Vagtchefer til Beredskabsstyrelsens Nationale Operationscenter
Forsvaret
Har du mod på at spille en væsentlig rolle i Beredskabsstyrelsens operative arbejde, og vil du arbejde for et trygt Danmark og for danskernes sikkerhed? Brænder du for at bidrage til overblik, koordination og styring internt og eksternt ved større hændelser?
Nationalt Beredskab søger officerer til et nyt og styrket døgnbemandet nationalt operationscenter.
Om Nationalt Beredskab
Nationalt Beredskab varetager det overordnede ansvar for Beredskabsstyrelsens nationale operative beredskab. Nationalt Beredskab omfatter 2 sektioner, en Operationssektion og en Udviklings- og Planlægningssektion. Operationscenteret er organisatorisk placeret i Operationssektionen.
Døgnbemanding af Beredskabsstyrelsens Nationale Operationscenter udspringer af den politiske aftale om beredskabsområdet 2025-2026 og dermed et politisk ønske om at styrke Beredskabsstyrelsens døgnvagt.
Beredskabsstyrelsens Nationale Operationscenter vil være det centrale omdrejningspunkt for Beredskabsstyrelsens operative virke, og blive ansvarlig for en bred opgaveportefølje, der berører hele den operative værdikæde fra koordinering af større indsatser, bidrage til beredskabsplanlægning og krisestyring, orientering og koordination med ministeriet mm.
Herudover vil Operationscenteret være kontaktpunkt for øvrige myndigheders operationscentre, herunder Politiets NSIOC, Forsvarets Joint Rescue and Coordinations Center, Forsvarets Maritime Assistance Service mv., Ligesom Operationscenteret understøtter styrelsens internationale opgaver, ekspertberedskaberne, Kemisk- og Nukleart Beredskab.
Om stillingen
Vi tilbyder et selvstændigt og udfordrende job som vagtchef, hvor du bliver en del af et kompetent, erfarent og engageret team på i alt 7 kollegaer. Du kommer til at indgå i en døgnvagtordning. Operationscenteret bemandes sammen med en vagtassistent samt en operationschef på tilkald.
Som vagtchef vil du være ansvarlig for det daglige overblik og monitering af det nationale situationsbillede og sikre, at Beredskabsstyrelsen er bedst mulig forberedt, når krisen eller den større hændelse rammer. Du skal herudover bistå Beredskabsstyrelsens operative enheder i deres opgaveløsning, både som koordinator ved større, tværgående indsatser, men også i det daglige som nærmeste sparringspartner til afklaring og drøftelse af faglige spørgsmål eller problemstillinger.
Vagtchefen vil også være ansvarlig for at tilpasse beredskabsniveauet i koordination med operationschefen, herunder evt. aktivering af Beredskabsstyrelsens Operative Stab samt sikre tæt samarbejde på tværs af styrelsens operative enheder.
Herudover vil vagtchefen også være ansvarlig for overvågning af bl.a. operative- og sikkerhedssystemer. Til stillingen er der desuden være tilknyttet en række operative sagsbehandlingsopgaver.
I stillingen vil der bl.a. indgå uddannelse i stabsvirke og operative kompetencer, uddannelse i IT-systemer, BRS generelle beredskabsplan samt løbende kompetencevedligeholdelse, således der tilstræbes et ensartet operativt kompetenceniveau.
Du vil som vagtchef få mulighed for at komme helt tæt på organisationens strategiske beslutningsprocesser og samtidig være det centrale omdrejningspunkt i Beredskabsstyrelsens operative virke.
Om dig
Du er officer i Beredskabsstyrelsen eller har tilsvarende uddannelse.
Vi lægger bl.a. vægt på, at du:
· Tager ansvar, udviser engagement og energi i din tilgang til opgaveløsningen
· Er dygtig til at kommunikere, både i skrift og tale
· Er udviklingsorienteret og har en innovativ tilgang
· Har gode analytiske evner
· Har forståelse for den kontekst Beredskabsstyrelsen indgår i - både i forhold til interne og eksterne samarbejdspartnere
· Er grundig og struktureret i din tilgang, uanset om opgaverne har rutinemæssig karakter og bidrager til den daglige drift, eller har høj aktualitet og politisk bevågenhed
· Har stærke relationelle kompetencer og kan begå dig blandt mange fagligheder
Under indsats, har du et godt overblik, et højt drive og en udpræget vilje til at levere.
Du har gode formidlingsevner og er bevidst om, at vi gennem samarbejde opnår det bedste resultat. Du er ambitiøs og målrettet – ikke kun på egne, men også på organisationens vegne.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen vil ske i henhold til det til enhver tid gældende protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af officerer med flere under Forsvarsministeriet samt tillæg af 8. januar 2025 indgået mellem Hovedorganisationen af officerer i Danmark, Akademikerne og Finansministeriet.
Stillingen kan søges af sektionsledere og sektionschefer i løngruppe 4 og 5. Stillingens indhold og niveau justeres efter den valgte kandidat.
Er du allerede ansat i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Som ansat under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB) område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du vil blive fastansat på fuldtid og dit faste tjenestested er Beredskabsstyrelsens hovedkvarter i Birkerød.
KONTAKT OG ANSØGNING
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte chefen for Nationalt Beredskab, brigadechef Jacob Søllingvraa Deleuran på telefon 30 94 22 46 eller sektionschef Claus Jakobsen på telefon 21 49 89 11.
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent ved Personelkommandoen kaptajnløjtnant Claus Rasmussen på telefon 32 66 59 00.
Ansøgningsfristen er den 4. januar 2026. Vi holder løbende ansættelsessamtaler i december og januar.
Stillingen er til besættelse den 1. marts 2026 eller snarest muligt herefter.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Om Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB), som blev etableret i august 2024. Styrelsen består af cirka 1.000 ansatte. Beredskabsstyrelsen arbejder både til lands og til vands. Styrelsen håndterer større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der kan true samfundets grundlæggende funktioner. Beredskabsstyrelsen har ansvar for det statslige redningsberedskab og fører tilsyn med, rådgiver og assisterer de kommunale beredskaber. Derudover varetager Beredskabsstyrelsen en række operative kapaciteter og opgaver, herunder beredskabskommunikation samt sikkerhed og beredskab til søs. Et centralt element i styrelsens arbejde er uddannelse af ledere, instruktører og specialister, så beredskabet i Danmark opretholder et højt fagligt niveau. Styrelsen har hovedkvarter i Birkerød, men er repræsenteret over hele landet. Beredskabsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads med medarbejdere fra forskellige faglige baggrunde og med mange typer opgaver – men med ét fælles mål: At skabe tryghed og passe på danskerne.
Se mere information om Beredskabsstyrelsen på www.brs.dk
Fakta
Application due
04-01-2026
Start date
01-03-2026
Work hours
37
Position category
Position type
LedelseOvervågning og kontrol
Workplace
Nordsjælland
Workplace
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

