Presse- og kommunikationsrådgiver til Arktisk Kommando i Nuuk
Forsvaret
Arktis er hot, og vores nye presse- og kommunikationsrådgiver skal holde hovedet koldt i planlægning og eksekvering af pressestrategier, krisehåndtering og kommunikationsplanlægning.
Skal det være dig?
Om os
Vi er syv medarbejdere og én chef i ledelseselementet. Dine kolleger er både civile, militære, kvinder og mænd med mangfoldige erfaringer og færdigheder fra Forsvaret, øvrige arbejdspladser og geografier i Rigsfællesskabet.
Om stillingen
Som presse- og kommunikationsrådgiver ved Arktisk Kommando varetager du den daglige presserådgivning af kommandoens øverste ledelse. Du vil indgå i ledelsesteamet omkring kommandochefen, hvor du skal rådgive om aktuelle og kommende kommunikationsbehov herunder besvarelse af henvendelser fra pressen.
Derudover består jobbet bl.a. i at udarbejde kommunikationsplaner og presseberedskaber samt skrive artikler og planlægge pressebesøg inden for Arktisk Kommandos ansvarsområde.
Når historier om Arktisk Kommando rammer medierne både i Danmark, Grønland og på Færøerne, får det ofte politisk bevågenhed. Historierne vil med mellemrum ramme forsvarsministerens bord, hvorfor arbejdet kræver politisk forståelse.
Du får desuden til opgave at opsnuse de gode historier, som kan bruges til Facebook, Instagram og LinkedIn samt artikler på Forsvaret.dk.
Du vil skulle arbejde tæt sammen med Forsvarets centrale presse- og kommunikationsafdeling i Danmark og her medvirke til at udbrede kendskabet til Forsvarets virke i Arktis. Stillingen vil forventeligt byde på nogen rejseaktivitet i Grønland og til mødeaktiviteter i Danmark, og da Arktisk Kommando er indsat døgnet rundt, skal du være forberedt på, at der kan være behov for tjeneste uden for normal arbejdstid.
Du vil organisatorisk blive placeret i Ledelseselementet, (hvorfor du også vil skulle bidrage til løsningen af elementets øvrige opgaver.)
Om dig
Du er formentlig uddannet journalist, eller har en relevant videregående uddannelse inden for kommunikation eller lignende områder. Det er gavnligt, hvis du har militære erfaringer, men det er dine kommunikationsmæssige færdigheder, der er væsentlige. Har du erfaring fra det arktiske område og fra internationale missioner vil det være en klar fordel. Det vigtigste er dog, at du har de rette færdigheder i forhold til arbejdsopgaverne, er selvstændig og kan medvirke til at fremme fortællingen om Forsvaret i Arktis.
Det er vigtigt, at du har forståelse for den politiske virkelighed, som Forsvaret befinder sig i. Det er desuden vigtigt, at du skriver og taler flydende dansk og engelsk, ligesom grønlandsk ligeledes vil tale til din fordel. Du vil få adgang til både uddannelse og sparring med dine erfarne kolleger.
Som person har du en god situationsfornemmelse og motiveres af at arbejde i en politisk styret organisation, hvor der skal tages hensyn til forskellige interessenter. Spidse solide kommunikative færdigheder gør, at du er god til at præsentere dine konklusioner på en let forståelig måde. Du har høje faglige standarder, er en dygtig analytiker og har evnen til at håndtere detaljerne samtidig med, at du kan holde fokus på de strategiske mål.
Du arbejder struktureret og målrettet, trives med at arbejde selvstændigt, og det er ligetil for dig at samarbejde med andre og danne relationer såvel internt, på tværs af organisationen og i forhold til eksterne samarbejdspartnere.
Stillingen er for dig, der ønsker at arbejde et sted i rivende udvikling og med gode muligheder for kompetenceudvikling og spændende opgaver.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op som både civil og militær.
Du bliver ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende overenskomst for din uddannelsesbaggrund. Der er til jobbet tilknyttet en pensionsordning.
Stillingen ønskes besat 1. februar 2025 eller snarest muligt derefter.
Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte rekrutterende leder Mette Moth Henriksen, tlf.: +299 58 88 47 eller nuværende stillingsindehaver Camilla Schouw Broholm, tlf. +299 58 58 54.
Om specifikke grønlandske forhold kan du kontakte Arktisk Kommandos HR-partner Louise Ydemann Duarte ved Forsvarsministeriets Personelstyrelse på telefon +299 491104 eller mail [email protected].
For spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Anette Sveidahl på telefon +45 7281 9125.
Bemærk at tidsforskellen mellem Grønland og Danmark er 3 timer.
Vær opmærksom på at det koster cirka 8 kr. i minuttet at ringe fra Danmark til Grønland, så send evt. en SMS og vi ringer dig op.
Ansøgningsfristen er den 5. januar 2025, men ansøgningerne vil blive læst løbende, så tøv ikke med at sende din.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte din ansøgning, CV, uddannelsesbevis eller svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Vi forventer at gennemføre samtaler løbende og i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristen. Samtalerne forventes at foregå online eller ved fremmøde i Nuuk.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM ARKTISK KOMMANDO
Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder.
Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer.
I Arktisk Kommando har vi indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7, hvilket kræver engagement og en Combined/Joint tilgang til opgaverne. Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser samtidig en lang række vigtige operative opgaver fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion og støtte til det civile samfund. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med de statslige og militære myndigheder i nabolandene til Grønland og Færøerne. Ved behov kan Kommandoen forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet, Specialoperationskommandoen og Beredskabsstyrelsen.
Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omtrent 60 medarbejdere. Derudover har kommandoen personel flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Danmark.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk
Afdeling:
Lokation: Nuuk, Grønland
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: