Svendborg Kommune søger juridisk specialkonsulent med socialt hjerte!
Svendborg Kommune
Kan/vil du…?
Rådgive afdelingschefer, ledere og kollegaer inden for det direktørområde, der rummer ældre-, sundheds- og socialafdelingen om juridiske problemstillinger kombineret med at løse generelle stabsopgaver?
Så kan du være den juridiske specialkonsulent, vi søger.
Om jobbet
Som juridisk specialkonsulent skal du besidde alsidige juridiske kompetencer, da du skal dække et bredt område, men dine primære arbejdsopgaver vil være inden for ældre- og socialområdet. Du får en central understøttende funktion i forhold til det generelle organisatoriske arbejde i direktørområdet særligt med fokus på juridisk kvalitetssikring. Herudover skal du bidrage til implementeringen af kommende reformer på såvel ældre-, sundheds- som socialområdet.
Mellemkommunale refusionssager, særligt hvis de udvikler sig til tvistsager, vil også blive en del af din opgaveportefølje, hvor du vil have ansvaret for dialogen med Ankestyrelsen. At omsætte lovgivning til daglig praksis særligt inden for serviceloven, sundhedsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven og forvaltningsloven og i den forbindelse give juridisk bistand og sparring til kollegaer, der ikke har en juridisk uddannelsesbaggrund, er også en stor del af jobbet. Du skal derfor være proaktiv, og kunne lide at sætte dig ind i nye områder og have mod på at dele ud af din viden til ledere og kollegaer. Det skal bl.a. ske via 1:1 sparring, men også via intern undervisning og kompetenceudvikling inden for de forskellige lovgivninger, der er gældende på området.
Ved særligt komplicerede borgersager, der er vanskelige juridiske og ved klagesager, eventuelt på tværs af flere forvaltningsområder, vil du få en rådgivende og koordinerende rolle.
I stillingen skal du derudover også betjene de politiske udvalg, og i særdeleshed kommunens Senior-, Social- og Sundhedsudvalg samt de forskellige ledelsesniveauer i kommunen med sagsfremstillinger, notater og rapporter.
Din arbejdsdag vil veksle mellem små og store opgaver, og det er vigtigt, at du formår at prioritere og strukturere din egen arbejdstid.
Der er mulighed for at sparre med andre jurister i organisationen. Vi holder jævnligt juridiske netværksmøder på tværs af direktørområderne i Svendborg Kommune.
Eksempler på opgaver:
- Tovholder på komplicerede borgersager og klagesager
- Implementering af reformer på ældre-, sundheds- og socialområdet
- Mellemkommunale refusioner og tvistsager
- Formidling af lovgivning og understøttelse af afgørelser
- Formidling til kollegaer i almen forvaltningsret
- Vejledning ifm. aktindsigt og tovholder i komplicerede aktindsigtsopgaver
- Ad hoc juridiske opgaver og betjening af politiske udvalg
Du vil blive ansat i Socialområdets stabsfunktion ”Administration og Udvikling”, hvor der er 13 ansatte, der har forskellige fagligheder. Du kommer til at arbejde sammen med kompetente og engagerede kollegaer, som ofte har travlt med spændende og udfordrende opgaver. Vi har en humoristisk og uformel omgangstone og har øje for hinanden. Ledelse sker med fokus på frihed under ansvar, lydhørhed og fleksibilitet, og hvor vi alle sætter psykologisk tryghed i højsædet. Du vil referere til chefkonsulent Maja Pejs Sejr, der er leder af Administration og Udvikling i Socialområdet.
Om dig
Vi forventer, at du er cand.jur. og har erfaring med offentlig forvaltning, gerne fra det socialfaglige felt. Du ved, hvordan det er at arbejde i en kompleks politisk organisation og betydningen af at have politisk tæft. Vi lægger vægt på, at du er strategisk tænkende og kan anlægge et helhedsorienteret perspektiv på dit arbejde, og at du har en systematisk og pragmatisk tilgang til opgaverne.
Du vil få mange samarbejdsrelationer både på tværs af fagligheder, afdelinger og direktørområder i Svendborg Kommune og med eksterne aktører. Du skal derfor trives med at indgå i mange forskellige samarbejdsrelationer. Mange af dine opgaver vil du få selvstændigt ansvar for, og du skal derfor evne at prioritere og planlægge din tid, så du når i mål med dine opgaver. Du skal have gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner, og du skal kunne formidle komplekse problemstillinger til kollegaer, ledelse og politikere.
Vi lægger vægt på, at du arbejder struktureret, systematisk og konstruktivt. Samtidig skal du være imødekommende og serviceminded overfor dine kolleger.
Om Socialområdet
På Socialområdet giver hver dag mening: Vi sætter en ære i at støtte mennesker til at leve et selvstændigt liv, også når udgangspunktet kan være svært. Vi kan mærke og se, at vi gør en forskel for den enkelte og for samfundet, og det skaber stolthed og motivation. Vi insisterer på høj faglighed, også når vi har travlt. Hos os kommer du til at arbejde i et stærkt tværfagligt fællesskab som vokser af, at vi alle byder ind med hver vores specialiserede faglighed. Du står ikke alene. I dialog og samarbejde hjælpes vi ad med at finde de gode og ordentlige løsninger. Også på de svære dage passer vi på hinanden og insisterer på det gode arbejdsmiljø.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Løn og ansættelse
Der er tale om en fastansættelse på 37 timer pr. uge med forventet tiltrædelse 1. januar 2025. Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst med indplacering som juridisk specialkonsulent.
Dit arbejdssted vil være Svinget 14 i Svendborg med mulighed for hjemmearbejdsdage efter nærmere aftale.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfrist er den 11. november 2024.
1. samtaler afholdes 18. november 2024 og 2. samtaler 25. november 2024.
Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen kan du kontakte chefkonsulent, Maja Pejs Sejr på tlf. 2422 1701.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.
Afdeling: Administration og Udvikling
Ansøgningsfrist: 11 November 2024
Placering: Svinget, 14, 5700, Svendborg
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: