Ergoterapeut med neurofaglige kompetencer søges til Neurorehabilitering Midt i Hammel, Specialområde Hjerneskade pr. 1.3.2025
Region Midtjylland
Brænder du for at arbejde med neurorehabilitering og for at gøre en forskel?
Synes du, voksne med komplekse skader efter erhvervet hjerneskade er en spændende målgruppe? Kan du bidrage med ergoterapeutiske og neurofaglige kompetencer i rehabilitering? Synes du, at tværfagligt samarbejde er berigende? Så er her en spændende stilling!
Vi tilbyder:
- Et job, hvor der er tid til neurorehabilitering.
- Et job med faglige udfordringer, hvor du får brugt en bred vifte af faglige og personlige kompetencer.
- Stor indflydelse på planlægning af egne opgaver og mulighed for at følge op på dem.
- Løbende supervision og faglig vejledning.
- Uddannelse indenfor neuropædagogik.
- Et tværfagligt miljø, hvor interdisciplinært samarbejde er bærende for opgaveløsningen omkring borgerne samtidig med monofaglig fordybelse i specifikke opgaver.
Vi søger dig, som har:
- Neurofaglig erfaring på minimum 3 år.
- Erfaring med neurorehabilitering på avanceret eller specialiseret niveau er et fortrin.
- Erfaring i at arbejde med og udvikle neuropædagogiske strategier.
- Kompetencer og erfaring i screening og træning af dysfagi, herunder FOTT og udarbejdelse af spisevejledninger – gerne certificering i Vital Stim.
- Kompetencer inden for udredning og træning af kognitive dysfunktioner.
- Erfaring med én eller flere af følgende vil være en fordel: ADL-vejledninger, døgnrytmeplaner, undersøgelse/træning med OE, målsætning, SCA-metoden.
- Gode kommunikations-/ samarbejdsevner, der bruges i tæt samarbejde med pårørende, hjerneskadekoordinatorer, sagsbehandlere m.fl.
I Neurorehabilitering Midt arbejdes med en borgercentreret tilgang samt et helhedsorienteret fokus i rehabiliteringen for at understøtte borgeren i at vende tilbage til et aktivt og meningsfuldt liv. Det gør vi bl.a. gennem fysisk, kognitiv og psykosocial træning med neuropædagogiske og kompensatoriske strategier.
Rehabiliteringen er en målrettet og koordineret samarbejdsproces mellem borgeren, de pårørende og fagpersoner. Du skal være god til at arbejde tværfagligt og interdisciplinært omkring borgeren med bl.a. neuropsykolog, terapeuter, plejepersonale og (tale)pædagoger.
Rehabiliteringsprocessen ses som en udviklings-/helingsproces (recovery proces), hvor der skabes sammenhæng mellem livet før og efter hjerneskaden.
Løn- og ansættelsesforhold:
Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. Stillingen er på 37 timer ugentligt. Du vil arbejde ud fra en fast vagtplan med skiftende dag-/aftenvagter, herunder ca. 6 aftenvagter i et 6-ugers rul og arbejde hver 3. weekend.
Ansøgningsfrist: d. 20. januar 2025
Stillingen skal søges online via regionens hjemmeside: www.rm.dk/job. Gå ind under stillingsopslaget og følg linket til ansøgningsformularen. Der ønskes medsendt uddannelsesbevis samt relevante referencer. Ansættelsessamtaler afholdes mandag d. 27.1.
Om Neurorehabilitering Midt:
Neurorehabilitering Midt (NRM) er et midlertidigt rehabiliteringstilbud til borgere med moderat til svær hjerneskade i Region Midtjylland. Afdelingen yder specialiseret rehabilitering med det formål at rehabilitere borgere til et selvstændigt og meningsfyldt liv. Med udgangspunkt i handleplanen og borgernes egne ønsker, konkretiserer vi indsatsen i en individuel plan.
Der er tid til at arbejde med udvikling af borgerne. Personalegruppen er engageret og arbejder interdisciplinært med fokus på medindflydelse. Der arbejdes på at opretholde et højt fagligt niveau via kompetenceudvikling, faglig nysgerrighed samt reflektion over egen praksis.
Dine kommende kollegaer er tværfagligt sammensat af sundhedsfaglige, pædagoger, neuropsykolog, logopæder og fysio- og ergoterapeuter. Alle bliver oplært i og arbejder ud fra et neuropædagogisk grundlag. Stillingen kræver, at du er motiveret for at indgå i det tværfaglige samarbejde og støtter op omkring de tværfaglige interventioner.
Neurorehabilitering Midt er en del af Specialområde Hjerneskade under Socialområdet i Region Midtjylland. Specialområde Hjerneskade består af otte døgntilbud og to dagtilbud i Østjylland. Målgruppen er personer over 18 år med erhvervet hjerneskade.
For mere information, kan du fra tirsdag d. 14. januar kontakte afdelingsleder Birgitte Nygaard Sommer på tlf. 21 13 36 30 eller på mail: [email protected]. Du kan læse mere om Specialområde Hjerneskade på www.soh.rm.dk,samt om Neurorehabilitering Midt på https://www.soh.rm.dk/afdelinger/tagdakkervej_NRM/Neurorehabilitering_Midt/
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Afdeling: SOH Tagdækkervej NRM
Ansøgningsfrist: 20 January 2025
Placering: Tagdækkervej 10, 8450, Hammel, Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: