Vil du være med til at gøre vandsektoren klimaneutral?
Unisense A/S
Unisense Environment søger en salgsingeniør med teknisk flair.
Unisense Environment fremstiller et sensorsystem til måling af lattergasemissioner fra rensningsanlæg. Som vores nye salgsingeniør får du ansvaret for salget i Danmark og Norden, men du vil også have kontakt til kunder og distributører i resten af verden. Du vil desuden i tæt samarbejde med dine kollegaer være med til at udbrede kendskabet til vores produkt, og hvordan det anvendes til måling og reduktion af lattergasemissioner.
Som vores nye salgsingeniør kan du se frem til en hverdag, hvor kontakt og support til vores kunder vil være den primære opgave. Du vil have en fast plads på vores kontor i Aarhus N, men du vil også besøge rensningsanlæg i Danmark og Norden. Du vil have daglig reference til vores Sales Manager.
Lattergasemissioner fra rensningsanlæg er et område, der er stort fokus på, miljømæssigt og politisk. I Danmark er der f.eks. ved at blive indført krav til danske rensningsanlægs reduktion af lattergas. Her spiller vores sensorer en vigtig rolle. Det er et område, hvor der løbende kommer ny viden til, og i samarbejde med Marketing vil du også have en vigtig opgave i at formidle denne viden.
Det er afgørende, at du trives i en mindre vækstvirksomhed, hvor vi alle hjælper hinanden og bidrager til virksomhedens udvikling. Vi er kåret som gazellevirksomhed de seneste tre år, og vi forventer, at vores vækst inden for miljøovervågning fortsætter i mange år fremover.
Her er et hurtigt overblik over dine opgaver:
- Kontakt og support til nye og eksisterende kunder
- Udarbejde og følge op på tilbud
- Bidrage til udvikling af vores salgsrelaterede aktiviteter
- Udarbejde markedsanalyser og konkrete salgsmål
- Deltage på danske og internationale messer og udstillinger samt formidle viden om lattergas og rensningsanlæg, f.eks. gennem webinarer
- Miljøteknisk rådgivning af og sparring med kunder
- Praktisk installation af sensorer på rensningsanlæg samt rådgivning og sparring om anvendelse
Vi har ikke en fast formel for, hvem du er, men her er nogle bud på din profil:
- Udadvendt og opsøgende sælger, som både er relationelt stærk og i stand til at arbejde selvstændigt
- Relevant baggrund inden for teknisk salg eller en akademisk baggrund med lyst til salg, fx kemiingeniør, naturvidenskabelig bachelor- eller kandidatgrad
- Har du erfaring med teknisk salg eller inden for spildevand, er det en fordel, men ikke et krav
- Et kommercielt mindset i fin balance med miljøteknologisk indblik
- Har lyst til at arbejde med en grøn dagsorden i en mindre virksomhed, hvor vi løfter i flok
- Behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau – og forstår norsk og svensk
- Bopæl i kørselsafstand fra Aarhus
Det tiltaler dig at arbejde i spændingsfeltet mellem salg, god teknisk rådgivning, support og fokus på opdyrkning af nye markeder. Du trives med det operationelle salgsarbejde og jubler, når den gode kundeaftale er i hus, og sensoren skaber værdi for kunden.
Du vil få en grundig introduktion til vores avancerede kemiske sensorer, så du er godt klædt på til din salgs-, rådgivnings- og supportopgave.
Din nye hverdag
Som salgsingeniør ved Unisense Environment får du 33 dedikerede kollegaer fordelt på Unisense og Unisense Environment, som har en uformel tilgang, højt til loftet og stor indbyrdes respekt. Vi tager os godt af hinanden, og virksomheden byder på friskbagte boller hver morgen, frokostordning, frugt, sodavand og al den kaffe, du kan drikke. Skal du ud at brænde energi af på stand-up paddle eller mountainbike, kan du låne udstyret hos os, og du kan slutte dig til vores løbeklub hver torsdag. Du kan også bruge vores fitnessrum, evt. til nogle af de øvelser, du kan få fra vores fysioterapeut. Vi afholder gerne et eller flere firmaarrangementer hvert år.
Vi tilbyder dig en alsidig rolle i en lille organisation med stort vækstpotentiale og gode muligheder for, at du kan sætte dit aftryk på udviklingen. Du får selvfølgelig også en løn, der afspejler jobbet og dit ansvarsområde.
Spørgsmål?
Kontakt CEO Thomas Rattenborg på +45 8944 9500 eller tr@unisense.com.
Søg stillingen:
Vi lukker ned for ansøgninger d. 11. april, men hvis vi har fanget din interesse, så ansøg om stillingen i dag. Vi kalder løbende til samtale, og vi håber, at vores nye kollega kan starte den 1. juni.
Om os
Unisense Environment (www.unisense-environment.com) blev etableret i 2013 med det formål at udvikle og udbyde sensorteknologi til industriel anvendelse. I 2014, lancerede virksomheden verdens første industrielle lattergassensor, der gjorde det muligt for rensningsanlæg at overvåge og styre deres udledning af lattergas. Med det stigende fokus på klimaneutral vandbehandling oplever virksomheden stor vækst og efterspørgsel efter sine produkter og ekspertise.
Unisense Environment er et datterselskab af Unisense (www.unisense.com). Unisense har siden etableringen i 1998 udviklet og solgt målesystemer til forskningsbrug. Virksomheden har i dag 33 medarbejdere, en solid vækst og indtjening. Vi er markedsledende inden for elektromekaniske mikrosensorer til måling af opløste gasser som svovlbrinte, ilt, brint og lattergas. Vi eksporterer 95% af produkterne.
Application deadline:
11. April 2025
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: