Overlæge inden for neuropædiatri med mulighed for fagområdeansvar søges til Afdeling for Børn og Unge på Hvidovre Hospital
Region Hovedstaden
En overlægestilling inden for neuropædiatri med mulighed for fagområdeansvar er ledig til besættelse pr 1. maj 2025 eller snarest muligt.
Om stillingen – hvad vi kan tilbyde dig?
Afdeling for Børn og Unge er netop flyttet ind i helt nybyggede faciliteter på Hvidovre Hospital, som skaber de bedste fysiske rammer for både vores patienter og personale – en afdeling hvor der er lys, luft og højt til loftet i mere end én forstand. Fagligt varetager afdelingen undersøgelse og behandling af børn og unge i alderen 0-18 år og har erfarne tværfaglige teams inden for pædiatrisk gastroenterologi (højt specialiseret funktion), infektionspædiatri (højt specialiseret funktion), nefro-urologi, neuropædiatri (regionsfunktion), neonatologi (regionsfunktion), astma, allergi og pulmonologi, kardiologi og akutpædiatri.
Du vil som overlæge inden for neuropædiatri blive en del af et engageret tværfagligt team, herunder sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, psykolog og socialrådgiver, som i fællesskab varetager undersøgelse og behandling af et bredt spektrum af neurologiske tilstande hos børn og unge.
Såfremt du har kompetencer, erfaring og ikke mindst lyst til at varetage ansvaret som fagområdeansvarlig overlæge, vil dette også være en mulighed.
Som fagområdeansvarlig vil du få ansvar for at sætte retning og rammer inden for drift og udvikling af fagområdets klinik, uddannelse og forskning. Dette vil du gøre i et tæt samarbejde med det tværfaglige team, som du også vil være teamleder for, samt i samarbejde med afsnits- og afdelingsledelsen og øvrige interne og eksterne samarbejdspartnere.
Vi beskæftiger os med de fleste områder inden for neuropædiatri, herunder cerebral parese inklusiv ultralydsvejledt botoxbehandling i samarbejde med børneanæstesihold, epilepsi, infektioner i CNS og neuromuskulære sygdomme. Der er etableret transitionsforløb i tæt samarbejde med vokseneurologien inden for epilepsi. Teamet har et tæt samarbejde med de øvrige kolleger i afdelingen, herunder vores neonatologer med fælles ambulatorium til neurologisk udredning og behandling af de yngste børn og opfølgning efter komplicerede neonatalforløb.
Herudover har vi et tæt samarbejde med vores neuropædiatriske kolleger på øvrige Børne- og Ungeafdelinger, herunder Rigshospitalet, Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region H, Klinisk Genetisk Afdeling og Center for Sjældne Sygdomme på Rigshospitalet, Palliation for Børn og Unge (’PABU’), Bodil Eskesen Centeret, Epilepsihospitalet Filadelfia, regionens neurologiske afdelinger og børneortopædkirurgiske kolleger.
Du vil blive en del af et stærkt arbejdsfællesskab, hvor lægegruppen aktuelt består af 4 ledende overlæger, 18 overlæger, 12 afdelingslæger samt ca. 35 uddannelsessøgende yngre læger. Du vil have kliniske opgaver såsom ambulatorium, stuegang og som afdelingens øvrige overlæger have funktion i Børne- og Ungemodtagelsen på hverdage indtil kl 21 samt stuegang i weekender og på helligdage. Selv om dine primære opgaver vil være inden for neuropædiatri, vil du derfor også møde børn og unge inden for den almene pædiatri og afdelingens øvrige fagområder.
Vi har et stort fokus på det gode arbejdsmiljø, hvor vi løfter i flok og hvor vores samarbejde og samlede faglighed skaber de gode patientforløb. Vi gør os umage med at skabe en afdeling hvor alle oplever tryghed, fællesskab og mulighed for faglig udvikling uanset erfaringsniveau. Du vil være omgivet af kolleger, som brænder for deres speciale og fagområder. Der er altid eksperthjælp at hente, og vi sætter en ære i at hjælpe hinanden og at lære af både de gode og de svære forløb, såvel i hverdagen i form af morgen- middags- og tværfaglige konferencer, som mere formaliseret ved regelmæssige Morbidity & Mortality-møder for hele afdelingen.
Vi har et inspirerende uddannelsesmiljø med mange aktiviteter såsom undervisning, supervision og simulationstræning og deltager i uddannelsen af bl.a. medicinstuderende og sygeplejestuderende samt speciallægeuddannelsen i pædiatri, akut- og almen medicin. Du vil derfor også indgå i den kliniske og teoretiske neuropædiatriske undervisning i afdelingen.
Et klinisk lektorat ved KU forventes endvidere opslået sommer 2025, som der vil være mulighed for at ansøge om.
Vi har et aktivt forskningsmiljø inden for flere fagområder i begge afdelinger, herunder neuropædiatri, som vi håber du vil have lyst og kompetencer til at videreudvikle i samarbejde med interne og eksterne forskningskolleger inden for fagområdet.
Vores forventninger til dig
- Du er speciallæge i pædiatri.
- Du har en fagområde- eller ekspertuddannelse inden for neuropædiatri eller på et niveau, der kan sammenlignes hermed.
- Du har erfaring med undervisning.
- Erfaring med ledelse vil være en fordel.
- Erfaring med forskning, herunder en ph.d, kliniske forskningsprojekter samt vejledning af ph.d.- studerende vil ligeledes blive vægtet højt.
- Du er en holdspiller og god til at indgå i et stærkt og respektfuldt tværfagligt samarbejde og fællesskab.
- Du tager medansvar for at skabe en afdeling i trivsel og hvor fagligheden er i top.
- Du har gode kommunikative og organisatoriske evner.
- Du bidrager til et inspirerende og anerkendende arbejdsmiljø.
- Du tager aktiv del i et godt uddannelses- og undervisningsmiljø.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2025 eller efter aftale. Ansættelse sker på overenskomstmæssige vilkår og er betinget af børneattest.
Ansøgning
Har du lyst til at høre mere om stillingen og afdelingen kan du kontakte cheflæge Louise Lundby Christensen [email protected] (tlf 21 26 86 52) eller overlæge i neuropædiatri Mimoza Frangu [email protected] (tlf 23 27 32 56).
Du bedes sende en motiveret ansøgning samt CV, hvor du i enten ansøgning eller CV forholder dig til de 7 lægeroller. Har du særlige interesser eller ønsker til stillingen bedes du også beskrive dem i ansøgningen. Du bedes endvidere vedhæfte speciallægeanerkendelse samt øvrig relevant dokumentation.
Ansøgningsfrist
Søndag den 1. december.
Ansættelsessamtaler
Forventes afholdt torsdag den 5. december
Lidt mere om Børne- og Ungeafdelingen på Hvidovre Hospital
Afdeling for Børn og Unge på Amager og Hvidovre Hospital ligger fysisk på Hvidovre Hospital og er med ca. 250 ansatte og et stort antal akutte og elektive patientforløb én af landets største almene Børne- og Ungeafdelinger. Vi undersøger og behandler børn og unge i alle aldre fra for tidligt fødte børn (gestationsuge 28) og op til 18 år. Afdelingen har fire afsnit (neonatalafsnit, sengeafsnit, klinik (ambulatorium) samt Børne- og Ungemodtagelse) hver med en afsnitsledelse bestående af en ledende overlæge og en oversygeplejerske. Vi behandler børn og unge med både akutte og kroniske sygdomme. Afdelingen har højt specialiserede funktioner inden for pædiatrisk gastroenterologi og infektionspædiatri samt regionsfunktioner indenfor neonatologi og neuropædiatri. Endvidere varetager afdelingen funktioner inden for almen og akut pædiatri, nefrourologi, astma, allergi og pulmonologi, socialpædiatri og kardiologi. Vi har årligt ca. 18.000 akutte kontakter i vores Børne- og Ungemodtagelse samt herudover 12.000 besøg i børnelægevagten. Vi har årligt ca. 900 indlæggelser på vores neonatal afsnit og 3000 indlæggelser i vores sengeafsnit. De ambulante besøg i afdelingen udgør ca 12.000 konsultationer årligt. Afdelingen har aktuelt 2 professorer, en forskningslektor, en Post Doc og 8 ph.d.-studerende. Afdelingen deltager i uddannelsen af medicinstuderende, sygeplejestuderende, jordemoderstuderende, sundhedsadministrative koordinatorer samt i speciallægeuddannelsen i pædiatri, almen medicin og akutmedicin.
Afdeling for Børn og Unge er i november 2024 flyttet ind i det nybyggede ’Center A’ på Hvidovre Hospital, som har skabt nogle helt unikke fysiske rammer til glæde for både personale og vores små og store patienter, herunder store lyse ene- og familiestuer.
Afdeling:
Kettegård Alle 30, Hvidovre
Kettegård Allé 30, Hvidovre
Lokation: Hvidovre Hospital
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: