Multimediedesign-praktikant hos Move On Career
Magnus' praktikstilling gav ham mulighed for at bruge sine kompetencer fra Multimediedesign-uddannelsen i praksis – og lære helt nye værktøjer at kende.

Multimediedesign-praktikant
Magnus har arbejdet med sociale medier og grafik hos Move On Career. Han havde blandt andet ansvar for at lave opslag til virksomhedens tre hovedkanaler: StuderendeOnline.dk, Jobbank.dk og Nyuddannet.dk. Arbejdsopgaverne spændte bredt fra opslag baseret på jobannoncer til artikler, TikTok-videoer, stories og en video til Jobmesse.dk.
Hands-on erfaring med nye værktøjer
Magnus var klar til at prøve kræfter med det virkelige arbejdsliv, da praktikken nærmede sig: ”Jeg søgte praktik hos Move On Career, fordi det lød spændende, og fordi jeg fik indtryk af, at det var et rart sted med chefer, der var nede på jorden og klar til at skræddersy et godt praktikforløb til mig.”
Under praktikopholdet har Magnus lært en del om værktøjer og arbejdsprocesser, han ikke kendte fra studiet: ”Jeg har lært meget om, hvordan tingene fungerer uden for det grafiske arbejde, som er i fokus på min uddannelse. Blandt andet har jeg fået styr på Post Planner, Meta Business Suite og Canva, som jeg helt sikkert kommer til at bruge fremover.”
Hverdagen hos Move On Career
Magnus sætter især pris på den gode stemning og det sociale samvær: ”Det sociale omkring frokost og fælles morgenmad har betydet meget. Derudover har fleksibiliteten været fantastisk, især med mulighed for hjemmearbejde og tid til personlige aftaler som lægebesøg.”
Selvom kontoret er lille, fremhæver Magnus især chefernes opmærksomhed på medarbejdernes trivsel og klare kommunikation om opgaver: ”Det har været rart med chefer, der svarer hurtigt og tager hensyn, hvis man har brug for det.”
Fremtidsdrømme
Magnus føler, at han er blevet godt klædt på til fremtiden: ”Praktikken har indfriet mine forventninger fuldt ud. Jeg har både styrket mine faglige kompetencer og fået lov til at udforske nye områder i mit eget tempo.”
Når Magnus er færdig med sin Multimediedesigner-uddannelse, sigter han mod at arbejde videre med sociale medier - især med den grafiske aspekt: ”Dertil vil jeg gerne studere Digital Konceptudvikling efter min Multimediedesigner-uddannelse, så der tænker jeg, at jeg kan bruge en masse af de ting, som jeg har lært her.”
Magnus har læst Multimediedesign på Zealand Erhvervsakademi i Køge med dimissionsdato i juni 2025.