Vordingborg Kommune søger en naturmedarbejder til sagsbehandling og planlægning på naturområdet med et skarpt fokus på natur og biodiversitet
Vordingborg Kommune
Brænder du for natur, biodiversitet og sagsbehandling og har du mod på at kaste dig ud i de nye opgaver, når kommunerne skal i gang med udmøntningen af den Grønne Trepart – så er du måske vores nye kollega.
Vi søger en naturmedarbejder til Team Natur og Vand, hvor du vil blive forankret i en gruppe på fire medarbejder, der arbejder med sagsbehandling på naturområdet, forvalter kommunens mange Natura2000 områder, udvikler stier og ruter på friluftsområdet og arbejder med indrapportering og opdatering af vores naturdata. Vi arbejder også med at skabe mere og bedre natur gennem skovrejsning, vandhuller og omlægning af landbrugsarealer som fx lavbundsjorde til naturområder og vådområder. I den sammenhæng har vi også gang i to meget store EU-støttede natur-projekter – LIFE Clima-Bombina på Knudshoved Odde og LIFE Orchids på Høje Møn. I 2022 blev vi af miljøministeren kåret som Danmarks vildeste kommune.
Vordingborg Kommune er en stor landkommune og vi passer på vores natur gennem administration af naturbeskyttelsesloven. Samtidig tilbyder vi mange friluftsaktiviteter i vores smukke kommune, som kræver at vi formidler og indrapporterer naturdata. Den Grønne Trepart har givet os en ny og spændende opgave. I 2025 skal vi i samarbejde med VOS-sekretariatet udarbejde omlægningsplaner dels for at reducere udledningen af kvælstof og drivhusgasser, dels for at få rejst mere skov og etableret mere natur og biodiversitet.
Vi søger derfor en ny medarbejder, der vil lægge kræfter i at:
- Sagsbehandle inden for alle aspekter af naturbeskyttelsesloven og miljøvurderinger
- Bidrage aktivt til arbejdet med at udarbejde omlægningsplanerne med et skarpt fokus på natur og biodiversitet og andre synergieffekter
- Interessere sig for data og de systemer, som vi både indrapporterer gennem og bruger til at formidle omkring friluftsliv i kommunen
- Bidrage til gruppens øvrige opgaver gennem sparring og samarbejde
- Servicere borgernes generelle henvendelser om naturen og naturpleje i kommunen
- Besvare henvendelser fra kommunens politikere
Vi tilbyder dig:
- En spændende og fagligt udfordrende arbejdsplads med afvekslende arbejdsopgaver
- Arbejde i et team, hvor der lægges vægt på tværfaglighed og en helhedsorienteret opgaveløsning via samarbejde og faglig sparring
- Mulighed for faglig- og personlig udvikling gennem samarbejde og sparring i gruppen og på tværs af afdelingens andre faggrupper
- Et arbejdsmiljø med lyst og vilje til udvikling af faglighed og metoder
Vi forestiller os, at du:
- Har en uddannelse som f.eks. biolog, agronom, forstkandidat, skov- og landskabsingeniør eller anden akademisk uddannelse med grundlag for planlægning og systematisk tilgang til opgaverne.
- Har erfaring med myndighedsbehandling på naturbeskyttelsesområdet, herunder godt kendskab til naturbeskyttelsesloven og anden relevant lovgivning på området er en fordel
- Er god til dialog med borgere og kollegaer, og inddragende i din tilgang til arbejdet
- Kan formidle klart og tydeligt i både skrift og tale
- Kan arbejde selvstændigt og struktureret, og er opsøgende i forhold til at tilegne dig viden, så tværfaglige løsninger kan findes
- Har flair for brug af IT-systemer og journalisering, herunder GIS-programmer.
- Er imødekommende og har godt humør
Ansættelsessted
Team Vand og Natur som har til huse i Langebæk sammen med en del af de andre teams på det tekniske område. I løbet af 2025 flytter alt det administrative personale til det kommende nye rådhus i Vordingborg. Med arbejdspladsen centralt placeret i Vordingborg centrum bliver adgangen med offentlig transport en langt nemmere mulighed.
Ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer om ugen og tidsbegrænset til 2 år med mulighed for forlængelse. Ansættelse sker på overenskomstmæssige vilkår. Lønnen forhandles med den forhandlingsberettigede organisation.
Yderligere information
For yderlige information er du er velkommen til at kontakte teamleder for Natur og Vand, Pernille Sørensen på tlf. 23617609 / [email protected]. Eller naturmedarbejder Mads Brinck Lillelund på tlf. 21 13 69 95 / [email protected].
Ansøgning og ansættelsesprocessen
Ansøgning og CV uploades senest onsdag d. 8. januar 2025.
Samtaler finder sted d. 14. og 15. januar 2025. Tiltrædelse gerne hurtigst muligt.
Vordingborg Kommune ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
Om Vordingborg Kommune
I Vordingborg Kommunen sætter vi natur, klima og grøn omstilling højt på dagsordenen.
Vi er bevidste om det grønne. Vi vælger bæredygtighed og gode løsninger for klimaet. Miljøet vil være i fokus, privat, i lokalområder og i erhverv. Vi vil bevare vores enestående natur og plads til at udfolde os. Sådan lyder kommunens vision for vores område.
I Vordingborg bor vi i smuk natur, tæt på vandet, og med hovedstaden og andre større byer på Sjælland inden for pendlerafstand. Kommunen omfatter Sydsjælland, Møn og Bogø. Med Danmarks længste kyststrækning på hele 385 km er storslået natur, smukke købstæder og et aktivt kultur- og handelsliv blot nogle af kendetegnene for Vordingborg Kommune. Her bor godt 46.000 borgere. Kommunen har cirka 4.000 medarbejdere.
Afdeling: Natur og Vand m.m.
Ansøgningsfrist: 08 January 2025
Placering: Østergårdstræde 1A, 4772, Langebæk
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: