Det Kongelige Akademi søger enhedschef til Studieadministrationen
Det Kongelige Akademi
Det Kongelige Akademi er en internationalt anerkendt forsknings- og uddannelsesinstitution inden for arkitektur, design og konservering, og vi er karakteriseret ved et spændende fagligt miljø med god energi, engagement og høje ambitioner for uddannelsesområdet. Vi søger aktuelt en ny chef til vores studieadministration med tiltrædelse snarest muligt.
Om stillingen og studieadministrationen
Vi tilbyder en interessant position, som indebærer fagligt ledelsesansvar for de samlede studieadministrative aktiviteter i relation til akademiets bachelor- og kandidatuddannelser, budgetansvar og personaleledelse for ca. 16 medarbejdere.
Det er tale om en stilling med en høj grad af tværgående samarbejde til både administrative og faglige miljøer, idet studieadministrationens opgavevaretagelse foregår i tæt dialog og samarbejde med kollegerne i undervisningsmiljøerne.
Som chef for studieadministrationen får du til ansvar at lede enhedens medarbejdere på en professionel og motiverende måde og sikre drift og målopfyldelse indenfor afdelingens opgaveportefølje, der består af forskellige hovedarbejdsområder, herunder bl.a.; optag af studerende inkl. optagelsesprøver, vejledning af de studerende, studentersagsbehandling, eksamensplanlægning og afvikling, sekretariatsbetjening af studienævn, koordinering af arbejdet med studieordninger samt legalitetsområdet, som dækker over behandling af eksamensklager mv.
Dertil kommer, at studieadministrationen på linje med resten af akademiets enheder qua sit ressort bidrager med viden og support i relation til Det Kongelige Akademis strategi og løbende udviklingsprojekter og til de forandringer, der udspringer af politiske dagsordener.
Studieadministrationen er organisatorisk placeret i administrationen med reference til prorektor. Du bliver en del af den administrative ledelseskreds, som består af 8 administrative leder og du får desuden tæt ledelsesmæssigt samarbejde med akademiets 3 dekaner og 5 institutledere.
Faglige og personlige kvalifikationer
Du har relevant akademisk uddannelse, personlig gennemslagskraft samt erfaring med og interesse for ledelse.
Ledelseserfaring fra en videregående uddannelsesinstitution vil vægte tungt ved stillingens besættelse, ligesom det vil vægte positivt, hvis du har enten ledelseserfaring eller administrativ erfaring indenfor studieadministration eller et tilsvarende administrativt område.
Du har en konstruktiv tilgang til faglige udfordringer, er beslutningskompetent, tænker helhedsorienteret og kan se muligheder i samarbejder, herunder tværfagligt.
Endeligt har du erfaring med koordinering mellem forskellige aktører og interessenter, politisk tæft og gode samarbejdsevner, som gør dig i stand til at begå dig i et komplekst forsknings- og uddannelsesmiljø. Du evner således også at opbygge relationer med mange højt faglige kollegaer og på ledelsesniveau.
Løn- og ansættelsesvilkår
Der er hovedarbejdsplads på Campus Holmen i København, men da der også er placeret uddannelser i Kalundborg, Nexø og på Esplanaden i København må nogen rejseaktivitet påregnes til disse lokaliteter.
Ansættelse og aflønning vil ske som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten. Der vil være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg afhængig af dine kompetencer og erfaring.
Stillingen er en fast fuldtidsstilling og er til besættelse snarest muligt.
Ansøgningen og proces
Ansøgningen sendes elektronisk via ”Søg job”, så den er Det Kongelige Akademi i hænde senest mandag den 25. november 2024 kl. 08.00. Vi forventer at gennemføre 1. samtalerunde primo uge 49 og 2. samtalerunde primo uge 51.
Til ansøgningen vedlægges opdateret CV, dokumentation for uddannelse og evt. andre relevante bilag. Ansøgninger og ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristens udløb medtages ikke. Ansøgninger vil blive behandlet fortroligt.
Det Kongelige Akademi forbeholder sig ret til at anvende personlighedstest og cases som led i rekrutteringsprocessen.
Yderligere oplysninger
Oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til prorektor Svend Lawaetz på tlf.: 41 70 15 03 eler mail [email protected] eller til chef for HR & Jura Mette Højland Knudsen på tlf.: 4170 1704 eller mail [email protected]
Det Kongelige Akademi er en mangfoldig arbejdsplads, som anser diversitet for at være en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere til at søge stillingen.
Om Det Kongelige Akademi
Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering er et internationalt anerkendt akademi, der uddanner kandidater til højeste niveau og udvikler ny viden, der skaber værdi for samfundet og arbejdsmarkedet. Det Kongelige Akademi er en statsinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet og har ca. 1.700 studerende og 350 medarbejderårsværk. Læs mere om Det Kongelige Akademi på vores hjemmeside www.kglakademi.dk
Afdeling: Philip de Langes Allé 10, København K
Lokation: Holmen
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: