Datamanager til datavisualisering i Afdeling for Data Integration og Analyse (DIAS)
Statens Serum Institut
Har du lyst til at arbejde med overvågning af smitsomme sygdomme, digital transformation, datamanagement, visualisering og geografisk analyse og vil du være med til udvikling af automatisk overvågning af smitsomme sygdomme i et tværfagligt og internationalt miljø? Så er det muligvis dig, vi leder efter.
Om
DIAS
Afdeling for Data Integration og Analyse (DIAS) er en del af infektionsberedskabet på Statens Serum institut (SSI) og har ansvaret for at drive den nationale mikrobiologiske database (MiBa). Vi varetager bl.a. datahåndtering for smitsomme sygdomme i tæt samarbejde med de øvrige afdelinger på SSI, herunder drift og udvikling af den digitale infektions– og vaccinationsovervågning. Derudover indgår vi i nationale- og internationale IT -udviklingsprojekter i samarbejde med blandt andet Sundhedsdatastyrelsen og de 5 regioner.
Vi indhenter, tilrettelægger, analyserer og formidler de centrale data, der bruges i overvågningen af omkring 100 infektionssygdomme, herunder covid-19. Vi er i proces med automatisering af overvågningen og digital transformation ift. anvendelse og visualisering af disse data.
DIAS har ca. 45 ansatte med sundhedsfaglig-, akademisk- og IT-baggrund.
Din hverdag hos os
Du kommer til at arbejde i et lille team, der arbejder med datavisualisering og geografisk analyse. Teamet er en del af sektionen for Data Science og Visualisering, hvor der også findes tre andre teams, som arbejder tæt sammen.
Stillingen er i krydsfeltet mellem programmering, datamanagement, epidemiologi, drift og udvikling. Du kommer til at arbejde med både udviklingsopgaver og drift af overvågningen. Du vil være med til at drive og udvikle de nuværende interaktive dashboards, og GIS-løsninger og samtidig udvikle de mere langsigtede datavisualiseringsløsninger.
Vores datagrundlag er primært baseret på MiBa-data, der kobles med data fra andre kilder. Du skal varetage både datamanagement, udvikling og implementering af dashboards samt ad hoc dataanalyser. Ind imellem skal vi kunne agere på akutte problemstillinger, så du skal kunne holde hovedet koldt i disse situationer.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en relevant uddannelse inden for fx sundhedsvidenskab, naturvidenskab eller IT. Vi forventer at du har programmeringskundskaber i Python og SQL, samt praktisk erfaring med datamanagement og -analyse, og automatisering af processer.
Derudover ser vi gerne, at du har:
- erfaring med ArcGIS
- kendskab til BI-værktøjer, især Shiny for Python
- erfaring med store registre og databaser
- kendskab til mikrobiologi, infektionsepidemiologi og /eller geografiske informationssystemer
- gode kommunikative evner i skrift og tale, på både engelsk og dansk
- godt kendskab til Microsoft Office pakken
Som person er du god til at samarbejde med forskellige faggrupper. Vi forventer at du er initiativrig og god til at bevare overblikket – også når tingene går stærkt.
Vi tilbyder
Du får et spændende job, hvor du kan gøre en forskel i forebyggelsen og bekæmpelsen af infektionssygdomme, med masser af udviklingsmuligheder, godt humør og gode kolleger, som prioriterer socialt samvær. Som ny kollega tilbyder vi dig en god og grundig start i vores sektion. Vi kan tilbyde dig et job, der er præget af stærk faglighed og et godt samarbejde mellem teams og faggrupper.
Vi er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads. SSI har egen idrætsforening med sportsfaciliteter på campus og en personaleforening, som begge tilbyder en bred vifte af aktiviteter. Vi er centralt beliggende i København med nem adgang til offentlig transport og gode parkeringsmuligheder.
Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret alt afhængig af dine kvalifikationer. Det drejer sig om en varig stilling på fuld tid.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte afdelingslæge og afsnitsleder Sophie Gubbels på tlf. 3268 8338.
Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge primo uge 50.
Afdeling:
Artillerivej 5, København S
Lokation: Artillerivej 5, København S, Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: