Projektchef til vand-, spildevands- og affaldsprojekter
FORS A/S
Brænder du for at stå i spidsen for anlægsprojekter og motiveres du af at få projektledere til at skabe resultater i en virksomhed med en grøn dagsorden? Så er du måske vores nye projektchef.
I Fors A/S arbejder vi strategisk med grøn omstilling og bæredygtighed. I de kommende år ser vi ind i en spændende udvikling, hvor vi bl.a. skal bygge to store moderne vandværker, modernisere en række rensningsanlæg, bygge en ny genbrugsplads samt mange andre spændende anlægs- og renoveringsprojekter.
Vi søger en dygtig projektchef, som kan organisere, lede og fordele afdelingens arbejde med anlægsprojekter og motivere afdelingen til et øget fokus på projekteksekvering; herunder specielt kontraktopfølgning på rådgivere og entreprenører. Du vil få det overordnede ansvar for hele anlægsporteføljen inden for drikkevand og spildevand samt ledelsen af medarbejderne i afdelingen.
”Udover flere store og spændende anlægsprojekter, vi vil i de kommende år have et øget fokus på projekteksekvering og kontraktopfølgning, som kræver, at vi udvikler os i en ny retning, når vi taler projektledelse og-styring. Denne udvikling får vores nye projektchef stor mulighed for at præge” – Henrik Correll, Produktionsdirektør.
Om afdelingen
Udover dig som kommende chef består afdelingen af 11 projektledere, 1 PMO og 1 projektadministrativ medarbejder, og sammen skal I levere effektive og økonomiske anlægsprojekter til gavn for vores kunder og den grønne dagsorden.
Projektafdelingen er organisatorisk placeret under forretningsområdet Produktion, og du vil referere til vores produktionsdirektør. Afdelingen har kontor på vores lokation på Tåstrup Møllevej i Holbæk, men du vil også have din gang på vores øvrige lokationer, herunder særligt vores anden hovedadresse på Betonvej i Roskilde.
Om jobbet
Der er tale om en chefstilling med et stort ansvar, hvor du skal stå på mål for den generelle økonomiske performance i afdelingen og sikre en effektiv opfølgning på vores kontrakter med vores rådgivere og entreprenører på projekterne.
Dine vigtigste arbejdsopgaver bliver:
- Ledelse af afdelingen og fordeling af projekter mellem projektlederne, således at der sikres en effektiv udnyttelse af afdelingens ressourcer.
- Overtage og gennemføre anlægsprojekter fra vores planafdeling samt sikre at projekterne gennemføres til den aftalte kvalitet og tid – og med kunden i fokus. Du får ansvar for vores projektmodel; herunder den løbende udvikling af modellen samt at den benyttes i styringen af vores projekter.
- Sikre overholdelse af lovkrav inden for området, herunder særligt arbejdsmiljø på anlægsprojekter.
- Budgetlægning- og budgetstyring, bl.a. med særligt fokus på leverancer fra rådgivere og entreprenører.
- Sikre effektive, strukturerede og standardiserede arbejdsprocedurer internt i afdelingen samt til øvrige relevante afdelinger i Fors A/S.
- Kontakt til bygherre, rådgiver og myndigheder.
Du indgår i Fors A/S Lederforum, og med afsæt i Fors A/S ledelsesgrundlag varetager du den daglige ledelse af afdelingen og medvirker til den strategiske udvikling.
Din profil
Vi forestiller os, at du har en teknisk eller naturfaglig uddannelsesbaggrund, suppleret med en projektlederuddannelse. Herudover har du ledelseserfaring fra en lignende stilling og forstår at bringe dine ledelsesværktøjer i spil. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra forsyningsbranchen eller fra rådgiver- eller entreprenørsiden.
Du har en god økonomiforståelse, som kommer til udtryk i godt købmandskab. Du er velbevandret i AB18-regelsættet, og har en solid erfaring inden for projektledelse, særligt inden for store anlægsprojekter.
Du er en synlig, nærværende og dygtig leder, som forstår at motivere og udvikle dine medarbejdere blandt andet gennem løbende 1:1 samtaler og årlige MUS-samtaler.
Du er god til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger og giver konstruktiv sparring til dine medarbejdere, så de kommer godt i mål med deres opgaver – også når der er udfordringer.
Du går forrest i forandringsprocesser, og med dine formidlingsevner sikrer du fremdrift.
Hos os lægger vi vægt på, at her er plads til forskelligheder, og at medarbejderne kan se sig selv i organisationen og opgaverne. Som leder er det derfor vigtigt, at du har en positiv og empatisk tilgang til mennesker, og at du formår at inspirere dine medarbejdere, så I sammen lykkes. At tilpasse ledelsesstilen til situationen og personen er derfor en forudsætning. Det samme er evnen til at have gennemslagskraft og stå fast, når det er nødvendigt.
Hvorfor skal du vælge os?
Hver eneste dag når vi 200.000 kunder med vores løsninger inden for vand, spildevand, fjernvarme og affald, og du får dermed mulighed for at gøre en reel forskel for mange menneskers hverdag.
Du er vigtig for os. Derfor skal der være plads til både Fors A/S, familie og fritid – uanset hvor du er i livet. Det betyder helt konkret, at vi har fleksible arbejdstider, omsorgsdage, seniordage, og at vi altid finder løsninger, når livet rammer.
Kompetenceudvikling er en naturlig del af at være kollega i Fors A/S. Vi mener det, når vi siger, at vi investerer i din udvikling. Vi har et mål om minimum seks kompetenceudviklingsdage pr. medarbejder pr. år – og sidste år blevet det faktisk til endnu flere dage.
Og så får du forresten også sundhedsforsikring, pensionsordning, kantineordning, frugtordning og meget mere.
Lyder det spændende?
Du er velkommen til at kontakte Produktionsdirektør Henrik Correll, tlf. 30 10 36 10, hvis du har spørgsmål til stillingen. Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV senest den 5. januar 2025.
Vi passer godt på dine personoplysninger, når du søger job hos os. Se vores privatlivspolitik ved rekruttering her.
Afdeling: Tåstrup Møllevej 5 4300 Holbæk
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: