Borgernær visitator til Center for Visitation og Hjælpemidler
Hedensted Kommune
Med en ny ældrelov i horisonten er det tid til at få dig med på holdet. Vi byder ind med en spændende borgernær myndighedsopgave, hvor du får kollegaer i verdensklasse og en arbejdsplads med fokus på dig som menneske og med plads til individuel tilrettelæggelse af arbejdsopgaverne. Dét er nogle af de ting, man får som en del af holdet ved Center for Visitation og Hjælpemidler i Hedensted Kommune.
Om jobbet og opgaverne
Center for Visitation & Hjælpemidler er en afdeling grundlagt i 2022 og består af et udskrivelsesteam, et visitationsteam, et hjælpemiddelteam, et rehabiliteringsteam og vores hjælpemiddeldepot. Sammensætningen gør, at du vil blive en del af en spændende udvikling med mange nye og meget forskellige opgaver, der går på tværs af teams, fagligheder og løsninger.
Og skal du være en del af holdet hér, skal du ikke være bange for at sige din mening. Du skal turde tænke udviklingsorienteret og udfordre praksis. Du skal have lyst til at spille dine kollegaer gode – hele vejen rundt i organisationen - og du skal naturligvis være danmarksmester i god borgerservice.
Din kontorstol står klar på Ny Skolegade 4 i Løsning, men du sidder der ikke for længe ad gangen, for der bliver også masser af borgerbesøg og samarbejde med dine kollegaer.
Du vil sammen med kollegaer, i en velfungerende afdeling, varetage borgernær visitation bl.a. i forhold til personlig og praktisk hjælp, rehabiliteringsforløb, ældre- og plejebolig samt bl.a. jf. Servicelovens og Ældrelovens bestemmelser.
Inden for samme område vil der også på sigt kunne tilstøde projekt- og udviklingsopgaver, såfremt du har interessen herfor.
Vores forventninger til dig
I Hedensted Kommunes har vi et stort fokus på brug af velfærdsteknologi og digitale løsninger - både i overordnet forstand og i sagsbehandlingen. Det vil være en fordel med erfaring og interesse inden for disse områder, men det er ikke et krav. Hvis bare du har den rette indstilling til tingene, så skal vi nok lære dig resten.
Andre ønsker til din profil er at:
- Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund – som sygeplejerske, socialpædagog eller fysio-/ergoterapeut, evt. kombineret med socialrådgiveruddannelsen, med erfaring fra den sundhedsfaglige praksis og myndighedsarbejdet.
- Du tænker i helheder og med udgangspunkt i medinddragelse og det rehabiliterende potentiale hos borgerne.
- Du befinder dig godt i myndighedsrollen og kan sætte retning, samtidig med at du både kan motivere andre, skabe følgeskab og håndtere mennesker i krise.
- Du forstår vigtigheden af godt tværfagligt samarbejde og koordinering, ikke kun med dit nære team men også med alle dine kollegaer i Hedensted Kommune og de eksterne samarbejdspartnere.
- Du er interesseret i at indgå i den fortsatte udvikling af den faglige kvalitet og hilser forandringer i organisationen velkommen, med et nysgerrigt beskub.
- Det er en forudsætning, at du har kørekort kategori B for varetagelse af stillingen.
Derfor skal du vælge os
Center for Visitation & Hjælpemidler er stor, og du har mange kollegaer at sparre med. Vi er organiseret i forskellige teams, så du har nære kollegaer i forhold til dine daglige opgaver. Høj faglighed, godt kollegaskab, tværfagligt samarbejde og gensidig tillid gør det både rart og spændende at gå på arbejde.
Vi har fokus på løbende kvalitetsudvikling af sagsbehandlingen og arbejder med udvikling af myndighedsrollen i det tværgående samarbejde. Vi er en afdeling i udvikling, hvor vi, for at blive skarpere, inddrager dig og er nysgerrige på, hvordan vi løser vores opgaver sammen.
Vi er en blandet personaleflok og tæller alt lige fra sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, jurister, socialrådgivere og administrative til mekanikere, teknikere og mange andre spændende baggrunde. Vi tror på, at mangfoldighed er vores styrke, og at vi kun i fællesskab kan lykkes.
Vi kan tilbyde dig en arbejdsplads med:
- Stort fokus på trivsel og arbejdsmiljø, fordi vi tror på, at dét er kernen i en bæredygtig arbejdsplads.
- Plads til dine ideer og et godt grin, men også seriøsitet og fordybelse.
- Fleksibel arbejdstid, frihed under ansvar og med mulighed for hjemmearbejde.
- Individuelt tilrettelagt introduktionsprogram, hvor du får en fast buddy fra kollegaflokken i opstartsperioden.
- Muligheder for at dygtiggøre dig igennem uddannelse eller opgaver på tværs i afdelingen.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.
En stilling på 37 timer ugentligt med start efter aftale, gerne hurtigst muligt.
Stillingen er forankret i Center for Visitation & Hjælpemidlers visitationsteam, som holder til på Ny Skolegade 4 Løsning – 10 min kørsel fra motorvej E45. Foruden visitationsteamet du tilknyttes et søsterteam og ved behov skulle løse opgaver her.
Har du spørgsmål
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder i Center for Kvalitet og Udvikling Jesper Nielsen på telefon 23 63 65 44 eller via mail [email protected].
Du kan også kontakte TR og visitator i Center for Visitation og Hjælpemidler, Anna Marie Jakobsen på telefon 30 36 13 57 eller via mail [email protected].
Ansøgning
Alle kvalificerede uanset køn, alder eller etnisk baggrund opfordres til at søge stillingen.
Vi skal have din ansøgning, dit CV og dit eksamensbevis senest den 20. januar 2025 kl. 23.59 via linket herunder.
Samtaler forventes afholdt den 24. januar 2025.
Om os
Alle medarbejdere i Social Omsorg arbejder efter de samme Pejlemærker, som er defineret som fem sigtepunkter for kulturudviklingen i Social Omsorg.
- Borgernes funktionsevne gør, at de har brug for os. Vi er der altid med fuld respekt for borgeren.
- Alle mennesker har ønske om at klare sig selv mest muligt. Vi arbejder derfor på brug og udvikling af borgernes potentiale.
- Alle mennesker vil opleve sig set, hørt og forstået. Vi ved, at et godt møde med borgeren indeholder meget mere end levering af en ydelse.
- Alle medarbejdere og ledere vil den bedste udvikling. Vi ved, at nærværende og faglig ledelse tæt på praksis er udviklende.
- Vores organisering og samarbejde må ikke være borgerens udfordring. Vi skal give borgeren koordinerede og sammenhængende forløb.
Afdeling: Center for Visitation og Hjælpemidler
Ansøgningsfrist: 20 January 2025
Placering: Ny Skolegade, 4, 8723, Løsning, Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: