Få opslag som dette inden alle andre

Nyoprettet teamlederstilling i Studenterservice ved SDU Uddannelse, Odense

Syddansk Universitet (SDU)



Holder du af personaleledelse, og kan du få et team på 10 kompetente og dedikerede medarbejdere spillet sammen og spillet rigtig stærke? Får du et kick ud af, når driftsopgaver kan udvikles og sættes i systemer og i at spotte og realisere potentialet i at gøre ting på simplere måder? Og trives du samtidig i en kompleks organisation med et mylder af lokale, nationale og internationale samarbejdspartnere? Så er det her jobbet for dig!

I SDU Uddannelse, Studenterservice, står vi og mangler dig til en nyoprettet stilling som teamleder for International Office.

Om International Office
Teamets kerneopgaver består af optagelse af udvekslings- og gæstestuderende, udsendelse af studerende på udlandsophold, indgåelse og administration af samarbejdsaftaler med udenlandske universiteter samt international markedsføring og rekruttering af internationale studerende. Udlandsophold kan være alt fra få ugers summerschool til flere semestre i udlandet. Teamet varetager også en del opgaver omkring udveksling af undervisere og ansatte fra SDU.

Erasmus+-programmet, understøttelse af Epicur-samarbejdet, som er en universitetsalliance med 9 europæiske partnere, samt generel administration af stipendier til udlandsophold er en vigtig del afdelingens opgaver. Teamet har et tæt samarbejde med fakulteterne på SDU. Det er der, de studerende er – og de studerende er dem, vi skal gøre en forskel for. Mange internationale studerende har også deres daglige gang på SDU i Sønderborg, Esbjerg, Kolding og Slagelse, og teamet har et rigtig godt samarbejde med SDU Uddannelse i de fire byer om alt det, der vedrører ind- og udgående studerende.

Vejledning af studerende – både ind- og udgående - er også en stor del af hverdagen. Derudover repræsenterer afdelingen SDU i en række nationale og internationale netværk og fora.

I International Office finder du en række meget engagerede medarbejdere, der alle har en stor stolthed over at arbejde med det internationale område og elsker det. I det daglige er teamet delt i en gruppe, der primært arbejder med de udgående studerende, og en gruppe, der mest arbejder med indgående studerende.

Som teamleder ligger der en opgave i at få overblik og indsigt i fagområdet som afsæt for at kunne samle og udvikle teamet og området i samspil med afdelingslederen.

Der er rigtig meget løbende administration i afdelingens portefølje, og en opgave for den kommende teamleder vil derfor også være at se ind, i hvordan løsningen af disse opgaver kan optimeres og udvikles.

Om Studenterservice
Du bliver en del af Studenterservice, som er en helt ny afdeling, der samler de opgaver, som henvender sig direkte til de studerende, som et led i en større reorganisering af SDU Uddannelse. Studenterservice er først blevet samlet fra 1. juni, hvor din leder Rikke Winther Revsholm også er tiltrådt. Du lander derfor i en stilling, hvor du er en vigtig del i at vi får sat et stærkt hold, og hvor du vil blive lyttet til og selv kan være med til at forme udviklingen. Udover International Office består Studenterservice af et team på 7 medarbejdere, der arbejder med trivselsvejledning, studenterforeninger, elite(sports)-studerende samt studenterkommunikation. Disse er ansat direkte under afdelingslederen. Desuden får du en teamlederkollega, som har ansvaret for 8 medarbejdere, som arbejder med hhv. SU-vejledning, SPS-vejledning samt har ansvar for Zonen, som er den bemandede skranke ved SDU Odense, hvor studerende kan henvende sig for at få hjælp med alt fra trivsel til SU m.v.

Strategisk fokus
SDU Uddannelse har et strategisk fokus på at forbedre mulighederne for at rekruttere og fastholde talentfulde internationale full degree og exchange studerende, hvilket vil være en væsentlig opgave for International Office. Det skal være nemmere for internationale studerende at orientere sig i mulighederne for at studere på SDU og for at etablere sig i en af SDU’s campusbyer. De studerende, vi sender ud i verden, har ligeledes brug for den rette hjælp og vejledning til deres studieforløb.

International Office får ansvaret for at etablere et fagligt bånd, der skal sikre koordinering, samarbejde og strategisk udvikling af det internationale område på SDU på tværs af afdelingerne i SDU Uddannelse og i tæt samarbejde med vicedirektør for uddannelse Stinne Hørup Hansen. Her kommer du som kommende teamleder til at spille en væsentlig rolle i et tæt samarbejde med afdelingslederen for Studenterservice.

Hvad vi leder efter:
Vi leder efter en, der vil gribe muligheden for at udvikle fremtidens International Office i et ledelsesrum tæt på medarbejderne i et parløb med afdelingslederen samt din nærmeste lederkollega.

Vi håber, at du er den, som både kan fokusere på den daglige drift, men samtidig også formår at se potentialet i hvordan International Office er en vigtig brik bredt ind i udviklingen af SDU.

Vil du arbejde med service, studerende og et internationalt fokus i et felt, hvor der både skal udvikles, prioriteres og struktureres, så vil vi rigtig gerne se din ansøgning!

Vi har følgende ønsker og forventninger til dig:
Har erfaring med personaleledelse

Har en evne til at agere i en kompleks organisation og skabe gode relationer til samarbejdspartnere

Tager ansvar og skaber dit ledelsesrum i tæt samarbejde med afdelingslederen for Studenterservice

Har erfaring med service og udvikling af administration

Har god erfaring med økonomistyring

Navigerer hjemmevant i projektøkonomi og samarbejdsaftaler

Byder ind i en ledergruppe, hvor vi tænker løsninger og prioriterer sammen

Kan uddelegere og aktivt sætte områdets dygtige faglige medarbejdere i spil som et stærkt team

Fokuserer på ordentlighed, samarbejde og arbejdsmiljø som en naturlig del af dit virke

Taler og skriver engelsk flydende.

Har erfaring med internationalt arbejde, herunder samarbejdsaftaler – eller en interesse i at sætte dig ind i det.

Du kan forvente:
En arbejdsplads, hvor tempoet er højt og uddannelsesadministrationen er under forandring

En arbejdsplads, der lægger vægt på kvalitet, sikker drift og gode fælles løsninger

En ledergruppe, der spiller hinanden gode

En ledergruppe, der ønsker at se dig lykkes

En ledergruppe, der ønsker at udvikle sig

Tæt sparring med din leder og nærmeste teamlederkollega, hvor vi taler om og udvikler ledelse sammen

Fagligt stærke medarbejdere med stor arbejdsstolthed

En åbenhed over for at afprøve nye tiltag

Du vil refererer til afdelingslederen for Studenterservice og indgå i en ledergruppe på 13 ledere, der tilsammen har personaleansvar for 133 medarbejdere fordelt på fem lokationer.

Om SDU Uddannelse
SDU Uddannelse er en central og forretningskritisk enhed for SDU med samarbejdsflader til fakulteterne og deres studieadministrative enheder, Rektorsekretariatet, studenterorganisationer og andre områder i fællesadministrationen samt den øvrige universitetssektor, ministerier og styrelser. SDU Uddannelse arbejder i krydsfeltet mellem regler, mål og politik, og vi er karakteriseret ved at varetage en række opgaver på vegne af fakulteterne, herunder i særdeleshed de opgaver, der kræver specialisering, og som giver stordriftsfordele for organisationen. Da uddannelses- og forskningsnære studieadministrative opgaver er placeret på fakulteterne, er der et dagligt og tæt samarbejde mellem fakulteter og SDU Uddannelse baseret på et opgave- og procesfællesskab.

SDU er i gang med en større transition af den samlede uddannelsesadministration, hvor vi gennem effektiviseringer i driften skal frigøre ressource til de strategiske udviklingsprojekter. Oprettelsen af afdelingen Studenterservice er et led i omorganiseringen af SDU Uddannelse. Formålet er at sikre et organisatorisk fundament, så vi kan effektivisere uddannelsesadministrationen og udvikle strategiske projekter samtidig med, at vi leverer sikker drift af vores kerneopgaver.

Om SDU: Vi vil skabe værdi for og med samfundet
Syddansk Universitet er til for at løse samfundets store udfordringer, og er en vigtig aktør i Region Syddanmarks udvikling og en bro mellem akademisk viden og samfundets behov. Uanset om vores bidrag er forskningsbaseret viden, innovative løsninger, uddannelse eller læring, skal vi gøre en positiv forskel for samfundet, og være med til at skabe en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – og det kan vi kun med de rette mennesker. SDU stræber efter at være en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker, udvikler og fastholder højt kvalificerede og engagerede medarbejdere. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der er fundamentet for vores succes.

SDU står på de klassiske akademiske dyder som fri, kritisk og uafhængig forskning og uddannelse, men er i sin organisation og sin tilgang ikke tynget af traditioner. Universitetet er kendetegnet ved en særlig pionerånd, som er præget af et godt samarbejde om retning og indsatser mellem ledere, medarbejdere og studerende.

Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for Studenterservice Rikke Winther Revsholm på [email protected] eller tlf.: 2960 5562. På grund af ferie dog først efter 25. juli.

Ansøgningsfristen er den 14. august 2024 kl. 23.59.59.

De, der inviteres til samtale, bliver kontaktet den 16. august.

Der afholdes samtaler den 19. august og en eventuel anden samtalerunde afholdes 27. august.

Forventet jobstart 1. oktober 2024 eller snarest muligt derefter.

Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.

Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format.

Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb.

Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Placering: Odense, Denmark

Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

læs opslaget hos Syddansk Universitet (SDU)



gem
husk frist
print
send til mig
Ansøgningsfrist d. 16.08.2024
Geografiske områder

Jobsøgerinteresse

Hvor meget interesse vækker opslaget hos de jobsøgende? Log ind og se, hvor populært opslaget er.



Øg dine chancer for at blive set - angiv i din ansøgning, at du har set opslaget i Akademikernes Jobbank

Ansøg
Se jobkategorier i opslaget Se flere lignende opslag Opgrader opslaget
Få opslag som dette inden alle andre


Syddansk Universitet (SDU)

Campusvej 55, 5230 Odense M

SDU åbnede dørene for de første studerende i Odense i september 1966, og siden da er det gået stærkt. Vi har nu fem fakulteter med omkring 30.000 studerende, heraf mere end 15 % fra udlandet, og knap 4.000 ansatte fordelt på hovedcampus i Odense samt regionale campusser i Slagelse, Kolding, Esbjerg og Sønderborg og København.

Vi ansætter jævnligt praktikanter

Mere info om virksomheden

Talentefterspørgsel Alle aktuelle job


https://jobbank.dk/job/2602811//
Karriereprofil i Jobbanken
Opret karriereprofil: Automatiser din jobsøgning med jobagenter, få adgang til nyeste job før andre og bliv synlig for arbejdsgivere med en talentprofil.