Cheflæge til Psykiatrisk Center Nordsjælland
Region Hovedstaden
Vil du stå i spidsen for gode patientforløb, hvor de faglige ambitioner driver det daglige arbejde? Har du lyst til at sætte dit præg på udviklingen af psykiatrisk behandling? Så får du her muligheden for at skabe rammerne for den bedste patientbehandling. Vi tilbyder en spændende lederstilling, hvor du indgår i centerledelsen på Psykiatrisk Center Nordsjælland.
Solid klinisk faglighed, høje ambitioner og godt arbejdsmiljø
Du bliver en del af et fagligt ambitiøst center i rivende udvikling. Psykiatrisk Center Nordsjælland er kendt for sit høje faglige niveau i behandling og pleje. Det er vores ambition, at vi vil være en arbejdsplads, hvor det er rart at være, hvor man trives og udvikler sig fagligt og menneskeligt. Vi arbejder recoveryorienteret og altid ud fra et patientinddragende perspektiv – og så har vi et vedholdende ledelsesfokus på forebyggelse og nedbringelse af tvang.
Du bliver en del af centerledelsen, der udover dig består af en centerchef, cheflæger og chefsygeplejersker. Til alle centerledelsesmøder deltager vores administrationschef og vores kvalitetschef. Vi dækker tilsammen den ledelsesmæssige opgaveportefølje på centret.
Vi har en samarbejdende og inddragende tilgang til opgaveløsningen og vi er en målrettet, men uhøjtidelig ny ledergruppe, som har det sjovt sammen.
Din rolle som leder
Psykiatrisk Center Nordsjælland består af to organisatoriske søjler, en ambulant søjle og en søjle for døgnafsnit inklusive akutmodtagelsen. Du får det overordnede behandlingsansvar for den ambulante søjle.
Du refererer til centerchefen, og dine tætteste samarbejdspartnere er centerledelsens medlemmer. Du udgør, sammen med chefsygeplejersken, den samlede ledelse af den ambulante søjle. Herfra skal du være med til at udvikle og drive centeret, så visionen om at hjælpe patienter med psykiske lidelser videre til en bedre hverdag realiseres.
I forbindelse med Sundhedsreformen bliver der ændret på strukturen, opgavefordelingen og økonomien i sundhedsvæsnet. Det indebærer blandt andet en organisatorisk ligestilling og integration af psykiatrien og somatikken. Målet med integrationen er at sikre en bedre og mere sammenhængende indsats for alle patienter, herunder også patienter med både fysisk og psykisk sygdom. Det er forventningen at den organisatoriske ligestilling og integration af psykiatri og somatik vil træde i kraft 1. januar 2026.
Sammen med den øvrige centerledelse skal du kunne håndtere de forandringer som vi som organisation står overfor.
Dit ansvarsområde og opgaver
Som cheflæge bliver du, i samarbejde med centrets øvrige cheflæger, ansvarlig for den lægefaglige patientbehandling, og for centrets medarbejdere. Du indgår i det fælles strategiske arbejde i centerledelsen, der løfter indsatserne på tværs af centret.
Yderligere bliver du ansvarlig for at:
- Sikre og udvikle den faglige kvalitet i behandlingen.
- Planlægge den bedste fordeling af lægelige ressourcer og opgaver, så vores aktiviteter skaber mest mulig værdi for patienterne.
- Sikre rammerne for effektiv drift, økonomistyring og prioritering af ressourcer, og at behandlingen af patienterne planlægges, optimeres og evalueres på en evidensbaseret baggrund.
- Bedrive personaleledelse.
- Prioritere, sikre fremdrift og implementere igangværende og nye projekter og strategiske indsatsområder, som fx integreret dobbeltdiagnose behandling, nedbringelse af tvang og ”Bedre behandling under indlæggelse”.
- Fastholde et konstant fokus på faglig og organisatorisk udvikling og et højt tværfagligt kompetenceniveau for alle faggrupper og medarbejdere i centret.
- Sikre, at kendskabet til nationale retningslinjer udbredes og overholdes, og at regionale og lokale kliniske vejledninger implementeres.
- Sikre den lægefaglige dokumentation, og at lovgivningen om behandling overholdes.
- Supervisere faglige problemstillinger i forhold til det kliniske arbejde. Og stå til rådighed for sparring omkring patientforløb.
- Lede kliniske konferencer på centerniveau med fokus på løbende at opdatere og fastholde centrets høje faglighed.
- Sikre gode rammer for den lægelige grund- og videreuddannelse, speciallægeuddannelsen og specialpsykologuddannelsen.
Dine kompetencer og erfaring
Du er strategisk tænkende og visionær og kan være fagligt fyrtårn i et center med høj faglighed. Du skal have stærke kompetencer inden for organisering og strukturering af processer og effektivt kunne træffe beslutninger. Du har social tæft og evne til at gå forrest som rollemodel og kulturbærer for det gode tværfaglige samspil og et velfungerende arbejdsmiljø.
Vi forventer desuden, at du:
- er speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri og har bred erfaring indenfor psykiatrien.
- har erfaring som overlæge og med ledelse i hospitalsvæsnet, herunder ledelse af ledere
- kan skabe følgeskab og er god til at facilitere og implementere strategiske tiltag, så vi kan styrke vores hospital og sikre kvalitet i behandlingen af den enkelte patient
- er fagligt kompetent, inspirerende og en inddragende speciallæge og leder, og at du kan bevæge dig i en kompleks organisation med mange forskellige fagligheder og højt specialiserede medarbejdere
- kan stille din solide faglige indsigt til rådighed igennem vejledning og sparring
- har stor og bred indsigt i de faglige og organisatoriske muligheder og udfordringer inden for psykiatrien i bred forstand samt kendskab til sundhedsvæsenet generelt
- har erfaring med forskning samt udviklings- og kvalitetsarbejde.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi ser gerne, at du tiltræder den 1. juni 2025 eller hurtigst muligt efter aftale.
Du ansættes i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af lægelige chefer herunder aftale vedrørende lægelige chefer.
Spørgsmål og ansøgning
Synes du at ovenstående lyder spændende, så vil vi glæde os til at læse din ansøgning.
Har du nogen spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om stillingen eller centret, er du meget velkommen til at kontakte centerchef Marit Neve på tlf. 30 22 01 94 og mail [email protected]
Du bedes sende din ansøgning, CV og relevante uddannelsesbeviser via linket på siden senest onsdag den 22. januar 2025.
Bedømmelse af ansøgere vil ske på baggrund af dine oplysninger om egne kompetencer inden for hver af de 7 kompetencer for speciallæger, hvorfor ansøgningen bedes udarbejdet i henhold til disse.
Vi forventer at afholde 1. samtaler mandag den 27. januar 2025 og evt. 2. samtaler mandag den 17. februar 2025.
Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med udvælgelse benytter test forud for en evt. 2. samtale.
Afdeling:
Lokation: Region Hovedstadens Psykiatri
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: