Psykiatri
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: